menu

Lars Rebien Sørensen bliver ny formand for Novo Nordisk Fonden

17 maj
2018

Novo Nordisk Fondens bestyrelse har på et møde 16. maj indstillet, at Lars Rebien Sørensen bliver ny bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden med effekt fra 1. juli 2018. Han bliver samtidig formand for fondens investeringsselskab, Novo Holdings A/S.

Lars Rebien Sørensen indtrådte i bestyrelsen for Novo Nordisk Fonden i marts 2017 og blev valgt til næstformand i Novo Nordisk Fonden i marts 2018.

Han afløser Sten Scheibye, der udtræder af bestyrelsen per 1. juli 2018.

”Jeg mener, at det er det rette tidspunkt at videregive stafetten. Novo Nordisk Fonden afslutter i år den strategi, som jeg var med til at definere i 2013, og som jeg som formand har haft det overordnede ansvar for. Siden medio 2017 har vi i bestyrelsen arbejdet med at definere en ny femårsstrategi for fonden for 2019-2023. Lars Rebien Sørensen har naturligvis været med i udviklingen af den nye strategi, som han nu kommer til at stå i spidsen for,” siger Sten Scheibye.

Sten Scheibye har været formand for Novo Nordisk Fonden siden marts 2013, efter han blev valgt ind i fondsbestyrelsen i 2012. I hans formandsperiode er fondens uddelinger vokset fra 687 mio. kr. i 2013 til 5,8 mia. i 2017, og i alt har fonden uddelt 12,9 mia. kr. i de fem år.

Lars Rebien Sørensen siger: ”Novo Nordisk Fonden har med Sten Scheibye som formand været igennem en fantastisk udvikling. Det er et stort ansvar og et privilegium at være med til at gennemføre fondens nye strategi i de kommende år til gavn for menneskers liv og bæredygtigheden i samfundet.”

Ny næstformand

I forbindelse med formandsskiftet bliver Marianne Philip, partner i advokatfirmaet Kromann Reumert, ny næstformand i Novo Nordisk Fonden per 1. juli. Hun har været medlem af fondsbestyrelsen siden 2014.

Novo Nordisk Fonden har i det seneste år udpeget en række nye bestyrelsesmedlemmer. Per 1. juli 2018 udgøres Novo Nordisk Fondens bestyrelse af følgende medlemmer:

Lars Rebien Sørensen, formand
Marianne Philip, næstformand
Lars Fugger
Liselotte Højgaard
Lars Munch
Steen Riisgaard
Mads Grøn, medarbejderrepræsentant
Anne Marie Kverneland, medarbejderrepræsentant
Lars Bo Køppler, medarbejderrepræsentant

Om Lars Rebien Sørensen:

Født 1954.

Uddannet forstkandidat fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole i 1981 og HD i udenrigshandel fra Handelshøjskolen i København i 1983.

Fra 2000-2016 adm. direktør i Novo Nordisk A/S.

Er medlem af en række øvrige bestyrelser, herunder bl.a. næstformand i Carlsberg A/S, formand for kapitalfonden Axcels advisory board og bestyrelsesmedlem i den schweiziske ingrediensvirksomhed Jungbunzlauer, Thermo Fischer Scientific Inc. (USA) og svenske Essity.

Om Novo Nordisk Fonden

Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål: 1) at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen; og 2) at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.

Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers helbred og velfærd. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 16 milliarder kroner, primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande samt behandling og forebyggelse af diabetes. Læs mere på www.novonordiskfonden.dk.

Yderligere information

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk.

Lars Rebien Sørensen bliver ny bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden med effekt fra 1. juli 2018. Marianne Philip bliver ny næstformand.

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close