menu

Charlotte Hansen

Natur- og Teknologilærerpris 2018 ØST

Charlotte Hansen er natur- og teknologilærer på Risbjergskolen, hvor hun kompetent udvikler og gennemfører spændende og relevante undervisningsforløb. Forløbene har titler som ”Mindre smitte, færre bakterier” eller ”Hvad foregår der inde i robotternes hjerner?” – listen er lang.

Charlotte Hansen er en faglig ildsjæl, der aldrig siger nej til en kollega. Hun fungerer som vejleder og koordinator for natur- og teknologifaget på Risbjergskolen og har etableret rammerne for et samarbejde alle naturfagslærerne imellem. Resultatet er, at der er skabt en tydelig faglig struktur og sammenhæng i naturfagsundervisningen hele vejen fra 0.- 9. klasse.

Charlotte Hansen er en del af Astra-netværket og spiller en stor rolle i det kommunale samarbejde med etablering af fælles kommunale fagrækker og samarbejder omkring skoletjenesten Newtonroom. Newtonroom er et avanceret sciencelokale, der årligt får besøg af ca. 2500 elever fra andre skoler. Her er Charlotte Hansen en bærende kraft, som gennemfører undervisningsforløb og besøgsdage for andre skoler, og som på eget initiativ har udviklet et modul særligt henvendt til indskolingsklasser.

Med prisen hædres Charlotte Hansen for en ekstraordinær og dedikeret indsats i at koordinere, videreudvikle og sprede tilbuddene til natur- og teknologifaget på Risbjergskolen og på andre skoler.

Se de øvrige modtagere af Natur- og Teknologilærerprisen her.