Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden har adskillige støtteområder, og inden for hvert område kan man søge om støtte gennem fondens opslag i åben konkurrence.

Vi annoncerer alle vores opslag samt ansøgningsfrister under Ansøg om midler på fondens hjemmeside.

Ansøgningsprocessen

Som ansøger skal du udfylde og indsende din ansøgning til fonden via vores online-system NORMA, inden opslagets ansøgningsfrist udløber.

For hvert opslag er der særlige retningslinjer, der fortæller dig om, hvordan du søger om den specifikke bevilling. Du kan finde de relevante retningslinjer på siden for opslaget samt i NORMA. Det er vigtigt, at du læser retningslinjerne grundigt og sætter dig ind i ansøgningskravene og -processen, før du begynder at søge.

På siden for opslaget og i retningslinjerne er også oplyst de relevante kontaktpersoner, som du kan ringe til eller maile, hvis du har spørgsmål, der ikke er besvaret i retningslinjerne. Se også vores FAQ.

Tips til ansøgningsprocessen:

  • Sæt god tid af til at skrive og indsende din ansøgning inden ansøgningsfristen.
  • Læs de instruktioner, der gives omkring opslaget i retningslinjerne, grundigt.
  • Undgå at indsende din ansøgning lige inden fristens udløb.
  • Log ind på ansøgningssystemet NORMA og sørg for, at du bliver fortrolig med det i god tid inden ansøgningsfristen.
  • Vær sikker på, at du er berettiget til at søge i henhold til opslaget. Relevante støtteområder og krav til ansøgerne er beskrevet i retningslinjerne.
  • Sørg for at koordinere din bevillingsansøgning med din værtsinstitution. Det kan f.eks. være, at du skal vedhæfte et bekræftelsesbrev, hvor institutionen indvilger i at være administrerende institution for dit projekt.
  • Udfyld hvert enkelt felt i ansøgningsformularen som beskrevet i retningslinjerne og ved hjælp af de værktøjstips, der findes i NORMA.
  • Gennemgå din ansøgning for korrekthed i forhold til struktur, sprog og formatering, både i indtastningsfelterne i NORMA og i PDF-versionen.
  • Få en kollega, vejleder eller mentor til at læse din ansøgning igennem, inden du indsender den.

Evalueringsprocessen

Når ansøgningsfristen er udløbet, sender fondens sekretariat din ansøgning til evaluering i en uafhængig ekspertkomite. Evalueringsprocessen foregår typisk som illustreret nedenfor.

Fonden bruger typisk komiteer bestående af internationalt anerkendte fageksperter til at vurdere de ansøgninger, som er indsendt i åben konkurrence.

Komiteerne er blevet nedsat af fondens bestyrelse for at assistere den i udmøntningen af bestyrelsens uddelingsbeslutninger.

Hver komite består af 5-12 medlemmer og dækker et nærmere defineret støtteområde. I oversigten over fondens komiteer kan du se de nuværende komiteer og deres medlemmer.

Komiteerne evaluerer generelt projekter ud fra deres kvalitet, nyhedsværdi og potentielle impact, budget samt ansøgernes kvalifikationer. Derudover er der specifikke vurderingskriterier for det enkelte opslag, som er beskrevet i opslagets retningslinjer.

Komiteerne evaluerer hver enkelt ansøgning meget nøje. Først vurderer komitemedlemmerne hver især ansøgningerne og giver dem en score. Herefter mødes komiteen for at diskutere de ansøgninger, der har fået den højeste score, for at nå til enighed, om hvilke ansøgninger, der skal indstilles til en bevilling. Ved nogle opslag kan der også indgå personlige interview med ansøgere eller yderligere evaluering blandt peer eksperter. Du kan læse mere om evalueringsprocessen i opslagets retningslinjer.

Afhængigt af antallet og omfanget af ansøgninger bruger komiteerne typisk 1-6 måneder på at evaluere dem.

Så snart der er truffet en bevillingsbeslutning, får du svar på din ansøgning via e-mail.

Fonden tilbyder i gennemsnit bevillinger til omkring 20% af alle de ansøgninger, vi modtager, på tværs af alle støtteområder. Det kan dog variere afhængigt af støtteområde, bevillingstype samt antallet af og kvaliteten på de ansøgninger, der er kommet ind.

Hele evalueringsprocessen overvåges nøje af fondens bestyrelse. Herudover holder sekretariatet øje med, at fondens regler og politikker overholdes, herunder vores habilitetsregler, der skal sikre, at komitemedlemmer som deltager i evalueringen ikke har nogen interessekonflikter.