menu
https://novonordiskfonden.dk/da/nyheder/novo-nordisk-fonden-udpeger-tre-nye-innovations-ambassadoerer/

Novo Nordisk Fonden udpeger tre nye innovations-ambassadører

Novo Nordisk Fonden udpeger tre nye innovations-ambassadører

01 jul 2021

Professorerne Anja Boisen fra DTU samt Kristian Strømgaard (t.v.) og Trond Ulven, begge Københavns Universitet, har hver modtaget en treårig innovationsbevilling på seks mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden.

Bevillingerne giver professorerne mulighed for at udforske, om et forskningsfund, de selv har gjort, kan videreudvikles til et nyt lægemiddel eller en ny løsning, der kan komme patienter eller samfund til gavn – samtidig med, at de forbliver på deres universitet.

De tre forskere bliver samtidig ambassadører for innovation. Med bevillingen følger titlen Novo Nordisk Foundation Distinguished Innovator, der understreger, at bevillingsmodtageren vil promovere innovation ved sit universitet, f.eks. ved at undervise studerende og forskere samt videreformidle viden om innovationsprocesser, så langt flere vælger at translatere deres opdagelser sideløbende med deres akademiske karriere

”Med bevillingerne ønsker vi at stimulere innovation og iværksætteri på universiteterne, så flere af de mange gode forskningsopdagelser, der gøres her, omsættes til nye produkter og løsninger, der gavner samfundet,” siger Mikkel Skovborg, Senior Vice President, Novo Nordisk Fonden.

”De bevilgede projekter er alle meget ambitiøse og rummer et stort potentiale, og vi ser frem til at støtte dem og følge dem gennem de kommende tre år,” siger Mikkel Skovborg.

Anja Boisen vil i sit projekt udvikle og udforske en ny metode til celledyrkning i forbindelse med afprøvning af nye lægemidler. Målet er at udvikle en prisbillig og brugervenlig platform til celledyrkning og derigennem sænke barriererne for en hurtig overgang til klinisk brug af lægemidler.

Trond Ulven vil i sit projekt udvikle nye lægemidler mod den alvorlige sygdom fibrose, som er dannelse af arvæv i f.eks. hjerte, lever eller lunge, hvilket kan medvirke til, at organerne ikke fungerer ordentligt, mens Kristian Strømgaard vil afdække muligheden for at etablere en ny platform til udvikling af lægemidler mod hjernesygdomme.

Støtte fra eksperter
Udover den økonomiske støtte, vil bevillingsmodtagere i løbet af den treårige projektperiode modtage faglig støtte, der er nødvendig for at lykkes med projektmodningen, herunder støtte fra eksperter inden for juridisk rådgivning, iværksætteri og innovation – ressourcer, der ofte ikke er tilgængelige på danske forskningsinstitutioner.

Bevillingerne vil gøre det muligt for forskere at forfølge parallelle forskningsspor inden for grundforskning og translationel forskning uden at forskerens akademiske udvikling eller karriere tilsidesættes.

Nyt opslag i august
Novo Nordisk Fonden åbner til august for et nyt opslag, hvor forskere i Danmark igen kan ansøge om en Novo Nordisk Foundation Distinguished Innovator-bevilling. Det vægter i fondens bedømmelse af afsøgningerne positivt, hvis ansøgeren har tidligere erfaring med innovation og iværksætteri.

“Vi støtter forskning inden for life science, herunder i høj grad industriel biotek og medtech, og håber, at der er rigtig mange, der har lyst til at sende en ansøgning om at modtage en af disse spændende og perspektivrige bevillinger,” siger Mikkel Skovborg.

Om bevillingsmodtagerne og deres projekter:


Navn
: Anja Boisen, professor
Forskningsinstitution: DTU

Bevillingsbeløb: 6 mio. kr.

Projektbeskrivelse: Klinisk og farmaceutisk afprøvning af nye lægemidler, samt diagnostik og valg af behandling, er ofte baseret på dyrkning af celler i petriskåle og kolber hvor man observere reaktionen på udvalgte behandlinger. Cellebaserede assays kan reducere behovet for dyreforsøg og derudover give mulighed for mere individuelle behandlingsstrategier. Imidlertid kan det være langtrukkent at arbejde med cellekulturer, og det kræver også en masse manuelt arbejde, såsom undersøgelse med optisk mikroskopi. I stedet foreslår vi derfor at udvikle og udforske celledyrkning på en overflade, der ligner en CD. Kanalerne og cellekulturkamrene er indgraveret i disken. Gennemstrømningen af næringsstoffer tilvejebringes ved at rotere skiven og udnytte de derved genererede centrifugalkræfter. Enkelheden i designet vil sænke barriererne for en hurtig overgang til klinisk brug. Et års tid efter projektets afslutning forventer vi at have en spin-out-virksomhed med hjemsted i Danmark, der kan levere en pålidelig, prisbillig og brugervenlig platform til celledyrkning med gennemstrømning og med automatiseret online-overvågning.


Navn
: Kristian Strømgaard, professor
Forskningsinstitution: Københavns Universitet

Bevillingsbeløb: 6 mio. kr.

Projektbeskrivelse: Vi er nu vidne til et paradigmeskift inden for et af biologiens grundlæggende områder, nemlig at definerede biologiske enheder kan eksistere uden membraner i form af biomolekylære kondensater. Dette fænomen bliver undersøgt inden for mange biologiske forskningsgrene, og dets store betydning for både sundhed og sygdom er blevet fastslået. Biomolekylære kondensater bliver nu undersøgt som en del af udviklingen af nye lægemidler, og det fører til etablering af nye bioteknologivirksomheder. I neuronerne i hjernen er det blevet påvist, at postsynaptisk densitet (PSD), der er en meget vigtig del af neuroner, fungerer som et biomolekylært kondensat. Det er velkendt, at flere hjernesygdomme kan sættes i forbindelse med PSD, og i dette forslag vil vi derfor bygge videre på disse nye opdagelser i forbindelse med udvikling af nye lægemidler. Vi vil etablere en platform for lægemiddeludvikling og udvikle stoffer, der modulerer PSD, når det er sygt. Dette er et helt nyt princip inden for lægemiddeludvikling, der kan resultere i yderst tiltrængte behandlingsmetoder for ellers ødelæggende hjernesygdomme.


Navn
: Trond Ulven, professor
Forskningsinstitution: Københavns Universitet

Bevillingsbeløb: 6 mio. kr.

Projektbeskrivelse: Ardannelse i et organ, der er belastet og betændt, kaldes fibrose. Vi kender alle til ar i huden, men ardannelse kan også ske i organer, som for eksempel i hjertet, leveren eller lungerne. I disse organer kan det ofte få langt alvorligere konsekvenser, da ardannelsen kan gribe forstyrrende ind i de fine strukturer, der er nødvendige for, at organerne fungerer optimalt. Fibrose er en væsentlig faktor i mange sygdomme, såsom hjerteanfald, leversygdom og KOL, opstår ofte efter COVID-19 og er medvirkende til at forårsage dødsfald og senfølger. De forskellige sygdomme har mere eller mindre identiske molekylære virkningsmekanismer for fibrose. I dette projekt sigter vi derfor mod at udvikle lægemidler til behandling af fibrose, der samtidig aktiverer eller hæmmer flere forskellige signalmodtagende celleoverfladeproteiner (receptorer). De bedst egnede receptorer vil blive udvalgt ud fra deres signalmekanisme og i henhold til en analyse af de lægemidler, der interagerer med receptorerne og har en virkning på fibrose. Herudfra vil der blive udviklet lægemidler, der aktiverer eller hæmmer disse receptorer.

Om Novo Nordisk Fonden

Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål: 1) at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen; og 2) at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.

Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers liv og bæredygtigheden i samfundet. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 30 milliarder kroner, primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande samt behandling og forebyggelse af diabetes. Læs mere på www.novonordiskfonden.dk.

Yderligere information

Christian Mostrup, pressechef, +45 3067 4805, cims@novo.dk