Ansøg om midler

DTU udbygger forskning og industrisamarbejde om cellekulturer

Dansk forskning i cellekulturer og udvikling af proteiner til biologiske lægemidler, bl.a. til behandling af kræft, styrkes med ny enhed på DTU, National Biologics Facility. Enheden etableres med en bevilling fra Novo Nordisk Fonden og skal det første år især fokusere på etablering af industrisamarbejder. Foto: Jesper Scheel.

DTU opruster forskning og uddannelse i udviklingen af cellekulturer til produktion af proteiner fra hamsterceller, CHO celler, til brug i biologiske lægemidler, som er stærkt efterspurgte af virksomheder i lægemiddelbranchen. Oprustningen på området sker med en startbevilling på 20 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden.

Bevillingen gør det muligt at etablere et forsknings- og undervisningsmiljø på internationalt eliteniveau inden for Cell Culture Engineering og sætte større fokus på etablering af industrisamarbejder inden for feltet. Forskningsmiljøet baseres på det eksisterende miljø i Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability, som overføres og udbygges til et National Biologics Facility på DTU Bioengineering.

”DTU ser store perspektiver i at integrere cellekultur teknologier i vores forsknings- og uddannelsesprogrammer. DTU har allerede i dag flere internationalt førende programmer inden for udvikling af biologiske lægemidler. Når vi kombinerer disse aktiviteter med CHO celle-forskningen i en ny National Biologics Facility, har vi faglig og forskningsmæssig tyngde til at etablere et helt nyt internationalt forskning- og uddannelsesmiljø,” siger Bjarke Bak Christensen direktør for DTU Bioengineering.

Claus Felby, Senior Vice President i Novo Nordisk Fonden glæder sig over etableringen af National Biologics Facility. ”Det stærke fokus på at bringe de imponerende resultater af forskningen i CHO-celler ud til industrien og styrke undervisningen er vigtig for, at vi fortsat kan udvikle Danmarks styrkepositioner inden for bioteknologi,” siger Claus Felby.

Forskningen i cellekulturer baseret på hamsterceller, CHO celler, til produktion af proteiner blev etableret på DTU i 2012. På kun otte år er det lykkedes forskergruppen på Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability at blive internationalt førende inden for udvikling af nye cellelinjer, der kan bruges til produktion af nye og bedre biologiske lægemidler til behandling af en lang række sygdomme inklusiv kræft og andre sygdomme hvor der ikke er optimale behandlingsmetoder i dag.

Virksomheder får hjælp til udvikling af proteiner
Ud over en række forskningsmæssige gennembrud i udviklingen af potentielle lægemidler har Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability uddannet en række laboranter, master- og ph.d.-studerende, postdocs og seniorforskere, som nu arbejder inden for området, og bringer den nyeste forskning ud i virksomhederne. Det understøttes det første år gennem projektets hovedfokus på at etablere industrisamarbejder.

”Vi vil udnytte forskningsfaciliteterne til at hjælpe små og mellemstore virksomheder i deres arbejde med at producere proteiner til forskningsbrug og udvikling. Ideen er, at de skal kunne trække på vores ekspertise, faciliteter og uddannelsesmiljø til at få produceret de proteiner, som de skal bruge i deres prækliniske forskning og udvikling. På samme måde skal vi producere proteiner, som forskere og studerende kan arbejde med i det akademiske miljø,” siger Bjørn Voldborg, som bliver leder for National Biologics Facility.

Læs mere om bevillingen på DTU’s hjemmeside.

Novo Nordisk Fonden har støttet Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability med i alt 2,1 mia. kr.

Yderligere information

Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, [email protected]