menu

Mors Sukkerforbrug Kan Gøre Ungerne Tykke

03 feb
2017
AF MORTEN BUSCH

Du bliver hvad du spiser, siger en gammel talemåde. Ny forskning viser dog, at du kan tilføje, at du også bliver, hvad din mor spiser. Forskere har fodret gravide rotter med chokolade og sodavand. Resultat var, at ungerne blev tykke. Heldigvis kan man dog tilsyneladende spise sig ud af problemerne igen.

Dåseferskner, skinkesalat eller rå mængder af Marabou. Hormonerne tordner rundt hos kvinder, der er gravide, og derfor får de ofte en ubændig lyst til specielle typer af mad. Selv om disse tendenser normalt er harmløse, viser ny forskning, at det er vigtigt, at lysterne ikke bliver til vaner, da dårlige madvaner ikke blot sætter varige spor på moderens men også børnenes maver.

For at undersøge effekten af mødres kost på børn har en international forskergruppe med dansk deltagelse undersøgt en gruppe gravide rottemødre og deres unger. Den ene halvdel af rotterne fik en normal sund kost, mens den anden fik en kost med store mængder af chokolade og sodavand. Forskerne undersøgte herefter rotteungerne løbende fra fødslen, og frem til de var 26 uger gamle.

Forskerne ville undersøge, om den sukkerholdige kost ville påvirke ungernes tendens fedme og diabetes. Teorien var, at den store mængde sukker ville påvirke rotternes følsomhed over for hormonet leptin. Leptin er et vægtregulerende hormon, der dannes i fedtvæv og kan skabe en mæthedsfornemmelse. Det gør, at man spiser mindre, og forbrændingen øges, så ens fedtdepoter ikke vokser.

Hos rotteungerne fra de sukkerspisende mødre var denne balance forskubbet. Selvom leptin gjorde, at rotteungerne følte sig mere mætte og derfor spiste mindre, så havde rotterne en lavere forbrænding. Samlet set blev rotteungerne fra de sukkerspisende mødre derfor tykkere med større tendens til diabetes end ungerne fra normalt spisende rottemødre.

Den positive del af historien er, at rotteungerne var i stand til at spise sig ud af sukkerarven ved at spise en sund kost i en længere periode. Forskningen tyder altså på, at børn arver dårlige sukkervaner fra deres mødre, men at det med lidt hårdere arbejde end normalt kan lade sig gøre at spise sig ud af sukkertrangen og tendensen til fedme og diabetes.

Artiklen “Differential hypothalamic leptin sensitivity in obese rat offspring exposed to maternal and postnatal intake of chocolate and soft drink” er udkommet i Nutrition and Diabetes. Mette Olaf Nielsen, der er medforfatter på studiet modtog i 2012 en bevilling fra Novo Nordisk Fonden til projektet “Impact of gestational overnutrition and undernutrition on fetal programming of the hypothalamic-pituitary-thyroidal axis.

Ny forskning tyder på, at børn arver dårlige sukkervaner fra deres mødre, men at det med lidt hårdere arbejde end normalt kan lade sig gøre at spise sig ud af sukkertrangen og tendensen til fedme og diabetes (Foto: Shutterstock)

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close