Ansøg om midler

Fremtidens grønne arbejdsmarked i støbeskeen

Nyt strategisk og ambitiøst projekt skal kortlægge behovet for grønne kompetencer på det danske arbejdsmarked for at vi når i mål med den grønne omstilling og sikrer udnyttelsen af et historisk stort potentiale for eksport og beskæftigelse.

Det står allerede nu klart, at Danmark kommer til at mangle både faglært og akademisk uddannet arbejdskraft inden for en ganske kort årrække til den grønne omstilling. I værste fald taler vi om en mangel på 100.000 ansatte i 2030 til at varetage grønne job, viser ny rapport udarbejdet af Boston Consulting Group. Det kan skabe store problemer for både erhvervsvirksomhederne og udviklingen af det danske velfærdssamfund.

Uden arbejdskraften kan den grønne omstilling ganske enkelt ikke realiseres og udviklingen går i stå. Dels fordi virksomhederne får svært ved at rekruttere den arbejdskraft, de har behov for, til at udvikle, producere, sælge og implementere deres grønne produkter og services. Dels fordi vi i Danmark får sværere ved at bidrage med de grønne løsninger, der er brug for, til at skalere omstillingen i Danmark såvel som globalt.

Derfor er Tænketanken Concito og Tænketanken Mandag Morgen gået sammen om at kortlægge fremtidens grønne arbejdsmarked og beskrive, hvad der skal til, for at arbejdsmarkedet kan følge med til en grøn omstilling.

To store fonde og et arbejdsmarkedspensionsselskab er gået sammen om at finansiere projektet. Det er Novo Nordisk Fonden, Industriens Fond og PensionDanmark. Projektet er toårigt, har en økonomisk ramme på godt 6 mio. kr. og får opstart til august 2021. Det første år af projektperioden vil blive brugt primært til det omfattende analysearbejde og det andet år til forankring af resultaterne og til at skabe konkrete handlingsorienterede initiativer på basis af den nye viden.

”Novo Nordisk Fonden ønsker at bidrage til udviklingen af et vidensbaseret og bæredygtigt samfund. Dette kræver bl.a. uddannelse af dygtige medarbejdere med de rette kompetencer til at opfinde grønne løsninger til samfundets udfordringer. Med støtten til CONCITO’s og Tænketanken Mandag Morgens projekt vil vi gerne bidrage til, at der skabes ny viden og debat om, hvordan vi kan styrke uddannelse og kompetencer blandt både den faglærte og akademisk uddannede arbejdsstyrke og på den måde være med til at fremtidssikre det danske arbejdsmarked,” siger Berith Bjørnholm, Senior Vice President, Education & Outreach hos Novo Nordisk Fonden.

Fra projektets anden finansielle bidragyder, PensionDanmark lyder det: ”Vores medlemmer spiller en vigtig rolle i realiseringen af de ambitiøse danske grønne målsætninger. Derfor er det afgørende, at vi får kortlagt, hvilke kompetencer, der er behov for på fremtidens grønne arbejdsmarked. Så kan vi med hjælp fra de efteruddannelsesfonde, som PensionDanmark administrerer, sørge for at efteruddannelsesindsatsen målrettes de nye grønne jobmuligheder for vores medlemmer og dermed fremtidssikre gode danske arbejdspladser,” siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

Endelig siger adm. direktør Thomas Hofman-Bang, Industriens Fond om projektet: ”I Industriens Fond er vores klare mål at styrke virksomhedernes konkurrenceevne, og her bliver bæredygtighed et stadig mere afgørende parameter. Men uden de rette medarbejdere med de rette kompetencer får virksomhederne svært ved udvikle deres grønne profil og udvikle sig til morgendagens globale succesvirksomheder. Vi ser meget frem til at engagere os i projektet de kommende år og ikke mindst blive klogere på, hvor der er rum for handling, så vi sikrer at vi som samfund lykkes med den grønne omstilling.”

Som et centralt element i projektet er der etableret en følgegruppe som foreløbig består af Dansk Industri, Dansk Erhverv, Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Akademikernes Centralorganisation, Ingeniørforeningen IDA, 3F, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, Københavns Kommune, Danfoss, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og Akademiet for Tekniske Videnskaber. Projektet, som dermed samler en række toneangivende kræfter på tværs af det danske samfund, er den første af sin art både i Danmark og i resten af verden. Håbet er, at projektet dermed kan bidrage til at vise både danske beslutningstagere og udlandet, hvordan at den grønne omstilling og tilvejebringelsen af arbejdskraften til den kan gå hånd i hånd.

”Ser vi fremad, hvor den grønne omstilling skal accelereres markant, bliver det afgørende, at vi fastholder vores førerposition og et højt ambitionsniveau. Men vi skal også sikre os, at vi har styr på værktøjskassen.  Det kræver et stærkt lederskab, de rette virkemidler og ikke mindst, at vi har et arbejdsmarked, som understøtter den udvikling. Og her spiller fremtidens grønne kompetencer en afgørende rolle. Det betyder også, at det er nu vi skal sætte ind, hvis vi ikke skal ende i en situation, hvor det er manglen på kompetent arbejdskraft, der bremser den grønne omstilling,” siger direktør for Tænketanken CONCITO, Christian Ibsen.

”Det her er en af de vigtigste byggesten, der skal til for at lykkes med den grønne omstilling ved siden af finansiering, politiske handlekraft og engagement fra alle dele af det danske samfund. Danmark har altid markeret sig på, at der ikke er en modsætning mellem at tænke grønt og bevare eller skabe nye arbejdspladser. Men det kræver, at vi uddanner og efteruddanner til et grønt arbejdsmarked, og at vi begynder den proces nu”, siger strategidirektør i Tænketanken Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen.

Yderligere oplysninger:

Sara Petrycer Hansen, projektchef for initiativet Danmark som grøn vindernation, CONCITO.
E-mail:
[email protected]. Mobil: 30224785

Lisbeth Knudsen, strategidirektør Tænketanken Mandag Morgen
E-mail:
[email protected]. Mobil: 21410000