Ansøg om midler

Nyt Gæsteprofessorat Inden for Kunst Og Kunsthistorie Skal Tiltrække Topforskere Til Danmark

Danske kunst og kunsthistoriske forsknings- og uddannelsesinstitutioner får nu mulighed for at tilknytte en udenlandsk gæsteprofessor med økonomisk støtte fra Novo Nordisk Fonden.

Fonden etablerer ”Novo Nordisk Foundation Visiting Professorship in Art and Art History”, der får en årlig støtteramme på tre mio. kr. Der vil årligt blive udbudt op til to professorater. Professoraterne kan have en varighed på minimum tre måneder og maksimum 12 måneder, og det maksimale støttebeløb per professorat er 125.000 kr. per måned og derved maksimalt 1,5 mio. kr. for 12 måneder.

Gæsteprofessoren skal være en seniorforsker eller kunstner på professorniveau fra en internationalt anerkendt forskningsinstitution eller kunstakademi.

Formålet med professoratet er at skabe mulighed for at tilknytte væsentlige internationale kapaciteter inden for kunst og kunsthistorie til uddannelses- og forskningsinstitutioner i Danmark og derigennem tilføre de kunstneriske og kunsthistoriske forskningsmiljøer international erfaring og viden samt skabe udsyn og indblik i aktuelle strømninger i kunsten og kunsthistorien. Endvidere er formålet at bidrage til opbygning af internationale forskningsnetværk og samarbejder.

Niels-Henrik von Holstein-Rathlou, Head of Research and Innovation Grants i Novo Nordisk Fonden, siger: ”Vi forventer, at de nye gæsteprofessorater vil være til stor gavn for de danske kunsthistoriske og kunstneriske miljøer. De vil bidrage til, at det internationale faglige fællesskab bliver styrket, og det vil føre til endnu højere kvalitet i forskning og undervisning i kunst og kunsthistorie i Danmark.”

Gæsteprofessoraterne kan søges af universiteter og højere billedkunstneriske uddannelsesinstitutioner i Danmark, der har forskning og undervisning inden for kunsthistorie og billedkunst.

Med de nye professorater øger Novo Nordisk Fonden igen sin støtte til det kunstfaglige område. Sidste år oprettede fonden forskningsprogrammet ”Investigator Grant i Kunsthistorie” og udvidede samtidig antallet af ph.d.- og postdocstipendier, så den nu uddeler ni årlige stipendier inden for kunsthistorie og praksisbaseret kunstforskning. Med det nye gæsteprofessorat øger Novo Nordisk Fonden sin samlede støtteramme på området til 29 mio. kr. årligt.

Der åbnes for ansøgning om de første gæsteprofessorater via Novo Nordisk Fondens hjemmeside 15. november 2017.

YDERLIGERE INFORMATION

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden,
tlf.: 3067 4805, [email protected]