Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden støtter nyt Nationalt Genom Center

”Novo Nordisk Fonden har valgt at støtte det Nationale Genom Center for at skabe mulighed for bedre og mere målrettede behandlingstilbud på en lang række sygdomsområder til gavn for den enkelte patient,” Lars Rebien Sørensen, formand i Novo Nordisk Fonden.

Teknologiske fremskridt har gennem de senere år skabt nye muligheder for kortlægning og analyse af vores gener, hvilket har stort potentiale for bedre patientbehandling.

Information om den enkeltes arvemasse er en vigtig brik i udviklingen af personlig medicin og skræddersyet behandling til gavn for patienter i hele landet.

På baggrund af en ansøgning fra Sundheds- og Ældreministeriet har Novo Nordisk Fondens bestyrelse derfor godkendt en rammebevilling på 990 mio. kr. over en periode på 4,5 år til etablering og drift af infrastrukturen i Nationalt Genom Center. Heraf er 102 mio. kr. bevilget til at sætte gang i etablering af centrets data- og computerenhed straks i det nye år.

Novo Nordisk Fonden har desuden bevilget op til 30 mio. kr., så ministeriet kan inddrage førende danske og internationale eksperter i udarbejdelsen af en fremtidssikret drejebog for etableringen og driften af infrastrukturen i centret.

Målet er at gøre Danmark til et af de førende lande på området til gavn for behandling og forebyggelse af sygdomme.

”Novo Nordisk Fonden har valgt at støtte det Nationale Genom Center for at skabe mulighed for bedre og mere målrettede behandlingstilbud på en lang række sygdomsområder til gavn for den enkelte patient,” siger Lars Rebien Sørensen, formand i Novo Nordisk Fonden. ”Vi har en unik chance nu for at sætte tempo på anvendelsen af den nye viden om vores gener til at hjælpe læger med at bekæmpe sygdomme og redde menneskeliv.”

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger: “Med denne bevilling fra Novo Nordisk Fonden til vores Nationalt Genom Center kan vi fremskynde, at vores sundhedsvæsen i højere grad kan behandle ud fra viden om en patients gener. Det betyder, at lægerne kan se, hvilken behandling der vil have en effekt, og hvilke der ikke vil have nogen effekt på patienten. Det kan f.eks. være en hjertepatient, som har en arvelig hjertesygdom, hvor vi kan sætte forebyggende ind, ikke bare for patienten, men også for patientens søster, bror, barn, far eller mor. En bevilling fra Novo Nordisk Fonden vil bidrage til, at Danmark hurtigere vil kunne løfte den samlede indsats for Personlig Medicin til et niveau, som det ellers vil tage lang tid at opnå i det danske sundhedsvæsen. Det vil komme patienterne til gavn.”

Som følge af initiativet vil der ifølge ministeriets ansøgning blive etableret genomsekventeringsfaciliteter i hhv. Aarhus og København. Ministeriet forventer, at der vil blive gennemført ca. 60.000 helgenomsekventeringer af danskere i de første fem år af centrets levetid. Sekventering og behandling af data vil blive forankret i offentligt regi, og sikkerhed omkring opbevaring og brug af data i en central national database vil have højeste prioritet for centret. En fortolkningsenhed skal understøtte den lægelige brug af data til gavn for patienten.

OM NATIONAL GENOM CENTER

Det Nationale Genom Center hører under Sundheds- og Ældreministeriet som en selvstændig organisation. Centret skal være omdrejningspunkt for en visionær og balanceret udvikling af genomisk medicin i Danmark. Regeringen har i alt afsat 100 mio. kr. i 2017-2020 på finansloven for 2017 til at medfinansiere arbejdet med Personlig Medicin.

Centret har til opgave at udvikle og drive en fælles, landsdækkende infrastruktur til behandling af genetiske oplysninger.

Et vigtigt mål for centret er at arbejde sammen med de sundhedsfaglige miljøer i alle de danske regioner for at skabe grundlag for bedre diagnostik og mere målrettet behandling til gavn for den enkelte patient.

YDERLIGERE INFORMATION

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, [email protected]