Ansøg om midler

Lærere Bag Mini-planetarium Og Skolehaver Modtager Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris

Naturfagslærerne Helle Houkjær (tv.) og Lone Skafte Jespersen, begge Krogårdskolen i Greve, og naturfagslærer Vibeke Prip Larsen (th.), Arden Skole, er valgt som vindere af Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris 2016.

På Krogårdskolen i Greve har naturfagslærerne Lone Skafte Jespersen og Helle Houkjær med inddragelse af deres elever opbygget et økologisk planetarium af ler, sten og halm til gavn for alle kommunens skoleelever. Planetariet har en 360-graders stjerneprojektor, der bl.a. kan vise universet og planeter i en hvælving i loftet.

På Arden Skole i Arden har naturfagslærer Vibeke Prip Larsen taget initiativ til skolens science- og innovationslinje samt til bl.a. etablering af skolehaver i et internationalt samarbejde med fire andre europæiske lande. Her har eleverne plantet danske træer og buske og etableret en lille køkkenhave m.m.

Fælles for lærerne er, at de har formået at skærpe elevernes nysgerrighed over for naturfag og har været med til at forankre naturfagene på deres respektive skoler.

For deres exceptionelle indsatser modtager de Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris 2016. Der uddeles årligt to priser: En til en grundskolelærer øst for Storebælt og en til en grundskolelærer vest for Storebælt. Helt ekstraordinært deles prisen øst for Storebælt i år af to lærere.

Hver pris er på DKK 250.000 bestående af en personlig hæderspris på DKK 50.000 og DKK 200.000 til skolen.

Skoleleder på Krogårdskolen, Rasmus Bjerregaard, siger:

– Helle og Lone er nogle ægte ildsjæle med et stort fagligt og personligt engagement, og jeg synes, at det er fuldt fortjent, at de bliver anerkendt for deres flotte indsats. Det medfølgende beløb til skolen skal bruges til at støtte den naturfaglige profil på skolen i samarbejde med Helle og Lone.

Skoleleder på Arden Skole, Jan Helge Nielsen, siger:

– Vibeke har sammen med sine kolleger skærpet elevernes nysgerrighed og interesse for naturfagene. Hun griber ideer og omsætter dem til praksis og engagerer omverdenen i undervisningen. Jeg synes, at det er fuldt fortjent, at Vibeke bliver anerkendt for sin flotte indsats.

Birgitte Nauntofte, CEO i Novo Nordisk Fonden, siger:

– Det er vigtigt, at vi i Danmark har og sætter pris på dygtige naturfagslærere. Lærerne er med til at opdyrke og pleje talentmassen inden for naturvidenskab, sundhedsvidenskab og teknologi. I sidste ende vil det bidrage til Danmarks fremtidige vækst og konkurrenceevne.

Helle Houkjær siger:
– Prisen er en velkommen anerkendelse af vores fælles indsats. Den skal helt sikkert bruges til nye kreative science-projekter, hvor elevernes viden kan komme i anvendelse.

Lone Skafte Jespersen siger:
– Vi har sammen arbejdet med mange forskelige naturfaglige projekter, men jeg vil især fremhæve vores miljøprojekter inden for Grønt Flag som noget, der engagerer og motiverer eleverne – her kan de bruge deres viden til at gøre en forskel.

Vibeke Prip Larsen siger:
– Jeg er fuldstændig overvældet og meget ydmyg. Det er noget helt særligt at blive indstillet af sine kollegaer. Jeg kunne ikke gøre det uden jer – mine dygtige kollegaer og en lydhør ledelse. Tusind tak.

Priserne overrækkes til lærerne tirsdag 26. april 2016 under finalen i Unge Forskere i København.

UDDRAG AF PRISBEDØMMELSESUDVALGETS BEGRUNDELSE FOR VALGET AF LONE SKAFTE JESPERSEN OG HELLE HOUKJÆR

Lone Skafte Jespersen og Helle Houkjær er naturfagslærere på Krogårdskolen i Greve og har gjort en ekstraordinær fælles indsats for at synliggøre og forankre en naturfaglig kultur på skolen.

Med en ihærdig indsats har de opbygget et økologisk bygget planetarium med inddragelse af eleverne. Alle kommunens naturfagslærere har nu mulighed for at inddrage planetariet i deres undervisning, så indsatsen kommer mange til gode.

Lone Skafte Jespersen og Helle Houkjær deler deres viden og formidler i mange forskellige fora. De holder kurser for de lokale skoler og samarbejder på tværs af skoler, uformelle læringsmiljøer og virksomheder. De arbejder ofte med en tværfaglig og projektbaseret undervisningsform, hvor de har fokus på elevernes læringspotentialer.

Med prisen hædres Lone Skafte Jespersen og Helle Houkjær for en mangeårig indsats, der har bidraget til at forankre naturfagene på Krogårdskolen. De to lærere slipper ikke projekterne når begejstringen er forbi, og derfor er denne indsats eksemplarisk forankret i skolens kultur.

UDDRAG AF PRISBEDØMMELSESUDVALGETS BEGRUNDELSE FOR VALGET AF VIBEKE PRIP LARSEN

Vibeke Prip Larsen er naturfagslærer på Arden Skole, hvor hun har gjort en ekstraordinær undervisningsindsats for at forankre naturfagene på skolen og være til inspiration for hendes kolleger.

Vibeke Prip Larsen har i samarbejde med sine kolleger formået at skærpe elevernes nysgerrighed og aktive tilgang til naturfag i bred forstand. Hun tager gerne kollegernes idéer og arbejder videre med dem og engagerer omverdenen i undervisningen. Vibeke Prip Larsen har været initiativtager til etablering af skolens science og innovationslinje og har også etableret fagudvalg på Arden Skole.

Med prisen hædres Vibeke Prip Larsen for en ihærdig og vedvarende indsats, som har skabt exceptionelle resultater for naturfagene på Arden Skole.

OM NOVO NORDISK FONDENS NATURFAGSLÆRERPRIS

Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris har til formål at anerkende og synliggøre en ekstraordinær indsats inden for naturvidenskabelig undervisning på grundskoleniveau i Danmark.

Hver pris er på DKK 250.000 bestående af en personlig hæderspris på DKK 50.000 og DKK 200.000 til skolen. Andelen, som tilfalder skolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning (f.eks. indkøb af nyt undervisningsmateriale eller opgradering af lokaler/inventar til naturfagsundervisning).

Prisen uddeles til en grundskolelærer efter indstilling fra dennes skoleleder. Alle elever, forældre, kolleger og skoleledere tilknyttet den pågældende skole kan komme med forslag, men indstillingen skal foregå via den pågældendes skoleleder. Blandt de indstillede udvælges prisvinderne af et bedømmelsesudvalg nedsat i regi af Astra og Novo Nordisk Fonden.

Læs mere om prisen her.

YDERLIGERE INFORMATION:

Krogårdskolen: Skoleleder Rasmus Bjerregaard, tlf.: 5180 3182

Arden Skole: Skoleleder Jan Helge Nielsen, tlf.: 2623 5879

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden: tlf.: 3067 4805.