Ansøg om midler

Fra TestCenter Danmark til nyt supermikroskop: Novo Nordisk Fonden har doneret 18 mia. kr. til infrastruktur

Infrastruktur er en vigtig forudsætning for forskning, sundhedsvæsen og uddannelse af højeste kvalitet. Fonden har netop udgivet en ny rapport, som stiller skarpt på fondens samfundsmæssige betydning inden for forskning, uddannelse, økonomi og sundhed. Heraf fremgår bl.a., at fonden siden 2007 har bevilget over 18 mia. kr. til infrastruktur til gavn for forskning og samfund.

For mange er infrastruktur måske associeret med transport, veje og kabelnet. Men infrastruktur, herunder avanceret laboratorieudstyr og teknologi, er også en vigtig forudsætning for at have et effektivt sundhedsvæsen samt forskning og uddannelse i verdensklasse.

Novo Nordisk Fonden støtter derfor infrastruktur af højeste kvalitet.

Fonden har netop udgivet en ny rapport, som stiller skarpt på fondens samfundsmæssige betydning inden for forskning, uddannelse, økonomi og sundhed.

Heraf fremgår bl.a., at fonden siden 2007 har bevilget over 18 mia. kr. til infrastruktur til gavn for forskning og samfund.

Novo Nordisk Fonden ønsker, at bl.a. forskere, læger og sygeplejersker skal have adgang til infrastruktur af højeste kvalitet, f.eks. moderne udstyr og den mest avancerede teknologi. Dette kommer i sidste ende patienterne til gavn og har også den positive konsekvens, at det tiltrækker talentfulde forskere fra udlandet og ambitiøst sundhedspersonale.

”Novo Nordisk Fonden bidrager markant til at øge kapaciteten på eksisterende statslige institutioner i uddannelses-, sundheds- og forskningssektoren. Det gør vi ved at støtte store infrastrukturprojekter, som f.eks. laboratorier, særlige forskningsbygninger, forsknings- og testudstyr og uddannelsesprogrammer. Det kan f.eks. også være et akademi for forskningstalenter. Investeringen i forskningsudstyr og i etablering af uddannelsesprogrammer gør, at flere talenter kan optages. Vi ønsker at være i dialog med institutionerne og hjælpe med, at de opnår deres ambitioner,” siger Thomas Alslev Christensen, Senior Vice President, Impact og ansvarlig for Novo Nordisk Fondens impact assessment, analyser, CSR og datarapportering.

Øget testkapacitet og verdens bedste laboratorieudstyr
Blandt fondens bevillinger til infrastruktur er bl.a. støtte til etableringen af TestCenter Danmark, da Corona-epidemien ramte. Novo Nordisk Fonden bevilgede over 250 mio. kr. til etablering af testcentret, som er forankret på Statens Serum Institut. Bevillingen har bidraget til at skaffe nødvendige testmaskiner, reagenser og udstyr, der har gjort det muligt at udføre mange tusinde test for COVID-19 hver dag.

Et andet eksempel er et ”supermikroskop” på Københavns Universitet. Her har fonden bevilget 60 mio. kr. til bl.a. etablering af et avanceret cryo-elektronmikroskop til analyse af proteinstrukturer. Bevillingen muliggør ny indsigt i og forståelse af proteiners tredimensionelle opbygning, hvilket vil kunne benyttes til udvikling af bl.a. ny medicin til den enkelte patient.

Læs hele rapporten
Læs mere om effekter af Novo Nordisk Fondens bevillinger i 2020 i rapporten her.

 

Om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål: 1) at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen; og 2) at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.

Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers liv og bæredygtigheden i samfundet. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 30 milliarder kroner, primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande samt behandling og forebyggelse af diabetes. Læs mere på www.novonordiskfonden.dk.

Yderligere information
Christian Mostrup, pressechef, +45 3067 4805, [email protected]