menu
https://novonordiskfonden.dk/da/nyheder/novo-nordisk-fonden-ansaetter-professor-henrik-sillesen-som-medical-director-i-clinical-science/

Novo Nordisk Fonden ansætter professor Henrik Sillesen som Medical Director i Clinical Science

Novo Nordisk Fonden ansætter professor Henrik Sillesen som Medical Director i Clinical Science

01 sep 2021

Professor Henrik Sillesen er blevet tildelt den nye position som Medical Director i afdelingen for Clinical Science i Novo Nordisk Fonden. Henrik Sillesen har stor erfaring inden for hjertekarsygdomme, hvilket også vil være hans fokusområde, når han tiltræder sin nye stilling den 1. december 2021.

I Novo Nordisk Fonden skal Henrik Sillesen være en del af uddelingsprogrammet, der understøtter klinisk forskning og samarbejder med de danske regioner samt de grønlandske og færøske regeringer om etableringen af fem specialiserede Steno Diabetes Centre i Danmark, et diabetes og livsstilscenter i Grønland og et endokrinologisk center på Færøerne. Den fælles vision for centrene er at levere behandling i verdensklasse til mennesker med diabetes.

”Formålet med den nye stilling er at styrke vores kompetencer inden for kardiometaboliske sygdomme, da det videnskabelige samfund og den kliniske praksis bevæger sig hen imod præcisionsmedicin og stiller det grundlæggende spørgsmål: Hvad er den rigtige behandling for den enkelte patient på det rigtige tidspunkt? Vi er meget glade for at kunne byde velkommen til en så dygtig kliniker og forsker som Henrik Sillesen, der sammen med mit team vil støtte Steno Diabetes Centrene for at kunne forbedre livet for mennesker med  kardiometaboliske sygdomme, siger Martin Ridderståle, Senior Vice President, Clinical Science, Novo Nordisk Fonden.

Henrik Sillesen har været med til at etablere og udvikle afdelingen for karkirurgi på Rigshospitalet til at være en verdensførende klinik. Herudover har han haft en række stillinger i professionelle organisationer, herunder formand for European Society of Vascular Surgery, formand for World Federation for Vascular Specialties, formand for Hjerteforeningen samt medlem af flere komiteer med ansvar for udarbejdelsen af vigtige retningslinjer indenfor sit brede ekspertiseområde omkring hjertekarsygdomme. Senest har Henrik Sillesen været involveret i de arbejdet omkring de kommende 2022 ESC retningslinjer for behandling af hjertekarsygdomme hos patienter, der gennemgår anden kirurgi end hjertekirurgi, fra European Society of Cardiology.

Siden 2016 har Novo Nordisk Fonden bevilliget i alt 7,8 mia. kr. til etableringen af Steno Diabetes Centrene i alle fem regioner i Danmark og i Grønland.


Om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål: 1) at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen; og 2) at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.

Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers liv og bæredygtigheden i samfundet. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 30 milliarder kroner, primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande samt behandling og forebyggelse af diabetes. Læs mere på www.novonordiskfonden.dk.

Yderligere information
Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk