menu
https://novonordiskfonden.dk/da/nyheder/bevilling-til-fem-aars-data-baseret-forskning-i-bedre-plantemiljoe/

Bevilling til fem års data-baseret forskning i bedre plantemiljø

Bevilling til fem års data-baseret forskning i bedre plantemiljø

18 okt 2021

Verdens planter er under pres fra bl.a. klimaforandringer og de mange pesticider, som benyttes i landbruget.

Overalt i verden arbejder forskere på at kunne forudse, hvordan fremtiden ser ud for verdens planter, og til det skal de bruge avancerede statistiske metoder for at holde styr på de store datasæt.

De statistiske værktøjer, forskerne har til rådighed, er dog bedagede og kræver en opdatering for at være tidssvarende. Den opdatering skal adjunkt Signe Marie Jensen fra Institut for Afgrødevidenskab på Københavns Universitet bidrage til, efter hun netop har modtaget 9,2 mio. kr. fra Novo Nordisk Fondens ambitiøse Data Science Investigator Programme

Bevillingen er femårig og giver Signe Marie Jensen ro til at udvikle fremtidens statistiske værktøj inden for området.

»De nuværende statistiske værktøjer bliver benyttet af forskere over alt i verden, men der er et stort behov for, at de bliver videreudviklet, så de blandt andet kan benyttes på data over tid og til at undersøge flere responser i planter på samme tid. Sigtet er, at en bred vifte af forskere skal benytte disse statistiske værktøjer til bedre at kunne vurdere effekten af de nuværende miljøbelastninger og klimaforandringer på vores natur,« fortæller Signe Marie Jensen.

Stort behov for nye statistiske metoder
I sin forskning er Signe Marie Jensen interesseret i at finde ud af, hvordan man statistisk bedst muligt kan regne på effekten af forskellige stressfaktorer på planter. Det kan dreje sig om klimastress fra tørke eller varme eller kemisk stress fra pesticider, der bliver spredt på landmandens marker eller i private haver, men alligevel ender overalt i naturen.

Stressfaktorerne har den uhensigtsmæssige effekt, at de reducerer planternes sundhed, og betydningen af det kan være vigtig for biodiversitet og fremtidens fødevareproduktion.

Den statistiske metode, som Signe Marie Jensen skal videreudvikle, hedder Benchmark-dose-metoden, og er særligt benyttet inden for human toksikologi. Den skal udvikles, så den kan imødekomme behovene inden for forskning i miljøbeskyttelse.

»Med bedre statistiske værktøjer kan vi komme frem til resultater meget hurtigere. Dertil kommer, at vi vil udvikle software, som kan gøre hele databehandlingen mere effektiv,« forklarer Signe Marie Jensen, der med bevillingen skal ansætte to ph.d.-studerende til at hjælpe til med udviklingen.

Et karrieremæssigt trinbræt
Signe Marie Jensen fortæller, at bevillingen fra Novo Nordisk Fonden har stor betydning for hendes arbejde. For det første er det en anerkendelse af den forskning, som hun allerede har lavet, men det er også et stort skub fremad karrieremæssigt.

»Den første store bevilling er altid noget særligt, fordi man der skal bevise, at man godt kan lave store projekter og komme i mål med dem. Men det gør det også lettere at få store bevillinger senere i sin karriere. Derudover er fem år rigtig lang tid med ro på bagsmækken inden for universitetsverden, hvor jeg virkelig kan komme i dybden med projektet og ikke hele tiden tænke over, at jeg skal søge nye midler til min forskning hvert halve år,« siger Signe Marie Jensen.

Hun hæfter sig også ved, at en del af bevillingen også er øremærket til undervisning, så hun har mulighed for at stable et datascience-kursus til plante- og miljøvidenskabstuderende på benene.

»Det er ret fantastisk, fordi datascience ofte er et underprioriteret felt, selvom det er nødvendigt for overhovedet at kunne lave beregninger på sine resultater.«

Bevillinger til syv forskere
Bevillingen til Signe Marie Jensen er en af syv nye bevillinger, som Novo Nordisk Fonden netop har uddelt fondens Data Science Investigator Programme. I alt er uddelt godt 62 mio. kr.

Bevillingerne er delt op i kategorierne Emerging Investigator, Ascending Investigator og Distinguished Investigator, der er målrettet forskningsledere på forskellige karrieretrin for at understøtte attraktive karriereveje til de dygtigste specialister inden for datavidenskab.

De syv Data Science Investigator-bevillingsmodtagere 2021


Emerging Investigator

  • Adjunkt Shilpa Garg, Biologisk Institut, Københavns Universitet – ”Efficient, high-resolution approaches for integrative sequencing analysis of complex diseases”: 9.960.709 kr.
  • Adjunkt Signe Marie Jensen, Institut for Afgrødevidenskab, Københavns Universitet – ” Enhancing statistical methodology for toxicophenomics: High-throughput and high-dimensional data for ecotoxicological risk assessment”: 9.225.108 kr.
  • Adjunkt Jesper Madsen, Institut for Matematik og Datalogi, Syddansk Universitet – ”Islet Cartography – Multi-layered mapping of islets of Langerhans in health and disease”: 8.790.602 kr.
  • Adjunkt Niklas Pfister, Institut for Matematiske Fag, Københavns Universitet – “CausalBiome: Developing a unified statistical framework for analyzing microbiome data”: 9.812.255 kr.

Ascending Investigator

  • Lektor Søren Besenbacher, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet – “Novel methods to model mutational processes in germline and cancer”: 6.705.000 kr.
  • Lektor Morten Arendt Rasmussen, Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet – “First principal models, neural networks and functional graphical models for Defining metabolic capacity as a Tool for Personalized nutrition (FOODTOP)”: 9.267.806 kr.

Distinguished Investigator

  • Professor Rasmus Pagh, Datalogisk Institut, Københavns Universitet – “Providentia: Privacy-driven Trust in Algorithms”: 8.410.068 kr.

Det er anden gang, at Novo Nordisk Fonden uddeler bevillinger gennem Data Science Investigator Programme, der er en del af fondens Data Science Initiative.

Initiativet blev lanceret i 2019 og har til formål at opbygge kapacitet inden for datavidenskab, herunder at understøtte, at der bliver udbudt ambitiøse forskningsprogrammer og ny national infrastruktur samtidig med, at der bliver tilbudt attraktive karriereveje og uddannet flere specialister i datavidenskab. Novo Nordisk Fonden har hidtil har uddelt tæt på 600 mio. kr. gennem initiativet. Læs mere her.

Yderligere information

Christian Mostrup, pressechef, +45 3067 4805, cims@novo.dk