menu

Novo Nordisk Fonden uddeler 360 mio. kr. til seks forskningsprojekter gennem sit Challenge Programme

16 jan
2018

Aldring er blandt de største årsager til udvikling af kroniske sygdomme, f.eks. diabetes, kræft og demens, men vi er ikke fuldt i stand til at forklare, hvorfor det forholder sig sådan.

Et nyt ambitiøst forskningsprojekt ledet af professor Rudi Westendorp fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet vil ved brug af sundhedsdata fra de unikke offentlige danske registre kaste nyt lys over sammenhængen mellem aldring og sygdom.

”Den stadigt stigende middellevealder, og det stadigt stigende antal år vi lever med sygdom, forårsager dybtgående omvæltninger for os alle. I projektet vil vi anvende moderne computerstøttede analysemetoder til bedre at kunne forstå aldringsprocessen og finde ud af, hvordan de underliggende biomolekylære processer kan påvirkes. Formålet med vor forskning er at forebygge og forsinke alderdommens skrøbelighed, at skabe individuelle behandlingsformer og at give mulighed for flere raske leveår,” siger Rudi Westendorp.

Projektet er et af seks store forskningsprojekter, der hver modtager 60 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden gennem fondens Challenge Programme. Programmet har til formål at understøtte og fremme verdensklasseforskning, der fokuserer på at finde svar på nutidige udfordringer inden for global teknologi eller sundhed.

Bevillingerne er givet inden for temaerne ”Big Data in Biomedicine” og Design og engieneering af biologiske molekyler og systemer”. Novo Nordisk Fonden uddeler årligt op til 360 millioner gennem programmet, der har skiftende temaer fra år til år.

Store datamængder skal give ny viden om sygdomme

Tre af de nye bevillinger er givet inden for temaet ”Big data i biomedicin”. Udover bevillingen til Rudi Westendorp er bevillingerne givet til professor Clive Sabel, Aarhus Universitet, og Søren Brunak, Københavns Universitet.

Clive Sabel vil i sit projekt bl.a. undersøge, om sygdom, der skyldes miljøpåvirkning, er et resultat af enkeltstående tilfælde af højrisiko-eksponering for sundhedsskadelige forhold eller af langsom akkumulering gennem livet, mens Søren Brunak vil bruge big data-tankegangen til at studere alle sygdomme under ét, og særligt i hvilken rækkefølge hundredvis af sygdomme optræder i et livslangt perspektiv. Læs mere om projekterne nedenfor.

Ny medicin og behandling

De tre øvrige bevillinger er givet inden for temaet ”Design og engineering af biologiske molekyler og systemer”.

Professor Kurt Gothelf, Aarhus Universitet, har inden for dette tema fået støtte til et projekt med fokus på udvikling af nye lægemidler med flere virkningsmekanismer, mens professor Morten Sommer, Danmarks Tekniske Universitet, vil udvikle ny celle-baseret medicin til behandling af sygdomme såsom kræft, højt blodtryk og metaboliske sygdomme.

Endelig har professor Dimitrios Stamou modtaget en bevilling til et projekt med fokus på at kontrollere molekylære systemer og levende cellers adfærd og funktion for derigennem at udvikle ny behandling mod bl.a. kræft.

For alle projekterne gælder, at de udføres sammen med en række danske og internationale samarbejdspartnere.

Om de enkelte projekter:

Tema: Big Data i biomedicin:

Bevillingsmodtager:
Clive Sabel, professor, Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet.

Projekttitel:
“Big Data Centre for Environment and Health.”

Medansøgere:
Ole Hertel, professor, Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet.
Torben Sigsgaard, professor, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.
Carsten Bøcker Pedersen, professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet.

Clive Sabel siger: ”En række miljøpåvirkninger er skadelige for vores helbred, men er sygdom et resultat af enkeltstående tilfælde af højrisiko-eksponering for sundhedsskadelige forhold, eller af langsom akkumulering gennem livet, og forstærkes effekten ved de kombinerede miljøpåvirkninger? Det er nogle af de spørgsmål, som Big Data Center for Environment and Health vil finde svar på. De senere års Big Data-revolution i registre over medicinske, miljømæssige og befolkningsmæssige forhold, samt muligheden for at indsamle data fra personlige sensorer og sociale medier, giver et unikt potentiale for at forstå de komplekse interaktioner mellem miljøforurenende stoffer og befolkningens sundhed.”

Bevillingsmodtager:
Søren Brunak, professor, Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, Københavns Universitet.

Projekttitel:
Big life-course data analytics for understanding disease initiation and progression in diabetes and its complications.”

Medansøgere:
Henrik Ullum, professor, Institut for Klinisk Medicin, Rigshospitalet.
Laust Hvas Mortensen, chefkonsulent, Metode og analyse – Analyseenheden, Danmarks Statistik.
Ewan Birney, Direktør, EMBL-EBI, England.

Søren Brunak siger: ”Projektet bruger ”big data”-tankegangen til at studere alle sygdomme under et, og særligt i hvilken rækkefølge hundredvis af sygdomme optræder i et livslangt perspektiv. Det inkluderer også store mængder data fra raske individer, f.eks. danske og udenlandske bloddonorer som har givet tilsagn til at deres data kan analyseres. Projektet har særligt fokus på diabetes og på at forstå overgangen fra rask til syg og de mange alternative patientforløb, der kan føre til diabetes. Forskningen bidrager til at skabe et vidensgrundlag for nye former for personlig behandling, ligesom det rent teknisk også skaber nye sikre rammer for sundhedsdatalagring og dataanalyse. Infrastrukturen kan efterfølgende benyttes på hospitalerne til at forbedre behandlingen for den enkelte patient.”

Bevillingsmodtager:
Rudi Westendorp, professor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.

Projekttitel:
“Harnessing The Power of Big Data to Address the Societal Challenge of Aging.”

Medansøgere:
Niels Ploug, direktør for personstatistik, Danmarks Statistik
Thomas Kirkwood, professor, Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Københavns Universitet.
Lene Juel Rasmussen, professor, Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Københavns Universitet.

Rudi Westendorp siger: ”Jeg vil samle en gruppe fremragende forskere med mange forskellige kompetencer for at få det fulde udbytte af de enestående data om sundhed og sygdomme, der findes i de officielle danske registre. Inden for en snævert defineret juridisk og etisk ramme vil vi anvende moderne computerstøttet analysemetoder til bedre at kunne forstå aldringsprocessen og finde ud af, hvordan de underliggende biomolekylære processer kan påvirkes. Formålet med vor forskning er at forebygge og forsinke alderdommens skrøbelighed, at skabe individuelle behandlingsformer og at give mulighed for flere raske leveår.”

Tema: Design og engineering af biologiske molekyler og systemer:

Bevillingsmodtager:
Morten Sommer, professor, Novo Nordisk Foundation Center for Bisustainability, Danmarks Tekniske Universitet.

Projekttitel:
“Center for Advanced Microbiome Therapeutics.”

Medansøgere:
Fredrik Bäckhed, professor, Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Københavns Universitet.
Max Nieuwdorp, professor, Amsterdam University Faculty of Medicine, Holland.
Tine Rask Licht, Professor, Fødevareinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet.

Morten Sommer siger: ”Bakterier forekommer naturligt i menneskets krop og påvirker vores helbred både positivt og negativt. På trods af deres potentielle rolle som targets for behandling af forskellige sygdomme er det stadig en stor udfordring af lave målrettet medicin. Projektet har til formål at udnytte den seneste udvikling af syntetisk biologi til at løse dette problem. I særdeleshed vil vi udvikle syntetisk biologi-værktøjer til at konstruere en ny form for celle-baseret medicin, der vil være i stand til at opfange signaler fra menneskekroppen og igangsætte produktion af relevante terapeutiske molekyler. Hvis vi lykkes med dette, forventer vi, at denne approach kan anvendes bredt til behandling af en lang række sygdomme inkl. kræft, højt blodtryk og metaboliske sygdomme.”

Bevillingsmodtager:
Kurt Gothelf, professor, Interdisciplinary Nanoscience Center og Institut for Kemi, Aarhus Universitet

Projekttitel:
“Center for Multifunctional Biomolecular Drug Design (CEMBID).”

Medansøgere:
Jørgen Kjems, professor, Interdisciplinary Nanoscience Center, Aarhus Universitet.
Ken Howard, lektor, Interdisciplinary Nanoscience Center, Aarhus Universitet.
Tony Lahoutte, Professor, Dept. Nuclear Medicine, University Hospital Brussels and Vrije Universiteit Brussel, Belgien.

Kurt Gothelf siger: ”De fleste lægemidler, der anvendes i dag, har kun én virkningsmekanisme og det er både vanskelig og dyrt at fremstille lægemidler med flere funktioner. Projektets mål er at forske i nye lægemidler med flere virkningsmekanismer. Vi vil udvikle metoder til at bygge moduler af forskellige proteiner og små molekyler, der på en enkel og effektiv måde kan samles til multifunktionelle lægemidler. Det vil bane vejen for nye typer medicin, der både er mere effektive, har færre bivirkninger og kan tilpasses den enkelte patient.”

Bevillingsmodtager:
Dimitrios Stamou, Professor, Kemisk Institut, Københavns Universitet.

Projekttitel:
“Center for Geometrically Engineered Cellular Systems.”

Medansøgere:
Jay T. Groves, professor, College of Chemistry, University of California, Berkeley, USA.
Orion Weiner, professor, Cardiovascular Research Institute, School of Medicine, University of California, San Francisco, USA.

Dimitrios Stamou udtaler: ”Celler er den grundlæggende enhed i al liv. For at kunne tilpasse sig, vokse og reproducere sig består celler af et utal af molekyler, der er organiseret i meget præcise mønstre. Disse mønstre er helt essentielle for cellens funktion og overlevelse. I dette projekt vil vi konstruere disse molekylære mønstre for at opnå fuldstændig kontrol over levende cellers adfærd og funktion. Dette arbejde vil have en kæmpe betydning for sundhedssektoren ved at bidrage afgørende til behandling af kræft og udvikling af medicin generelt.”

Yderligere information

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden,
tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk

Seks store forskningsprojekter vil finde svar på globale udfordringer inden for teknologi eller sundhed. Projekterne, der hver modtaget 60 mio. kr. hver, vil bl.a. undersøge sammenhængen mellem aldring og sygdom og udvikle nye lægemidler med flere funktioner.

Læs mere om Challenge Programme og se film om igangværende forskningsprojekter.

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close