Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden Støtter Transformerende Skoleinitiativ

LEAPS har fokus på naturfagene i grundskolen, og at eleverne lærer mere, når de bruger hoved, hænder og hjerte. Her er det elever, der eksperimenterer i Naturfagshuset på Als.

Novo Nordisk Fonden har bevilget 13 mio. kr. til et nyt skoleinitiativ, LEAPS, der skal styrke børn og unges naturfaglige og tværfaglige kompetencer. Dette skal ske gennem en ny engagerende projektbaseret læringsform, hvor naturfagene integreres i alle fag.

I projektet vil eleverne på fire skoler blive trænet i naturfaglige og projektorienterede metoder. Projektet skal katalysere en ændring i opfattelsen af naturfag og naturfaglige metoder ved i langt højere grad at lade dem indgå i de øvrige alment dannende fag som sprog, billedkunst og historie. En skoles teaterforestilling giver for eksempel mulighed for at bruge fagene aktivt og for at lære autentisk om konstruktion af scene, lyd og lys i forestillingen.

Projektet har bl.a. som formål at gøre flere børn og unge interesseret i en naturvidenskabelig uddannelse samt at skabe en række innovative modelskoler, der kan inspirere andre skoler. De første to skoler i Sønderborg og Esbjerg er gået i gang.

Kata Fonden står bag initiativet, der støttes af en række af Danmarks store fonde.

”Vi vil bidrage til en mere engagerende læring gennem en ny, projektbaseret læringsform. Samtidig skal naturfagenes eksponering øges, uden at der skal undervises i flere timer. Det kan for eksempel ske ved, at der læres matematik, fysik og engelsk på samme tid,” siger Anette Clausen, bestyrelsesformand i Kata Fonden.

Dagnia Looms, Head of Strategic Awards i Novo Nordisk Fonden, siger: ”Novo Nordisk Fonden ønsker med bevillingen til LEAPS at medvirke til at udvikle undervisningen i folkeskolen og bidrage til, at flere børn og unge får interesse for og kan lide at anvende den naturvidenskabelige metode i deres læringsforløb.”

LEAPS står for Læring og Engagement gennem Autentiske Projekter med fokus på Science.

YDERLIGERE INFORMATION

Peter Skat-Rørdam, adm. direktør, Kata Fonden. tlf.: 2115 9102,

e-mail: [email protected]

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden, 3067 4805,

e-mail: [email protected]