Ansøg om midler

Bedre forståelse af samspillet mellem landbrug og natur skal bane vej for grøn omstilling i landbruget

Nyt forskningscenter skal finde løsninger, der kan mindske udledningerne af drivhusgasser fra landbruget. Centret skal give os en bedre forståelse af samspillet mellem landbrug og natur og skabe viden om, hvordan vi bedst udnytter vores landbrugsareal.

Vores fødevareproduktion er ansvarlig for en tredjedel af alle menneskeskabte udledninger af drivhusgasser på verdensplan. I 2050 skal vi globalt producere 60 % mere mad, end vi gør i dag. Med den øgede produktion af fødevarer følger en øget udledning af drivhusgasser og en forvaltning af vores landbrugsarealer, som er uholdbar for planetens sundhed.

Et nyt forskningscenter skal derfor finde de bedste løsninger på, hvordan vi bedst forstår og udnytter samspillet mellem landbrug og natur, så vi kan få mest muligt ud vores landbrugsjord og samtidig mindske belastningen på vores biodiversitet og klima. Centeret, som får navnet Land-CRAFT, skal udvikle grundlæggende forskningsbaserede løsninger, der kan fremme den grønne omstilling i landbruget. Fem af Danmarks største fonde, herunder Novo Nordisk Fonden, er gået sammen om finansieringen af det nye center.

”For at få mest muligt ud vores landbrugsjord og mindske belastningen på vores biodiversitet og klima skal vi lave en markant ændring i tilgangen til vores landbrug. Til det har vi brug for ny tværfaglig viden om, hvordan vi bedst og mest præcist udnytter og dyrker vores samlede landbrugsareal. Den viden skal Land-CRAFT hjælpe med at levere,” siger Claus Felby, Senior Vice President med ansvar for bioteknologi, Novo Nordisk Fonden.

Store udfordringer – kun kort tid til at løse dem
Centret skal arbejde tværfagligt og internationalt for at få en bedre forståelse af samspillet mellem landbrug og natur og dermed de processer, der leder til udledninger af drivhusgasser fra landbruget, og hvordan disse processer spiller sammen på landskabsniveau – altså på større arealer end den enkelte mark.

Centret vil blandt andet udvikle scenarier for, hvordan vores landskaber, og dermed også vores landbrugsjord, kan udnyttes bedst. Det vil hjælpe med at besvare spørgsmål som, hvor det vil være mest fordelagtigt at dyrke fødevarer, og hvilke data, vi skal kombinere, for at få den bedste viden om de processer, der foregår i jorden. Svarene på disse spørgsmål, og mange flere, kan for eksempel være med til at danne grundlag for lovgivning og regulering, der kan bane vejen for en mere bæredygtig landbrugsproduktion.

“Hvis vi skal sikre den nødvendige omstilling af landbruget og sikre den miljømæssige bæredygtighed, så er der behov for at integrere procesviden om landbrugets miljøpåvirkninger med landskabsforvaltning. På samme tid er en tilpasning til fremtidens klimaændringer bydende nødvendig for fremtidens fødevaresikkerhed. Det er store udfordringer, og vi har kun kort tid til at løse dem, og det kræver et center som Land-CRAFT. Centeret skaber unikke muligheder, da vi vil identificere og kvantificere de mange miljømæssige såvel som socioøkonomiske fordele forbundet med ændringen af landbrugspraksis for det enkelte landbrug og for det samlede landskab, og vi vil have et specifikt fokus på landbrugets klimaaftryk,” siger Klaus Butterbach-Bahl, som er leder af det nye center.

Han er højt anerkendt for sin forskning i biogeokemi i både naturlige og forvaltede økosystemer, og han har været en førende drivkraft i udviklingen af en forståelse af kvælstofkredsløbsprocesser, i forståelsen af lattergasemissioner fra jord til atmosfære, og hvordan man kan måle og modellere miljømæssige kvælstoftab og deres påvirkning af økosystemer på forskellige rumlige og tidsmæssige skalaer.

Klaus Butterbach-Bahl kommer fra en stilling som afdelingsleder ved Karlsruhe Institute of Technology i Tyskland. Det tyske universitet er sammen med Colorado State University i USA de internationale partnere i Land-CRAFT, som sammen med Aarhus Universitet og Københavns Universitet skal udvikle en tværfaglig og datadrevet tilgang til at skabe løsninger, der kan mindske udledningerne af drivhusgasser fra landbruget, både i Danmark og internationalt.

Mere information om Land-CRAFT

Pioneer Center for Landscape Research in Sustainable Agricultural Futures (Land-CRAFT) er det andet i en række af pionercentre, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har taget initiativ til.

Etableringen af Land-CRAFT sker i tæt samarbejde (og sam-finansiering) mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet, Danmarks Grundforskningsfond, Carlsbergfondet, Lundbeckfonden, VILLUM FONDEN, Novo Nordisk Fonden og de involverede universiteter.
Der er afsat 240 mio. kr. over de næste 13 år til centret. Heraf har Novo Nordisk Fonden bevilget 72,5 mio. kr.

Læs mere om Land-CRAFT her.

Yderligere information

Sabina Askholm Larsen, Communications Partner, +45 2367 3226, [email protected]