Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden støtter forsøg med betændelsesdæmpende medicin mod COVID-19

Professor og overlæge Anders Perner fra Rigshospitalet vil undersøge, om betændelsesdæmpende behandling med binyrebarkhormon kan hjælpe patienter med COVID-19. Foto: Rigshospitalet.

Novo Nordisk Fonden har bevilget op til fem mio. kr. til et projekt, der vil gøre det muligt for danske hospitaler at undersøge, om betændelsesdæmpende behandling med binyrebarkhormon kan hjælpe patienter med COVID-19.

Erfaringer fra intensivpatienter med blodforgiftning eller svært lungesvigt viser, at det er muligt at dæmpe en svær betændelsesreaktion i lungerne med en lav dosis binyrebarkhormon. For disse patienter kan steroidbehandlingen med binyrebarkhormon afkorte tiden i respirator og på intensivafdelingen, samtidig med at behandlingen måske også giver bedre overlevelse. Det forklarer bevillingsmodtager, professor og overlæge Anders Perner fra Intensiv Terapi Klinik på Rigshospitalet.

”Med denne donation kan vi undersøge, om lav dosis steroidbehandling kan forbedre overlevelsen og reducere antallet af dage, hvor patienterne har behov for intensivbehandling. I en tid, hvor epidemien med coronavirus presser landets hospitaler og intensivafdelinger maksimalt, så kan en virksom behandling være meget afgørende for den enkelte patient og hele sundhedsvæsenet,” siger Anders Perner, der fremhæver, at en dag mindre i respirator pr. patient kan øge hospitalernes intensivkapacitet med 10 pct.

Forsøget skal gennemføres på danske intensivafdelinger og infektionsmedicinske afdelinger efter godkendelse fra de relevante myndigheder. Anders Perner og hans kolleger arbejder for øjeblikket på højtryk for at hente de nødvendige tilladelser hjem, så de kan begynde indrulleringen af patienter i forsøgene på alle deltagende hospitaler. Ambitionen er, at 1.000 patienter skal indgå i forsøget, der forventes at kunne gå i gang i midten af april. Der vil løbende blive foretaget analyser af data undervejs, så man hurtigt kan få en indikation på, om steroidbehandling hjælper, samt identificere eventuelle uforudsete bivirkninger.

Læs mere om projektet på Rigshospitalets hjemmeside.

Yderligere information

Christian Mostrup, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, [email protected]