Ansøg om midler

Analyser: Patienter og sundhedsvæsenet har stor gavn af dansk forskning

Forskningen ved de danske universiteter og sygehuse har et højt internationalt niveau og er med til at forbedre patientbehandling og udvikling af nye teknologier, viser analyser fra Novo Nordisk Fonden.

Novo Nordisk Fonden har netop offentliggjort en samling af analyser, hvori fonden måler effekter af forskningsprojekter ved universiteter, hospitaler og andre offentlige vidensinstitutioner, som fonden har ydet støtte til.

Analyserne viser, at de forskere, som fonden er med til at støtte, har et betydeligt gennemslag i forskningsverdenen. Således er 23 pct. af fondens bevillingsmodtageres forskningsartikler blandt de 10 pct. mest citerede i verden. Analyserne viser desuden, at forskningsresultater udarbejdet af forskere støttet af Novo Nordisk Fonden bruges bl.a. i godt halvdelen (53 pct.) af 100 kliniske retningslinjer og behandlingsvejledninger for diabetes samt i 18 pct. af 276 kliniske retningslinjer og behandlingsvejledninger for hjertekarsygdomme i Danmark og udland. Retningslinjer for behandling er med til at sikre patienter en bedre og mere ensartet behandling.

”Når Novo Nordisk Fonden uddeler støtte til forskning i den offentlige sektor, giver det forskerne mulighed for at gøre nye opdagelser og sætte spor i samfundet. Analyserne viser, at forskerne er dygtige til at skabe resultater og ny viden,” siger Thomas Alslev Christensen, Head of Impact i Novo Nordisk Fonden.

Grundlag for innovation
Analyserne viser endvidere, at forskning ved offentlige vidensinstitutioner spiller en vigtig rolle for innovation og teknologi og resulterer i patentaktiviteter. Således er 1.060 videnskabelige artikler baseret på forskning støttet af Novo Nordisk Fonden citeret i flere end 2.200 patenter og patentansøgninger på verdensplan de sidste 25 år.

”Analyserne understreger vigtigheden af, at der investeres i forskning ved universiteter og hospitaler. Undersøgelsen omfatter projekter støttet af Novo Nordisk Fonden, men den er så bred, at vi kan drage generelle konklusioner om, at en stærk offentlig forskningssektor bidrager til at skabe både ny viden, innovation og nye produkter til gavn for mennesker og samfundet,” siger Thomas Alslev Christensen.

”Vi mener, at vi som fond har et ansvar for at belyse de samfundsmæssige effekter af vores bevillinger til forskning. Vores analyser giver indblik i mange af de effekter, som forskningen har i samfundet, men langtfra alle. Dette er et område, vi vil arbejde videre med de kommende år,” tilføjer Thomas Alslev Christensen.

Udvalgte tal fra rapporten

  • Knap 3.000 forskere er aktuelt finansieret eller delvist finansieret af bevillinger fra Novo Nordisk Fonden – heraf er 40 pct. unge forskere i form af ph.d.-studerende og postdocs.
  • Fondens bevillingsmodtagere stod for knap 7 pct. af alle danske forskningspublikationer, ligesom fonden finansierede ca. 7 pct. af al offentlig forskning i Danmark i 2018. Det svarede til henholdsvis 2800 publikationer og 1,7 mia. kroner.
  • Mange af fondens bevillingsmodtageres publikationer publiceres som videnskabelige artikler i velansete internationale tidsskrifter og citeres ofte. 23% af artiklerne er blandt de 10% mest citerede i verden, og knap 5% tilhører de 1% mest citerede videnskabelige artikler i verden.
  • Succes i forskning afhænger af internationalt samarbejde. 53% af fondens bevillingsmodtagere publicerede med udenlandske forskere, og de samarbejdede i 2018 med 196 forskellige virksomheder – heraf var 20 pct. danske.
  • Fonden har i perioden 2007-2018 uddelt 187 innovationsbevillinger, hvilket har resulteret i 63 spin-out-selskaber.

Yderligere information

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, [email protected]