Ansøg om midler

Ny Bevillingstype Får to Talentfulde Forskere Til Danmark

Novo Nordisk Fonden har introduceret en ny type bevilling - NNF Young Investigator Award, der yder individuelle bevillinger på DKK 20 mio. over syv år for at tiltrække talentfulde yngre forskere til Danmark.

Eva Hoffmann, PhD, fra University of Sussex, Storbritannien og Esben Lorentzen, Max Planck Institute of Biochemistry, Tyskland, er blevet udvalgt som de første to modtagere af Novo Nordisk Fondens Young Investigator Awards.

Disse to yngre, uafhængige forskere rykker nu teltpælene op og etablerer deres laboratorier i Danmark; Esben Lorentzen ved Aarhus Universitet og Eva Hoffmann ved Københavns Universitet.

Fondens Young Investigator Awards støtter deres forskningsprogrammer med hver DKK 20 millioner over syv år.

”Med de nye Young Investigator Awards tilstræber Novo Nordisk Fonden at få nogle af verdens mest talentfulde og lovende yngre forskere til Danmark. Bevillingerne støtter etablering af deres enestående forskningsprogrammer og styrker dansk forskning både nu og i fremtiden,” udtaler Novo Nordisk Fondens CEO, Birgitte Nauntofte.

Om at modtage bevillingen siger Esben Lorentzen:

”Jeg glæder mig meget til at blive en del af det dynamiske fællesskab på Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet. Ekspertisen og det topmoderne udstyr ved sektionen for strukturel biologi giver mit forskerteam optimale betingelser for fremadrettet at håndtere vanskelige forskningsspørgsmål. Young Investigator Award fra Novo Nordisk Fonden giver mig den nødvendige finansiering til at flytte mit forskerteam til Danmark og bidrage til de fremragende allerede etablerede biomedicinske forskningsprogrammer. Yderligere indebærer bevillingens konkurrencemæssige element påskønnelse og anerkendelse af kvaliteten af vores forskning.”

For Eva Hoffmann gør Young Investigator Award et større fremskridt muligt:

”Jeg har været på udkig efter det rette miljø, hvor grundforskning og translationel forskning i reproduktiv medicin kunne kombineres, og NNF Young Investigator Award giver mig fantastisk stor mulighed i Danmark, som betyder, at jeg kan lede et internationalt konsortium for at kortlægge kromosomændringer i menneskets kimceller. Jeg bliver en del af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Chromosome Stability (CSS), et Center of Excellence beliggende på Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Københavns Universitet.  Jeg er især imponeret over, hvor megen forskning klinikere foretager og deres villighed til at samarbejde med henblik på at skabe synergi og øget værdi ved en kombination af grundforskning og medicinske undersøgelser.”

OM ÅRETS BEVILLINGSMODTAGERE
OG DERES FORSKNINGSPROGRAMMER


ESBEN LORENTZEN, PHD

Flytter til: Århus Universitet, Institut for Molekylærbiologi og Genetik

Fimrehår er tynde strukturer, der minder om hår, på overfladen af celler, der har meget forskellige formål afhængig af celletypen. Fimrehårenes funktioner omfatter cellens bevægelse, kommunikation og registrering af ændringer i cellens omgivelser. Hvis disse strukturer ikke fungerer ordentligt i den menneskelige krop, er resultatet forskellige sygdomme, afhængigt af celletypen. Den forskning, som Esben Lorentzen agter at udføre med sin Young Investigator Award, vil afsløre, hvordan fimrehår dannes og fungerer i detaljer på molekylært niveau. Sammenligning af normale og beskadigede fimrehår giver forståelse af sygdomme i fimrehår og viser vejen til nye behandlingsstrategier.


EVA HOFFMANN, PHD

Flytter til: Københavns Universitet, Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Center for Chromosome Stability

Kromosomers evne til at interagere med hinanden og at udskilles som særskilte kromosomer for at producere æg og sperm er grundlæggende væsentligt for menneskers helbred og reproduktion. Selv om disse processer er betydningsfulde, kender man endnu ikke til mange detaljer i forbindelse med dem. Eva Hoffmanns forskning i forbindelse med prisen kommer til at anvende omfattende metoder med stor detaljeringsgrad til at undersøge, hvordan kromosomer overføres fra forældre til børn, med særlig fokus på, hvordan aldring øger forekomsten af abnormitet i kvinders æg. Dette vil kaste lys over genetiske og fysiske faktorer, der kan påvirke frugtbarhed samt forårsage genetiske sygdomme.

OM NOVO NORDISK FOUNDATION YOUNG INVESTIGATOR AWARDS

NNF’s Young Investigator Awards er oprettet for at gøre meget talentfulde yngre forskere uden for Danmark i stand til at etablere forskningslaboratorier i Danmark. Disse bevillinger støtter uafhængige forskere, der er på et tidligt stadium eller midtvejs i karrieren, og som er klar til at udføre mere ambitiøse undersøgelser inden for biomedicin eller bioteknologi. Young Investigator Awards tildeles via en ansøgningsproces i to trin efter indkaldelse af ansøgninger i åben konkurrence.

Hver bevilling er på op til DKK 20 mio., der kan anvendes til omkostningerne ved et forskningsprogram, herunder drift af projektet, lønninger og udstyr. Finansiering på indtil DKK 2,5 mio. pr. år kan fås i syv år, med op til DKK 5 mio. i det første år med henblik på at etablere laboratoriet på den danske institution.

YDERLIGERE OPLYSNINGER

John Wittschieben, Senior Scientific Officer, [email protected]
Christian Mostrup Scheel, Press Officer, [email protected]