Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden støtter Royal Run igen i 2020

Novo Nordisk Fonden vil igen i 2020 være strategisk partner for Royal Run. Fonden har bevilget 2,5 mio. kr. til afholdelse af løbet. Foto: Kristoffer Møller.

Når deltagerne i Royal Run næste år snører løbeskoene og deltager i den tredje udgave af det populære løb, bliver det igen med støtte fra Novo Nordisk Fonden. Fonden har bevilget 2,5 mio. kr. til afholdelse af Royal Run i 2020, der afvikles 1. juni (2. pinsedag) i byerne Sønderborg, Aalborg, Odense og København/Frederiksberg.

”Royal Run er blevet et event, der samler folk og får mennesker i alle aldre til at bevæge sig. Med støtten til løbet ønsker vi at bidrage til at øge interessen for motion og derigennem forbedre folkesundheden i Danmark. Vi håber, at rigtig mange – gengangere såvel som debutanter – har lyst til at deltage i løbet i 2020,” siger Steffen Lüders, kommunikationschef, Novo Nordisk Fonden.

Royal Run overgik i 2019 alle forventninger med over 82.000 tilmeldinger. For 28 pct. af deltagernes vedkommende var det første gang, de deltog i et motionsløb.

Ligesom foregående år vil H.K.H Kronprinsen og H.K.H Kronprinsessen deltage i løbet i 2020. Ligeledes vil der igen i 2020 i ugerne op til løbet på lokalt plan og i samarbejde med lokale idrætsforeninger blive arrangeret Royal Run-aktiviteter for at involvere så mange danskere som muligt; herunder tiltag i børnehaver, på plejehjem, skoler og andre institutioner.

Læs udmelding om årets løbsbyer og den royale deltagelse på Royal Runs hjemmeside.

Royal Run blev afholdt første gang i 2018 i anledning af Kronprinsens 50-års fødselsdag. Dengang havde flere end 70.500 deltagere snøret løbeskoene. Grundet den store succes besluttede kongehuset at fortsætte løbet med støtte fra eksterne samarbejdspartnere. Novo Nordisk Fonden støttede også Royal Run 2019 med 2,5 mio. kr.

Yderligere information

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, [email protected]