Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden Godkender Visionsoplæg for Steno Diabetes Center Nordjylland

Novo Nordisk Fonden har indikeret, at der forventes en beløbsramme for en bevilling fra fonden på op til 700 mio. kr. til Region Nordjylland over en tiårig periode.

Bestyrelsen i Novo Nordisk Fonden har godkendt et visionsoplæg for en styrket diabetesindsats i Region Nordjylland. Visionsoplægget er forinden blevet godkendt af et bredt politisk flertal i regionsrådet i Region Nordjylland.

”Vi er glade for, at der er enighed om rammerne for en vision for diabetesindsatsen i Region Nordjylland. Det er Novo Nordisk Fondens mål, at det nye tiltag kan løfte behandling, forskning og forebyggelsen af diabetes i hele regionen,” siger Sten Scheibye, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden.

”Med et visionsoplæg på plads kan der nu arbejdes videre med at konkretisere projektplanen på baggrund af en dialog med blandt andre regionens sygehuse, praksissektoren og kommunerne,” siger han.

Når en projektplan er udarbejdet, skal den godkendes af både regionsrådet og af bestyrelsen i Novo Nordisk Fonden, hvilket forventes at ske ultimo 2017. Herefter træffes endelig beslutning om en bevilling. Novo Nordisk Fonden har indikeret, at der forventes en beløbsramme for en bevilling fra fonden på op til 700 mio. kr. til regionen over en tiårig periode.

Samarbejdet omfatter etableringen af et Steno Diabetes Center, der skal placeres i Aalborg. Centret vil indgå et tæt samarbejde med hospitaler, kommuner og almen praksis om forebyggelse og behandling af diabetes. Det nye center skal bl.a. være med til at udvikle telemedicinske og digitale løsninger til gavn for patienterne. Det ligger også i visionen, at der skal skabes nye tilbud til diabetespatienter med andre samtidig sygdomme herunder psykisk sygdom.

Regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman, ser frem til at kunne tage næste skridt mod etableringen af et Steno Diabetes Center i Nordjylland.

”Centeret vil give os mulighed for at gøre en betydelig positiv forskel for alle borgere med diabetes i Region Nordjylland og forhåbentligt hjælpe til at bremse den forventede tilvækst af diabetestilfælde i de kommende år. Vi forventer desuden, at erfaringer og viden fra arbejdet med at løfte diabetesindsatsen får en positiv betydning for andre patientgrupper med kronisk sygdom,” siger Ulla Astman.

Styrkelsen af diabetesindsatsen i Region Nordjylland er del af en national indsats. Novo Nordisk Fonden har i 2016 bevilget 2,945 mia. kr. til Region Hovedstaden til etablering af Steno Diabetes Center Copenhagen. Fonden har desuden godkendt to visionsoplæg for hhv. diabetesbehandlingen i Region Syddanmark og i Region Midtjylland, der omfatter etableringen af et Steno Diabetes Center i Odense og et i Aarhus. Fonden har indikeret en beløbsramme på ca. 1,4 mia. kr. til hver af de to regioner for en tiårig periode. Endvidere er fonden i dialog med Region Sjælland om formulering af et visionsoplæg for en styrket diabetesbehandling i regionen.

Læs visionoplægget for etablering af Steno Diabetes Center i Nordjylland her.

YDERLIGERE INFORMATION:

Jannik Hilsted, Head of Steno Grants, Novo Nordisk Fonden. Kontakt: Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, [email protected]