menu
https://novonordiskfonden.dk/da/nyheder/indlaeg-fra-lars-rebien-om-antibiotikaresistens/

Indlæg fra Lars Rebien om antibiotikaresistens

Indlæg fra Lars Rebien om antibiotikaresistens

05 nov 2020

Hvert år dør ca. 700.000 mennesker globalt pga. resistente infektioner. Det svarer til ca. 2.000 hver dag. Ifølge fremskrivninger fra forskellige tænketanke, så skønnes det dødstal at stige til 10.000.000 om året i 2050, hvis ikke vi får løst problemet med antibiotikaresistens. Og sikkert er det, at problemet bliver værre år for år, inden vi finder en løsning på det. Så man kan sige, at vi årligt står med et skjult problem, der i størrelsesorden er sammenligneligt med den COVID-19 epidemi, som vi står over for i dag.

Coronavirus har været et overrumplende slag mod vores samfund og vores levevis. WHO og andre har advaret mod de risici, som nye vira repræsenter. Vi kunne have forberedt os bedre med henblik på testkapacitet, med henblik på at sikre værnemidler for vores sundhedspersonale, og med henblik på at have planer klar til mobilisering af hospitalsvæsnets intensive kapacitet. Men i lyset af, at det jo er en ny virus, så kunne vi i hvert fald ikke begynde at udvikle en vaccine, før vi kendte den pågældende virus.

Pointen er at coronavirus med al ønskelig tydelighed har illustreret, hvor sårbare vi som samfund er over for smitsomme sygdomme.

Ligesom vira er bakterier også smitsomme. Her går bekymringen ikke på nye bakterier, men på bakterier som vi allerede kender, og som bliver resistente over for den behandling, den antibiotika, vi har til rådighed. Derfor er der to ting, der er vigtige: At vi passer på den antibiotika, vi har, og at vi udvikler en jævn strøm af nye antibiotika, eftersom bakterierne med tiden opbygger resistens. Og der er plads til forbedring på begge fronter.

Globalt set er forbruget af antibiotika særligt stort i landbruget, og det er stigende. Vi ser også stigende udskrifter af recepter, i de tilfælde hvor der overhovedet er brug for en recept. Der er mange steder i verden, hvor man kan hente antibiotika i håndkøb. Det er et stort problem.

Mellem 2000 og 2015 steg antibiotikaforbruget med næsten 40% pr. indbygger på verdensplan, primært drevet af stigninger i lav- og mellemindkomstlande. I mange lande, fx i Indien, rapporterer apotekerne om udlevering af antibiotika uden recept, som allerede nævnt. Denne praksis er mest almindelig ved behandling af patienter, der af økonomiske og logistiske årsager har svært ved at få adgang til en autoriseret læge. Samtidig er forbruget af antibiotika steget dramatisk i landbruget. Ifølge FDA gik ikke mindre end 80% af det amerikanske antibiotikaforbrug i 2014 til husdyrene.

Samtidig bremser markedssituationen for, at vi får udviklet et tilstrækkeligt antal nye antibiotika. Forretningsmodellen omkring udvikling af antibiotika er brudt sammen. Udviklingsomkostningerne for nyligt godkendte antibiotika kan ikke dækkes ind gennem salget. De fleste store lægemiddelvirksomheder har afbrudt udviklingen af ny antibiotika, og mange små virksomheder er på det seneste gået konkurs pga. en manglende økonomisk model. Det er selvfølgelig fordi, at nyudviklede, virksomme antibiotika i hospitalsvæsnet bliver holdt som en ’sidste skanse’. Det skal helst ind i skabet, som vi ikke lukker op, før det er den sidste mulighed for at behandle patienterne. Det fremmer selvfølgelig ikke incitamenterne hos producenterne, da de ikke får nogen indtægtsmuligheder for nye antibiotika. Et estimat fra 2017 anslår, at omkostningen ved at udvikle et nyt antibiotika er USD 1,5 mia. – altså ca. 10 mia. kr. Den årlige gennemsnitsindtægt for et nyt antibiotika ligger på omkring 300 mio. kr. Så uden rentes rente vil det jo tage 30 år at genskabe den investering, som går til at udvikle et nyt antibiotikum. Resultatet er, at pipeline for udvikling af ny antibiotika er ekstremt tynd og helt utilstrækkelig i forhold til den udfordring, vi står overfor. Pt. er der kun 15 antibiotika, målrettet patogener og som WHO har klassificeret som højtprioriterede eller kritisk vigtige, der befinder sig i fase 2 eller fase 3 af den kliniske udvikling. Verden har brug for anslået 1-2 nye antibiotika årligt for at holde resistensen i skak, og den aktuelle pipeline kan slet ikke honorere det behov. Uanset hvad vi gør, må vi forberede os på, at problemet bliver værre, før det bliver bedre.

Ser vi på Danmark er det glædeligt, at det har vist sig, at stigningen i antibiotikaforbruget ikke alene kan bremses, den kan også vendes. I sidste måned kunne vi læse i den årlige Danmap-rapport, at antibiotikaforbruget igen faldt i 2019, som det har være tilfældet de seneste seks år. Dette er en imponerende bedrift, og jeg håber, vi kan hjælpe og inspirere andre lande til at gå samme vej. Sagen er jo den, at resistente bakterier – ligesom vira – ikke respekterer landegrænser. Resistens, der udvikles på den anden side af kloden, finder før eller siden vej til Danmark, så vi kan på ingen måde tillade os at hvile på den succes, vi oplever i dag. Den bør kun motivere os til at tage de næste nødvendige skridt og til at påvirke den internationale dagsorden.

Globalt set har vi alle muligheder for at forberede os, og når det gælder resistente bakterier, er der modsat vira intet nyt. Vi ved præcis, hvad vi skal forberede os på. Derfor er det så beskæmmende, at udviklingen af nye antibiotika ikke følger behovet. Som nævnt, så dør der hver dag 2.000 mennesker pga. antibiotikaresistente infektioner. Selv hvis vi i dag sætter alle sejl til, vil tallet blive højere, før det igen falder. Gør vi ikke noget, så lurer katastrofen.

I Novo Nordisk Fonden har vi stort fokus på området. Vi støtter tidlig forskning, vi investerer i virksomheder med projekter i den tidlige udviklingsfase, og vi er med i globale alliancer.

REPAIR Impact Fund blev lanceret i 2018 med 1 mia. kr. i kapital. Formålet er at investere i selskaber med tidlige projekter og nye tilgange til at udvikle antibiotika. Indtil videre har vi investeret i ni projekter med meget forskellige videnskabelige tilgange.

I sommer gav Novo Nordisk Fonden (sammen med Novo Nordisk og andre danske medicinalvirksomheder) et væsentligt bidrag til AMR Action Fund, som medicinalindustrien og fonde står bag. Der er her tale om et kapitalindskud på USD 1 mia. til den sene udvikling af nye antibiotika. Det kan selvfølgelig ikke gøre det, når jeg nævnte før, at det koster USD 1,5 mia. at udvikle et antibiotikum. Derfor skal der selvfølgelig yderligere kapital til, men det er vigtigt med denne risikovillige kapital, som kan lægges i bunden, så vi dermed kan tiltrække andre finansieringskilder, fra pensionsfonde, fra regeringer, og fra andre fonde som er interesserede i at hjælpe med at løse denne problemstilling.

Herudover skal der skabes en markedsmodel, som skaber incitament for producenterne, så de private aktører vil engagere sig. Det er jo et usikkert udviklingsarbejde, og der skal være en forventet forrentning som belønning.

Min holdning er, at Danmark på dette område har alle forudsætninger for at yde et meget meningsfuldt bidrag til den globale udvikling og sundhed. Vi taler meget i disse dage om at være et foregangsland, fx inden for klimaområdet. Jeg vil vove den påstand, at det giver mere overordnet fornuft at foreslå, at Danmark burde spille en rolle inden for området antibiotikaresistens givet vores stærke life science og lægemiddelindustri.