Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden giver 6 mio. kr. til Danmark Indsamling

Novo Nordisk Fondens donation går til et Danmarks Indsamling-projekt i Syrien administreret af Røde Kors, der hjælper krigsramte børn og unge i Syrien med at genopbygge deres mentale og fysiske sundhed. Arkivfoto: SARC.

Novo Nordisk Fonden har givet i alt 6 mio. kr. til Gode Gerninger, der er en del af Danmarks Indsamling 2021.

I Gode Gerninger-konceptet har børn i Danmark de seneste fire uger gjort gerninger og udført tjenester til gavn for andre. Det kunne f.eks. være at indsamle skrald eller skrive et brev til bedsteforældrene.

Novo Nordisk Fonden havde på forhånd givet tilsagn om at støtter med 20 kr. per god gerning. Fonden har dog valgt at bidrage yderligere til indsamlingen, da Corona-krisen har mindsket børnenes muligheder for at gøre gode gerninger.

I alt havde børnene udført 100.642 gode gerninger, hvilket udløste en donation på 2.012.840 kr. fra Novo Nordisk Fonden – et beløb som fonden forhøjede til 6 mio. kr.

”Vi synes, at børnene skal være rigtig stolte af sig selv,” sagde Hanna Line Jakobsen, Senior Vice President i Novo Nordisk Fonden, lørdag aften under TV-showet til fordel for Danmarks Indsamling på DR.

”Vi synes, det er rigtig ærgerligt, at børnene ikke har kunnet være så meget ude, som de gerne ville. De skal passe på, at de ikke smitter andre, og de skal passe på, at de ikke selv bliver smittet. I år har vi derfor valgt at give mere, end børnene har samlet ind,” sagde Hanne Line Jakobsen.

Hjælp til Syrien
Novo Nordisk Fondens donation går til et Danmarks Indsamling-projekt i Syrien administreret af Røde Kors, der hjælper krigsramte børn og unge i Syrien med at genopbygge deres mentale og fysiske sundhed.

”Novo Nordisk Fonden støtter op om Gode Gerninger, fordi indsamlingen sætter fokus på den alvorlige flygtningekrise i Syrien, hvor 11 mio. mennesker er flygtet fra deres hjem og har behov for humanitær hjælp. COVID-19 krisen har gjort indsatsen endnu mere nødvendig,” siger Hanna Line Jakobsen.

Læs mere om Gode Gerninger her
Læs mere om Danmarks Indsamling her.

Yderligere information

Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, [email protected]