Ansøg om midler

Åben samarbejdsplatform skal bringe Danmark i front på udvikling af plantebaserede fødevarer

Den nye samarbejdsplatform Plant2Food skal sætte fart på udviklingen af plantebaserede fødevarer. Her skal forskere og virksomheder sammen udforske komplekse problemstillinger inden for plante- og fødevarevidenskab og dele ny viden på tværs af sektorer – uden at tage patent på resultaterne. Novo Nordisk Fonden støtter platformen med op til 200 mio. kr. over de næste fem år.

Det er nødvendigt at omstille en stor del af vores fødevareproduktion til plantebaserede fødevarer, hvis vi skal udnytte vores landbrugsarealer mest hensigtsmæssigt og samtidig blive i stand til at brødføde en voksende verdensbefolkning.

Nøglen til at accelerere denne omstilling ligger i udviklingen af et større udvalg af velsmagende, nærende og bæredygtige plantebaserede fødevareprodukter, der også er prismæssigt attraktive for forbrugerne.

En ny samarbejdsplatform, som får navnet Plant2Food, skal være samlingspunkt for forskere og virksomheder, som ønsker at gå sammen om at løse nogle af de komplekse problemer, som ligger i udviklingen af plantebaserede fødevarer – uden at tage patent på resultaterne.

Platformen baserer sig på åbent samarbejde, som indebærer, at ny viden, som skabes gennem platformen, bliver tilgængelig for alle, så flere virksomheder og forskere kan drage nytte af den samme viden. Det overordnede formål er at accelerere den samlede udvikling af nye plantebaserede fødevarer. Det skal ske ved at skabe bedre samarbejde mellem plante- og fødevarevidenskab og på tværs af de relevante sektorer.

”Vi har travlt med at udvikle fødevarer, som kan brødføde en voksende verdensbefolkning uden at drive rovdrift på planetens ressourcer. Plant2Food skaber en unik mulighed for at bringe Danmark i front inden for udvikling af plantebaserede fødevarer og sikre, at vi for alvor udnytter det kæmpe potentiale, der allerede spirer i de danske forskningsmiljøer og virksomheder, og samtidig bygge bro til de bedste internationale eksperter på området,” siger Claus Felby, Senior Vice President , Biotech, Novo Nordisk Fonden, som bevilger op til 200 mio. kr. til platformen over de næste fem år.

Forskere og virksomheder skal løse kompleks opgave i fællesskab
Plant2Food er en Open Innovation in Science (OIS)-platform, hvor omdrejningspunktet er åbent forskningssamarbejde. Det indebærer, at de universiteter og virksomheder, der er med i platformen, publicerer alle resultater fra de åbne forskningsprojekter, og at der ikke udtages intellektuelle rettigheder (IP). Det giver mulighed for, at forskere og virksomheder kan udvikle projektideerne sammen og komme hurtigere ud over stepperne, når parterne er blevet enige om et forskningsprojekt. At forskningen er åben giver samtidig mulighed for, at alle kan videreudvikle resultaterne og eventuelt anvende dem til kommercielle formål.

”Vi står over for en opgave, der er for kompleks til, at en enkelt forskningsgruppe eller virksomhed kan løse den alene. I Plant2Food vil vi krølle værdikæden, så både forskere og virksomheder kan få input fra uventet kant og dermed skabe løsninger, der ellers ikke ville ligge ligefor,” siger Marie Louise Conradsen, Head of Open Innovation in Science på Aarhus Universitet, hvor den nye platform bliver forankret.

De øvrige universitetspartnere i platformen er Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Wageningen University & Research i Holland. Som partnere i platformen får de fire universiteter adgang til de forskningsmidler, som størstedelen af bevillingen fra Novo Nordisk Fonden vil gå til. Midlerne skal bruges til at udforske problemstillinger, der bliver defineret i samarbejde med mindst én virksomhed – og allerhelst flere.

Bedre basal viden om afgrøder skal bruges til produktudvikling
I Plant2Food vil der være fokus på at udvikle basal viden om afgrøders egenskaber og deres funktionalitet i fødevarer. En viden, som efterfølgende kan bruges længere oppe i værdikæden til at udvikle ernæringsrigtige produkter, som er attraktive for forbrugerne.

Plantefars er et eksempel på, at behandlingen af afgrøder har stor betydning for det færdige produkt. Hvis plantefarsen afgiver en kraftig lugt af svovl, når man åbner pakken, er det næppe en positiv forbrugeroplevelse. Her er det afgørende at have basal viden om afgrøderne, og hvordan man kan reducere eller blokere de komponenter, der afgiver den dårlige lugt.

Hvordan denne forskning skal omsættes til praksis i virksomhederne er i høj grad noget, den sidste partner i Plant2Food skal fokusere på. Food & Bio Cluster Denmark er den nationale klynge for små og store virksomheder, vidensinstitutioner og andre organisationer, der arbejder inden for fødevare- og bioressourcesektoren. I Plant2Food vil Food & Bio Cluster Denmark fungere som bindeled mellem forskere og industri, så den forskning, der udføres på universiteterne, bliver videreformidlet og omsat til praksis i virksomhederne.

”Fødevareindustrien jagter nye, innovative løsninger inden for plantebaserede fødevarer for at imødekomme et voksende marked. For eksempel efterspørges i høj grad nye råvarer, som er dyrket i Danmark, og som kan bidrage med forbedrede smagsoplevelser. Netop derfor har vi behov for forskning i nye råvarer og sortsudvikling af eksisterende proteinafgrøder, som har gode dyrkningsegenskaber i det danske klima. Et forbedret råvaregrundlag kan medvirke til, at hele den plantebaserede fødevareindustri kan blive en ny styrkeposition for den danske fødevareindustri,” siger direktør Lars Visbech Sørensen, som understreger, at Food & Bio Cluster Denmark allerede er i dialog med en lang række virksomheder, der har behov for nye og langsigtede løsninger.

Fakta om Plant2Food

Plant2Food er en Open Innovation in Science (OIS)-platform, der baserer sig på patentfri og åben forskning, hvor universiteter og virksomheder samarbejder om at løse komplekse problemstillinger. Alle resultater bliver publiceret, og der udtages hverken patenter eller øvrige intellektuelle rettigheder.

Samarbejderne koncentrerer sig om tidlig forskning inden for udviklingen af plantebaserede fødevarer. Det vil sige, at forskningen befinder sig i den nedre del af skalaen for Technology Readiness Level (TRL), som er et udtryk for, hvor langt fra markedet en given teknologi er.

Novo Nordisk Fonden har bevilget op til 200 mio. kr. til Plant2Food. 80 % af bevillingen går til de forskningsmidler, som uddeles i åben konkurrence gennem platformen, mens de resterende 20 % går til sekretariatsbetjening samt netværks- og matchmaking-aktiviteter. Projektet løber over fem år.

Forskningsbevillingerne i Plant2Food kan søges af forskere ved de fire universiteter, som er partnere i platformen, samt af forskere ved andre universiteter, som indgår samme aftale om at arbejde under de åbne principper, hvor alle resultater deles åbent, og der ikke udtages patenter. Plant2Food er åben for alle virksomheder, som dog ikke selv kan ansøge om forskningsmidler. De kan i stedet deltage som samarbejdspartnere i projekterne, uden at medfinansiering er påkrævet.

Partnerne i Plant2Food er:

  • Aarhus Universitet
  • Københavns Universitet
  • Danmarks Tekniske Universitet (DTU)
  • Wageningen University & Research, Holland
  • Food & Bio Cluster Denmark

Det er anden gang, Novo Nordisk Fonden støtter udviklingen af en OIS-platform. I 2020 bevilgede fonden 54,5 mio. kr. til Open Discovery Innovation Network (ODIN), som har pharma- og biotekindustrien som omdrejningspunkt.

Yderligere information

Sabina Askholm Larsen
Senior Communications Partner
+45 2367 3226 [email protected]