Ansøg om midler

Nyt forskningscenter vil fjerne CO2 fra atmosfæren og omdanne den til værdifulde råmaterialer

Med en bevilling på 630 mio. kr. støtter Novo Nordisk Fonden etableringen af verdens første tværfaglige forskningscenter, der skal udvikle viden og teknologi, som kan bruges til at indfange og genanvende CO2. Centret forankres ved Aarhus Universitet og vil samarbejde med industri og myndigheder om at finde nye løsninger, der kan nedbringe mængden af CO2 i atmosfæren.

Atmosfærisk CO2 er en af hovedårsagerne til de menneskeskabte klimaforandringer. Hvis man for alvor skal bremse de globale temperaturstigninger, er det ikke nok at reducere vores CO2-udledninger. Vi skal også trække CO2 ud af atmosfæren og genanvende den i produkter, der i dag er baseret på kulstof udvundet af fossile brændsler som eksempelvis olie og kul.

En række førende danske og internationale forskere samles nu i verdens første forskningscenter, der på tværs af faggrænser og sektorer arbejder henimod et fælles mål: At skabe løsninger, der gør det muligt at indfange, bearbejde og genanvende CO2 fra vores atmosfære og produktionsanlæg og anvende det som råstoffer i nye produkter.

Novo Nordisk Fonden bevilger 630 mio. kr. til etableringen af centret, som får navnet The Novo Nordisk Foundation CO2 Research Center. Centret bliver forankret ved Aarhus Universitet og består foruden værtsuniversitetet af seks satellitinstitutioner i USA, Norge, Tyskland, Holland og Danmark. Centret vil desuden samarbejde med en række industripartnere og andre internationale universiteter.

Intet forskningsfelt kan løse udfordringen alene
Centret skal skabe en interdisciplinær platform, der kombinerer forskellige fagområder som kemi, biovidenskab og systemanalyse. Denne forskning skal bane vej for skalérbare teknologier, som effektivt kan indfange og genbruge CO2. Hverken i Danmark eller internationalt findes der på nuværende tidspunkt  forskningscentre, der på samme måde arbejder målrettet henimod at løse en fælles problemstilling. Centret bliver således en absolut frontløber i kampen mod CO2 i atmosfæren.

”Det nye center samler ledende forskere, der på tværs af faglighed skal arbejde dedikeret henimod et fælles mål om at finde metoder, der kan reducere CO2 i vores atmosfære. Centrets forskning vil i høj grad være inspireret af samspil med relevante industripartnere. Dette samspil vil give os mulighed for hurtigst muligt at implementere nye teknologier i praksis, så de kan komme samfundet til gavn,” siger den kommende leder af centret, professor Alfred M. Spormann, der på nuværende tidspunkt er professor ved Stanford University, USA.

CO2 som erstatning for råolie, gas og kul
Et eksempel på en løsning, som centret vil undersøge, er muligheden for at producere forstadier til plastik lavet af vand, CO2 og elektroner. Det skal ske ved at bearbejde den indfangede CO2 med bakterier og elektrokemi, og løsningen vil give mulighed for at erstatte fossile ingredienser som råolie og kul i produktionen af plastik.

Et andet eksempel på en teknologi, som centret vil undersøge, er udviklingen af et produktionsanlæg, der bruger mikroorganismer til at omdanne CO2 til brændstof. Også i dette tilfælde vil CO2 kunne erstatte brugen af fossile brændsler som kul, olie og naturgas.

Med etableringen af centret bliver det muligt at accelerere udviklingen, så teknologiske løsninger, der lige nu ligner fjerne fremtidsscenarier, kan blive en realitet inden for få år.

”The Novo Nordisk Foundation CO2 Research Center vil blive en drivkraft i kampen mod den globale klimakrise. Vi er nødt til at handle hurtigt og udvikle løsninger, som kan hjælpe med ikke blot at nedbringe mængden af drivhusgasser i atmosfæren, men også omdanne den skadelige CO2 til værdifulde råmaterialer, der kan erstatte fossile brændstoffer og give os mulighed for at få negative CO2-udledninger,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden.

Om The Novo Nordisk Foundation CO2 Research Center
The Novo Nordisk Foundation CO2 Research Center skal arbejde tværfagligt ud fra en mission om at afbøde klimaforandringer ved at  udforske og udvikle innovative teknologier, der kan bruges til fangst, lagring og genanvendelse af CO2. Centret samarbejder også med industrien og relevante beslutningstagere for at sikre, at de løsninger, der bliver udviklet, er skalerbare og mulige at implementere, også i en dansk kontekst.

Forskningen i centret er bundet op på fire temaer:

  1. Fangst af CO2
  2. Kemisk bearbejdelse af CO2 til genanvendelse
  3. Biologisk bearbejdelse af CO2 til genanvendelse
  4. Systemanalyse

De fire temaer understøtter fra hver deres faglige vinkel centrets mission om at udforske og udvikle innovative teknologier, der kan bruges til fangst, lagring og genanvendelse af CO2. De tre første temaer fokuserer på at udvikle selve metoderne og teknologien til at indfange og genanvende CO2, mens det fjerde tema sørger for at binde centrets forskning og teknologiudvikling sammen med behovene i samfundet og levere indsigter, der kan bruges blandt andet som inspiration til lovgivningsarbejde.

Til en start vil centret fokusere på at indfange CO2 fra såkaldte punktkilder, som for eksempel kan være industrielle produktionsanlæg og kraftværker. For at undgå at understøtte udledningen af yderligere CO2 gennem fossile brændsler vil centret fokusere på opsamling fra punktkilder, der får strøm fra vedvarende energi. Centret vil også på længere sigt arbejde på at udvikle metoder til at indfange og bearbejde CO2 direkte fra atmosfæren. Her står forskerne foran en større udfordring, da metoderne inden for dette område ikke er lige så veludviklede.

Centret bliver forankret på Aarhus Universitet med seks satellitinstitutioner. De seks satellitinstitutioner er: Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Stanford University, University of Tromsø, University of Tübingen og Netherlands Organization for Applied Scientific Research. Dertil kommer samarbejde med en række industripartnere og andre nationale og internationale universiteter.

Novo Nordisk Fonden har givet en syvårig bevilling på i alt 630 mio. kroner til centret, der påbegynder arbejdet i efteråret 2021 og forventes at være operationelt i Aarhus fra januar 2022.

Yderligere information

Christian Mostrup, pressechef, Novo Nordisk Fonden, +45 3067 4805, [email protected]

Rasmus Rørbæk, pressekoordinator, Aarhus Universitet, +45 2037 4215, [email protected]