Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden Deltager I Nyt Videnscenter for Fonde

En række af Danmarks største fonde er gået sammen om at stifte et nyt videnscenter for fonde, der får til formål at øge offentlighedens kendskab til fondene og deres aktiviteter samt at formidle ny forskning om fondsrelevante emner.

Videnscentret, der bliver etableret i løbet af første halvdel af 2018, får navnet Fondenes Videnscenter. Målet er, at centeret kan være med til skabe en større forståelse af fondenes virke og dermed blive en vigtig informationskilde for dem, der ønsker mere information om fondene i Danmark. En lige så vigtig opgave for videnscenteret bliver at forstærke vidensdelingen og erfaringsudvekslingen mellem fondene, som i stadig større grad samarbejder om konkrete initiativer og projekter.

Novo Nordisk Fonden er en af de i alt 34 fonde, der har været med til at stifte Fondenes Videnscenter.

”Fondene har stigende betydning i kraft af større uddelingsniveau og aktiviteter, men kendskabsniveauet til fondene er relativ lavt. Vi mener, at der mangler et centralt sted, hvor al den relevante information om fondene og deres aktiviteter kan samles,” siger Steffen Lüders, Head of Communication & Stakeholder Relations i Novo Nordisk Fonden.

Læs mere i pressemeddelelsen om Fondenes Videnscenter og se navnene på alle de deltagende fonde her.

YDERLIGERE INFORMATION

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, [email protected]