menu
https://novonordiskfonden.dk/da/louise-nielsson-og-karina-birk-nielsen/

Louise Nielsson og Karina Birk Nielsen

Louise Nielsson og Karina Birk Nielsen

Indholdsfortegnelse

Modtager af Naturtematisk Pædagogpris 2019 ØST


Louise Nielsson og Karina Birk Nielsen er pædagoger i Børnehuset Bullerby, med børn af mange forskellige etniske og sociale baggrunde. Her yder de to pædagoger en særlig indsats med at bruge naturen som et anderledes dannelses- og læringsrum. De tager ofte børn og kolleger med i skoven og lader naturen fungere som ramme og læringsmiljø for kropslige aktiviteter, sproglige udfordringer og sociale kompetencer.

På turene får børnene lov at genkende og udforske naturfænomener gennem forskellige aktiviteter. På nogle ture medbringer pædagogerne rimekort, antalkort eller findekort til naturskattejagt efter planter og dyr. Der bliver talt om antal og arter, og børnene samarbejder om klassifikation og sortering. På andre ture skaber børnene mønstre af det, de finder i naturen som alternativ til at lave perleplader på stuen. Senere bliver billeder af mønstrene genoplevet på stuens projektor. Børn og pædagoger snakker om farver, former og matematiske begreber. Det digitale mikroskop Easy Scope anvendes til at se dyr og planter helt tæt på.

Børnehavens pædagogiske overbevisning er ”Nysgerrighedens pædagogik”. De voksnes roller er at være læringsagenter, som lytter og kigger på de ”spor” børnene viser, så deres interesser og nysgerrighed gribes. Louise Nielsson og Karina Birk Nielsen bruger metoden at ”wobble” med børnene, hvor en voksen kaster et emne på bordet og lader det udvikle sig på børnenes præmisser, mens de udforsker og medforsker på børnenes hypoteser og tanker.

Med prisen hædres Louise Nielsson og Karina Birk Nielsen for en ekstraordinær indsats for at give børn bedre og lige muligheder gennem arbejde med natur og udeliv i Børnehuset Bullerby.

Louise Nielsson og Karina Birk Nielsen i Børnehuset Bullerby, Roskilde, er indstillet af pædagogisk leder Lone Ørnø.

Læs mere om Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris her.