Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden Støtter Dansk Robot-olympiade

I den danske finale inviteres også til ekstrakategorien sumo-robot-brydning, hvor to robotter forsøger at skubbe hinanden ud af en ring ganske som i almindelig sumobrydning. Denne kategori giver dog ikke adgang til den internationale finale i World Robot Olympiad.

Novo Nordisk Fonden har bevilget 150.000 kroner til Aarhus Universitet som bidrag til afholdelse og videreudvikling af finalen i den danske afdeling af World Robot Olympiad.

Finalen afvikles i morgen, lørdag 1. oktober, i Katrinebjerg, Aarhus. Vinderne herfra repræsenterer Danmark i den internationale finale, der afholdes i november 2016 i New Dehli, Indien.

I World Robot Olympiad (WRO) dyster unge mellem 16 og 25 år i robotbygning og programmering. Gennem arbejdet med at bygge og programmere opbygger eleverne kompetencer inden for innovation, kreativitet og problemløsning. Blandt andet skal deltagerne konstruere en robot, der kan spille bowling. Ideen bag konkurrencen er at samle unge mennesker fra hele verden for at udvikle deres kreativitet og færdigheder inden for design og programmering gennem udfordrende og uddannelsesmæssige robotkonkurrencer og -aktiviteter.

Udover at være en konkurrence på viden og teknik har WRO til formål at bidrage til at få flere unge til at interessere sig for teknik og naturvidenskab og på sigt vælge en uddannelse inden for området.

Gennem deltagelsen i den internationale finale er de danske deltagere desuden med til at gøre opmærksom på, hvad Danmark kan i relation til robotteknologi, innovation, uddannelse og forskning.

– Det er 11. gang vi afholder danske finaler, og hvert eneste år sender vi dygtige unge ud i verden for at repræsentere de danske farver ved de internationale finaler. De danske hold klarer sig generelt godt internationalt, og det tyder jo på, at Danmark hører til i førerfeltet, når det gælder om at udklække talenter inden for teknologi, design og naturvidenskab, siger Ole Caprani, lektor på Institut for Datalogi, Aarhus Universitet, som afholder konkurrencen.

WRO blev oprettet i 2003 og afholdes nu i over 50 lande med deltagelse af mere end 20.000 hold, svarende til ca. 60.000 børn og unge. Danmark deltog første gang i konkurrencen i 2006.

YDERLIGERE INFORMATION:

Søren Poulsen, specialkonsulent på Institut for Datalogi, Aarhus Universitet, [email protected], +45 2095 1282

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden, [email protected], +45 3067 4805