Ansøg om midler

Novo Nordisk Prisen Tildeles Jens Bukh

Novo Nordisk Prisen 2015 tildeles professor og overlæge Jens Bukh, Hvidovre Hospital og Københavns Universitet, for hans banebrydende studier af hepatitis C-virus og deres betydning for diagnostisk og behandling.

Virussen hepatitis C, der forårsager akut og kronisk leverbetændelse, er på globalt plan årsag til flere end 350.000 årlige dødsfald og mindst 10 gange så mange nye infektioner. For blot få år siden virkede tanken om at kunne kontrollere den dødbringende virus som en utopi.

Det har professor og overlæge Jens Bukh, der er leder af Copenhagen Hepatitis C Program, været med til at ændre.

Jens Bukh har gennemført afgørende og enestående studier af virussens livscyklus, som har bidraget væsentligt til, at det i løbet af 2014 er blevet muligt at behandle og i de fleste tilfælde helbrede patienter med kronisk hepatitis C med nye effektive lægemidler.

Jens Bukh var bl.a. den første i verden til at kortlægge, at der er seks hovedtyper af Hepatitis C-virussen, hvilket har fået stor klinisk og basal forskningsmæssig betydning. Jens Bukh stod også bag udviklingen af et system, hvor man for første gang nogensinde kunne manipulere virussen i laboratoriet, og har efterfølgende bidraget med unikke nye cellekultursystemer af de forskellige hovedtyper.

For sin internationalt banebrydende forskning modtager Jens Bukh Novo Nordisk Prisen 2015. Prisen uddeles af Novo Nordisk Fonden og gives som belønning for enestående lægevidenskabelig forskning eller anden forskningsindsats, der kan komme lægevidenskaben til gode.

”Jeg er meget glad og stolt. At anerkendte forskere fra flere forskellige videnskabelige felter har vurderet min forskning og mener, at den har medvirket til at forbedre behandlingen af hepatitis C og dermed andre menneskers liv, det er den største belønning, jeg kan få,” siger Jens Bukh.

”Det næste på programmet er at benytte den viden, vi har, til at fortsætte med at bidrage til at udvikle en vaccine mod hepatitis C. Mit mål er også, at patienternes egne vira kan dyrkes i laboratoriet, så vi kan skræddersy en behandling direkte til hver patient i fremtiden,” siger Jens Bukh.

EN PIONER OG ROLLEMODEL

Novo Nordisk Prisen er på DKK 3 millioner, hvoraf de DKK 500.000 er en personlig hæderspris, og det resterende beløb er et rådighedsbeløb til forskningsformål inden for prismodtagerens fagområde.

I Danmark har cirka 15.000 personer kronisk hepatitis C. På verdensplan er tallet op mod 200 millioner. Den kroniske infektion kan føre til udvikling af skrumpelever og lever kræft. Globalt opstår der nu årligt cirka 4 millioner nye infektioner, hvor cirka 3 millioner vil udvikle kronisk hepatitis C.

Jan Fahrenkrug, formand for priskomiteen, siger:

”Jens Bukh er en pioner inden for sit felt og en rollemodel for unge forskere. Hans omfattende, systematiske og originale forskning har gennem hele karrieren sigtet mod at frembringe grundlæggende viden om hepatitis C med et translationelt fokus til klinikken.”

Årets prisoverrækkelse finder sted 17. marts

OM JENS BUKH

Født: 1960
Professor, Overlæge, Forskningsdirektør, Copenhagen Hepatitis C Program (CO-HEP), Infektionsmedicinsk Afdeling og Klinisk Forskningscenter, Hvidovre Hospital og Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi, Københavns Universitet, Danmark

YDERLIGERE INFORMATION:

Jens Bukh, professor, tlf.: +45 2341 8969, [email protected],
Jan Fahrenkrug, formand for priskomiteen, tlf.: +45 6168 4752, e-mail: [email protected]
Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden, tlf.: +45 3067 4805, e-mail: [email protected]