Ansøg om midler

Ny film giver indblik i planerne for Testcenter Danmark

Novo Nordisk Fonden har bevilget op til 250 mio. kr. til Statens Serum Institut (SSI) i forbindelse med etableringen af Testcenter Danmark, et nationalt testcenter for den ny coronavirus.

Testcenter Danmark skal medvirke til at sikre, at flere mennesker vil kunne blive testet for den nye coronavirus. Fondens bevilling har bidraget væsentligt til at skaffe nødvendige testmaskiner, reagenser og udstyr til at udføre op til 3 mio. tests.

I filmen giver Kåre Mølbak, faglige direktør ved SSI, et indblik i planerne for centret, og Mads Krogsgaard Thomsen, koncernforskningsdirektør i Novo Nordisk A/S, fortæller om udvikling af en helt ny antistoftest, der snart er klar til brug i stor skala på centret.

Testcenter Danmark er forankret ved Statens Serum Institut og er etableret i et tæt samarbejde mellem stat, regioner, det nationale beredskab og sygehuse, herunder Rigshospitalet, samt Novo Nordisk Fonden og medicinalvirksomheden Novo Nordisk A/S. Gennem det unikke samarbejde mellem offentlige og private aktører er det nye nationale testcenter blevet etableret på mindre end én måned.

Yderligere information:

Christian Mostrup, pressechef, tlf.: +45 3067 4805, [email protected]