Ansøg om midler

Højteknologiske mikroskoper kan give forskere ny viden om molekyler, celler og væv

Indkøb af tre nye mikroskoper styrker Syddansk Universitet og Danmarks position inden for mikroskopi af biologiske prøver. Bevillingsmodtageren er lektor Jonathan Brewer fra SDU. Foto: SDU.

Syddansk Universitet (SDU) har ved hjælp af en bevilling fra Novo Nordisk Fonden på 12,3 mio. kr. fået mulighed for at købe tre avancerede mikroskoper til at opgradere danske forskeres muligheder inden for biologisk forskning.

Med de nye mikroskoper, som vil blive placeret på Danish Molecular Biomedical Imaging Center (DaMBIC) på SDU, kan forskere komme endnu dybere ned i forskning, som kræver adgang til ’state-of-the-art’ mikroskoper til afbildning af bl.a. enkelte molekyler inden i en celle eller en kræfttumors vækst.

”Bevillingen giver forskere fra SDU og resten af Danmark adgang til det fremmeligste inden for moderne mikroskopisk billedtagning, hvilket er nødvendigt for mange forskeres biologiske eller medicinske forskning,” fortæller bevillingsmodtageren, lektor Jonathan Brewer fra Institut for Biokemi og Molekylærbiologi ved SDU.

Tre typer mikroskoper

De tre mikroskoper, som Jonathan Brewer planlægger at udstyre sit laboratorie med, er:

  • Confocal Laser Scanning Microscope. Dette mikroskop kan blive brugt af forskere, der skal bruge detaljerede 3D-billeder af forskellige biologiske, biokemiske og molekylære processer inden i væv eller celler.
  • Lattice Light Microscope. Denne form for mikroskopi er ny og banebrydende og kan benyttes til hurtig fotografering i 3D af molekyler, celler og væv. Mikroskopet er et vigtigt nyt værktøj til studier af levende væv i høj opløsning.
  • Atomic Force Microscope. Mikroskopet er et kraftigt værktøj i forhold til at studere strukturer og dynamikker i biologiske processer. Det nye mikroskop vil erstatte et 10 år gammelt tilsvarende mikroskop, men vil være op til 100 gange hurtigere.

”Mikroskoperne vil blive anvendt i en række projekter, der blandt andet omhandler udvikling af lægemidler, studier af tarmbakterier, fødevarevidenskab samt diabetes- og kræftforskning. Udstyret vil også blive brugt til at træne den næste generation af forskere i den nyeste form for mikroskopi,” forklarer Jonathan Brewer.

Foruden indkøbet af de nye mikroskoper vil Jonathan Brewer også bruge en del af bevillingen på at opgradere eksisterende mikroskoper, så deres anvendelsesmuligheder følger med behovet fra den danske forskningsverden. Blandt andet vil han opgradere et eksisterende mikroskop til også at kunne tage 3D-billeder i en meget højere opløsning, end det tidligere har været muligt.

DaMBIC er en hjørnesten i dansk forskning inden for mikroskopi af biologisk prøver og hjælper forskere fra såvel SDU som fra de andre danske universiteter samt industrien med at tage og analysere de bedst mulige billeder af den mikrobiologiske og molekylære verden. Jonathan Brewers bevilling vil give centret et substantielt løft og holde det på et højt internationalt niveau.

Seks danske forskere har fået bevilliget penge til nyt laboratorieudstyr

Novo Nordisk Fonden har bevilget i alt 75 mio. kr. til seks forskere fra danske universiteter til indkøb af avanceret laboratorieudstyr. Udover bevillingen til Syddansk Universitet er der også uddelt bevillinger til forskere ved Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

For alle bevillingerne gælder det, at forskningsinfrastrukturen skal gøre bredt tilgængelig for forskere fra både universitetsmiljøerne og industrien. Læs mere om de øvrige bevillinger her.

Yderligere information

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, [email protected]