Ansøg om midler

Nye uddannelser i gæringsteknologi skal styrke bioteknologisk produktion i Danmark

At uddanne højt kvalificerede ingeniører og forskere og skabe værdi for det omliggende samfund er kerneopgaver for DTU. DTU Kemiteknik (Department of Chemical and Biochemical Engineering) står over for en stor udvidelse af sine eksisterende pilotanlæg med undervisningsfaciliteter til opskalering af fermentorer og oprensningsprocesser. Udbygningen vil ske parallelt med, at DTU Bioengineering udvikler sine faciliteter til effektivt at udtrykke cellefabrikker i laboratoriet. Det betyder, at studerende vil kunne opleve hele værdikæden fra celleniveau i laboratorier helt op til pilotanlæg i løbet af deres uddannelse. Dette er en satsning, som styrker den næste generation af ingeniører til den bioteknologiske og farmaceutiske industri. Foto: DTU.

Biotek- og pharmaindustrien udgør en af Danmarks største eksportindustrier. Industrien er vokset betydeligt gennem de seneste årtier, og danske virksomheder mangler i høj grad eksperter inden for fermenteringsteknologi, der er rygraden i industrien. Fermentering benyttes i fremstilling af bl.a. lægemidler, vitaminer og fødevarer.

Novo Nordisk Fonden har på den baggrund bevilget 187 mio. kr. til Danmarks Tekniske Universitet (DTU) til etablering af et nyt uddannelsesprogram inden for fermentering (gæringsteknologi).  Gennem uddannelsesprogrammet, der er blandt de første af sin art i internationalt, vil årligt blive uddannet et stort antal højt kvalificerede dimittender på kandidat- og ph.d.-niveau.

Uddannelsen består af tre elementer:

  • En studielinje på kandidatniveau inden for fermentering med uddannelse af 15-20 kandidater årligt med kompetencer skræddersyet industriens behov.
  • En ph.d.-uddannelse med årlig uddannelse af seks højt kvalificerede forskere
  • Et efteruddannelsesprogram bestående af kortere kurser, der muliggør hurtig og kontinuerlig opdatering af kompetencer i forhold til den nyeste udvikling inden for fermentering.

Dagnia Looms, Head of Strategic Awards i Novo Nordisk Fonden, siger: ”Fermentering er et af de områder, Danmark skal leve af i fremtiden. Bevillingen til etablering af den nye uddannelse skal bidrage til at sikre uddannelse, forskning og innovation af højeste kvalitet inden for fermentering i Danmark. Samtidig er uddannelsen med til at understøtte omstillingen fra en oliebaseret produktion af kemikalier til en mere bæredygtig bio-baseret produktion.”

Prorektor på DTU, Rasmus Larsen, siger: ”Styring af gæringsprocesser er en flaskehals i mange virksomheder inden for energi-, fødevarer- og medicinalproduktion. Derfor er det meget glædeligt, at vi nu får skabt et miljø, der uddanner højt kvalificerede kandidater til industrien, styrker bæredygtig produktion og styrker Danmarks førende position inden for bioteknologisk produktion.”.

Fermentering – eller gæringsbaseret produktion – blev brugt helt tilbage i oldtiden og vikingetiden til at lave bl.a. vin, øl og brød. Op gennem historien er teknologien videreudviklet og forfinet, og i dag bruges den i den kemiske og biofarmaceutiske produktion til fremstilling af bl.a. vaskepulver, lægemidler, vitaminer, føde- og drikkevarer samt en lang række andre produkter.

Med det nye uddannelsesinitiativ forventes fermenteringsbaseret produktion at kunne bidrage markant til en bæredygtig udvikling. De biobaserede teknologier reducerer den mængde energi, der er nødvendig i produktionen og har store perspektiver for biologisk rensning af f.eks. forurening, bedre udnyttelse af affald og udvikling af nye materialer.

I forbindelse med etablering af uddannelsesprogrammet oprettes fire nye akademiske stillinger, som skal styrke forskningen knyttet til uddannelserne og sikre, at der leveres undervisning på højeste internationale niveau.

Uddannelserne bliver til i et samarbejde på Danmarks Tekniske Universitet mellem de to institutter: DTU Bioengineering, DTU Kemiteknik og Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability og udvikles i tæt samarbejde med industrien.

Yderligere information

Rasmus Larsen, prorektor, professor, ph.d. , tlf.:  4525 1010,
[email protected]

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden
tlf.: 3067 4805, [email protected]