menu
https://novonordiskfonden.dk/da/nyheder/novo-holdings-selskaber-leverede-laegemidler-til-mere-end-30-mio-personer-i-2020/

Novo Holdings-selskaber leverede lægemidler til mere end 30 mio. personer i 2020

Novo Holdings-selskaber leverede lægemidler til mere end 30 mio. personer i 2020

13 jul 2021

Ud over at støtte videnskabelige, sociale og humanitære formål ejer og investerer Novo Nordisk Fonden også i life science-virksomheder, der bidrager til forskning i og udvikling af nye lægemidler og løsninger til gavn for mennesker og samfundets bæredygtighed.

Investeringerne foretages af Novo Holdings A/S, der er fondens 100% ejede datterselskab.

I dag omfatter de aktiver, der forvaltes af Novo Holdings, mere end 130 life science-virksomheder, hvoraf mange af dem leverer livsvigtige lægemidler til mennesker verden over gennem forskning og udvikling.

Alene i 2020 anslås det, at virksomhederne leverede lægemidler til mere end 30 mio. personer.

For første gang bliver dette nu dokumenteret i fondens Impact Report 2020, som for nylig er blevet offentliggjort. Den årlige rapport kigger nærmere på Novo Nordisk Fondens aftryk i samfundet.

”Ud over at støtte fuldt op om Novo Gruppens selskaber som ejer, er det også vores mission at have en stadig større og positiv indvirkning på sundhed, forskning og samfund ved at skabe et attraktivt langsigtet afkast på aktiverne i Novo Nordisk Fonden,” siger Kasim Kutay, CEO i Novo Holdings.

Virksomhedernes produkter og tjenester, herunder farmaceutiske produkter, medicinsk udstyr, teknologier og sundhedsydelser, hjælper millioner af mennesker hvert år. Ét eksempel er Novo Holdings’ 100 % ejerskab af Sonion, en global førende virksomhed inden for design og udvikling af komponenter og løsninger til hørehjælpemidler (høreapparater, in-ear-øretelefoner, hearables og wearables), som forbedrer menneskers livskvalitet over hele verden.

Derudover investerer Novo Holdings også i virksomheder, der gennem bioteknologi udvikler nye løsninger, der adresserer samfundsmæssige udfordringer som eksempelvis klimaforandringer.

Skaber arbejdspladser og vækst
Impact Report 2020 viser også, at virksomhederne i Novo Gruppen (Novo Nordisk og Novozymes) og de life science-virksomheder, som Novo Holdings har investeret i, udvikler en stadig strøm af mulige fremtidige produkter. Siden 2018 er der fra porteføljen af virksomheder udgået mere end 5.700 patentansøgninger, og over 1.600 patenter er blevet tildelt.

Fra 2016 til 2019 har Novo Gruppen  og porteføljen af life science-selskaber udviklet mere end 60 medicinske interventioner og produkter, der er patentbeskyttet.

Investeringerne i selskaberne støtter ikke blot op om sundhed og patienters livskvalitet, men skaber også arbejdspladser og skatteindtægter til samfundet. I 2020 beskæftigede Novo Gruppen og porteføljen af life science-virksomheder mere end 100.000 mennesker, hvoraf de ca. 25.000 arbejder i Danmark. I 2020 kom mere end 10 % af den samlede danske selskabsbeskatning fra Novo Gruppen gennem sambeskatning.

Læs mere i Impact Report 2020 om, hvordan Novo Nordisk Fonden påvirker samfundet gennem jobskabelse, finansiering af forskning og på andre måder.

Yderligere information
Christian Mostrup, pressechef, +45 3067 4805, cims@novo.dk