Ansøg om midler

Hanna Line Jakobsen skal stå i spidsen for Novo Nordisk Fondens uddelinger til sociale og humanitære formål

Hanna Line Jakobsen skal stå i spidsen for Novo Nordisk Fondens uddelinger til sociale og humanitære formål. Foto: Morten Holtum.

Hanna Line Jakobsen, udviklingsdirektør i Unicef Danmark og forhenværende præsident i Røde Kors i Danmark, bliver chef for Novo Nordisk Fondens sociale og humanitære område og dermed for udmøntningen af fondens nye strategi på området.

Fonden planlægger at øge sin støtte til sociale og humanitære indsatser betragteligt i de kommende år. Fonden ønsker at medvirke til at forbedre livskvalitet og livsmuligheder for udsatte børn og unge gennem ud­dannelse, udvikling af kompetencer samt sundhedsindsatser.

”Jeg har i mere end 20 år arbejdet med indsatser for udsatte børn og unge, og jeg er stærkt motiveret af at finde løsninger, som giver dem både en god barndom og en god indgang til voksenlivet. Derfor er jeg også begejstret for at skulle stå i spidsen for fondens nye strategi på det sociale og humanitære område og derigennem bidrage til at skabe konkrete forbedringer i børn og unges livsmuligheder,” siger Hanna Line Jakobsen.

Hanna Line Jakobsen kommer fra en stilling som udviklingsdirektør i Unicef Danmark, hvor hun som en del af direktionen bl.a. har haft ansvar for at udvikle partnerskaber og samarbejder med virksomheder, fonde og større private bidragsydere.

Før det var hun præsident i Røde Kors i Danmark med overordnet ansvar for hjælpeorganisationens strategi. Hun har desuden arbejdet som projektleder inden for social- og sundhedsområdet i Den Obelske Familiefond.

Birgitte Nauntofte, adm. direktør i Novo Nordisk Fonden siger: ”Ansættelsen af Hanna Line Jakobsen er en stor gevinst for Novo Nordisk Fonden. Hendes indblik, viden og erfaring fra den sociale og humanitære sektor samt hendes smittende engagement vil styrke fonden markant, når vi i de kommende år øger vores støtte til indsatser inden for det sociale og humanitære område.”

Hanna Line Jakobsens titel bliver Head of Social, Humanitarian and Development Aid, og hun tiltræder den nyoprettede stilling 1. december.

Om Hanna Line Jakobsen

Født 1981 i Odder. Er gift og har to børn.
•2017-2018: Udviklingsdirektør, Unicef Danmark.
•2014-2017: Præsident (bestyrelsesformand), Dansk Røde Kors.
•2011-2017: Projektleder, Den Obelske Familiefond.
•2007-2011: Chefkonsulent, DJØF.
•2005-2009: Formand, Ungdommens Røde Kors.
Er uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitet (2007) og har en diplomuddannelse i ledelse fra Ingeniørhøjskolen i Ballerup (2009). Hun er netop ved at afslutte Executive MBA-uddannelsen fra Henley Business School i Storbritannien.

Yderligere information

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden
tlf.: 3067 4805, [email protected]