Ansøg om midler

Computerværktøjer Skal Fremskynde Bevægelse Mod Bæredygtigt Samfund

Novo Nordisk Fonden har bevilget 90 mio. kr. til Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability ved DTU til udvikling af hurtigere og smartere værktøjer til analyser af store datamængder.

I moderne forskning kan genereres enorme mængder af data i løbet af blot få timer i laboratoriet. Dette har skabt behov for stadig mere avancerede computerprogrammer og modelleringsværktøjer til at sortere, sammenkoble og fortolke de mange data og derigennem effektivisere og styrke forskningen.

Novo Nordisk Fonden har derfor bevilget 90 mio. kr. til Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability til at investere i nye teknologier og ansætte flere eksperter inden for computerbaseret forskning. Formålet er at reducere tid og udgifter forbundet med udvikling af ny forskning og samtidig maksimere værdien og brugbarheden af de data, der produceres.

”Bevillingen gør det muligt for os at ansætte flere højtuddannede specialister, som kan analysere de biologiske data og opbygge avancerede modeller inden for bl.a. cellers stofskifte og biologiske systemer. Dette bringer os på forkant med udviklingen inden for feltet og skaber nye forskningsmæssige muligheder,” siger Jens Nielsen, forskningschef ved Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability.

Centret er verdens første tværdisciplinære forskningscenter inden for biobæredygtighed. Ambitionen er at tilvejebringe den viden, der skal til for at designe og konstruere såkaldte cellefabrikker, hvor bakterier, gær og andre celler programmeres til at producere ingredienser til en række produkter, herunder til fødevarer og lægemidler.

En af opgaverne bliver at udvikle et system til integration af forskellige databiblioteker. I dag findes store databaser med informationer, typisk biblioteker med DNA-sekvenser, gener og proteindata fra forskellige organismer m.m. Databaserne kan dog ikke tale sammen, og forskere er derfor nødt til at anvende flere forskellige onlinedatabaser og programmer for at få oplysninger om, hvordan f.eks. en ændring i generne vil påvirke organismen. Dette er tidskrævende, og der er derfor brug for nye teknologier, der kan gemme, organisere, analysere og visualisere data på en brugervenlig måde og derigennem effektivisere centrets forskning.

Birgitte Nauntofte, direktør i Novo Nordisk Fonden, siger: ”Med bevillingen ønsker vi at understøtte, at Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability kan styrke sine kompetencer inden for analyse og modellering af store mængder data, der er et hastigt voksende og vigtigt område. Dette vil samtidig effektivisere centrets arbejde med design og konstruktion af cellefabrikker, som er et afgørende element i skabelsen af et bæredygtigt biobaseret samfund.”

Læs mere i dagens pressemeddelelsen fra DTU.

OM NOVO NORDISK FOUNDATION CENTER FOR BIOSUSTAINABILITY:

Centret forsker i at udvikle ny viden og teknologi, der understøtter en transformation af den oliebaserede kemikalieindustri til en mere bæredygtig biobaseret industri. Her skal kemikalier i stedet produceres ved hjælp af højtspecialiserede cellekulturer – såkaldte cellefabrikker. Endvidere forsker centret i udvikling af robuste og bedre cellefabrikker til effektiv produktion af bl.a. lægemidler.

Centret blev etableret ved DTU i 2011 på baggrund af en bevilling på 700 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden. Siden har centret i 2012 modtaget to bevillinger fra fonden på samlet 411 mio. kr. til hhv. internationalisering og udvidelse af centrets aktiviteter. Med den nye bevillinger er fondens samlede støtte til centret oppe på 1,2 mia. kr.

Siden etableringen har centret publiceret i alt 360 videnskabelige artikler, heraf mange i højt ansete tidsskrifter. Centret har desuden indleveret 35 patentansøgninger baseret på sine videnskabelige resultater. Læs mere på www.biosustain.dtu.dk

YDERLIGERE INFORMATION:

Anne Lykke, Communications Officer, Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability, [email protected], +45 21123770

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden, +45 3067 4805