Ansøg om midler

Nyt globalt initiativ giver digital støtte til sundhedsfaglige i arbejdet med diabetesbehandling i lav- og mellemindkomstlande

World Diabetes Foundation har taget initiativet til ’Diabeteskompasset’, som Novo Nordisk A/S og Novo Nordisk Fonden støtter med en donation på 100 mio. kr. Diabeteskompasset skal hjælpe sundhedsarbejdere i lav- og mellemindkomstlande til at yde den rigtige diabetes-behandling og -pleje på det rette tidspunkt

Mere end 350 millioner mennesker i lav- og mellemindkomstlande lever med diabetes. 77% af dem får ikke den hjælp, de har brug for. Stigningen i antallet af personer, der lever med diabetes, lægger et enormt pres på sundhedsprofessionelle samt sundhedssystemerne de steder, hvor ressourcerne er knappe.

Med en rettidig diagnose og den rette behandling er diabetes typisk en sygdom, man godt kan håndtere. Men i lav- og mellemindkomstlande er der mange sundhedsprofessionelle, der ikke har de fornødne kompetencer og ressourcer til at forebygge, diagnosticere og behandle diabetes.

For at adressere dette presserende problem donerer Novo Nordisk A/S og Novo Nordisk Fonden i fællesskab 100 mio. kr. til World Diabetes Foundation for at kickstarte et nyt globalt initiativ: the Diabetes Compass – eller Diabeteskompasset.

Formålet med initiativet er at forbedre kvaliteten af sundhedsplejen i lav- og mellemindkomstlande ved at stille enkle, digitale ressourcer gratis til rådighed, der kan hjælpe sundhedsprofessionelle med at tackle de udfordringer, de står overfor i forbindelse med diabetesbehandling og -pleje.

Diabeteskompasset har en innovativ tilgang til at udvikle kompetenceniveauet blandt sundhedsfaglige, både i den primære sektor og i de mere borgernære funktioner, og håbet er, at det vil bidrage til at forbedre behandling og pleje for diabetespatienter i lav- og mellemindkomstlande. Ved hjælp af digital teknologi vil Diabeteskompasset kunne vurdere læringsbehovet blandt de sundhedsfaglige og hjælpe dem til at yde en pleje, som er tilpasset den enkelte patient. Og selvom Diabeteskompasset er et globalt initiativ, skal det udvikles og implementeres sammen med og for lokale partnere, så deres specifikke behov kan opfyldes. De digitale ressourcer og redskaber vil blive udviklet i samarbejde med brugerne, ud fra en forståelse af, hvordan deres virkelighed ser ud.

“Min egen datter fik diabetes. Jeg lagde mærke til, at hun ikke fik den rette behandling. Det fik mig til at ville lære mere om diabetes og om, hvordan jeg kan hjælpe mennesker med sygdommen. Jeg ville sætte stor pris på at have digitale værktøjer til diagnose, håndtering og opfølgning på vores patienter med diabetes, siger Doris Macharia, Senior Clinical Officer, Embu Level 5 Hospital – Diabetic Clinic, Kenya.

Opdagelsen af insulin i 1921 revolutionerede behandlingen af diabetes. I dag er det teknologien, der driver udviklingen inden for sundhedsvæsenet.

”Vores ambition med Diabeteskompasset er at give sundhedsprofessionelle let tilgængelige digitale redskaber som er relevante for deres daglige virke. Det er altafgørende, at vi udvikler dette til brugerne i de lokale miljøer og betragter de sundhedsfaglige som vores partnere frem for nogen, vi skal oplære. Vi er taknemmelige for donationen fra Novo Nordisk A/S og Novo Nordisk Fonden, og for muligheden for at kunne starte denne rejse mod at forbedre diabetesbehandlingen i lav- og mellemindkomstlande,” siger Leif Fenger Jensen, administrerende direktør i World Diabetes Foundation.

Diabeteskompasset vil anvende de seneste digitale løsninger til at finde nye måder at forbedre de sundhedsfagliges mulighed for at forebygge, diagnosticere og håndtere diabetes, i sidste ende med det mål, at mennesker med diabetes kan leve et rask liv uden komplikationer.

”Digitale løsninger kan gøre de sundhedsprofessionelle i frontlinjen bedre i stand til at matche patienter og ressourcer for at give den rigtige behandling på det rette tidspunkt. Vores støtte til Diabeteskompasset afspejler Novo Nordisk’s målsætning om at bekæmpe diabetes og forbedre adgangen til behandling,” udtaler Lars Fruergaard Jørgensen, administrerende direktør for Novo Nordisk A/S.

”Tre ud af fire personer med diabetes lever i lav- og mellemindkomstlande, hvor sundhedsarbejdere ofte mangler de nødvendige ressourcer for at kunne yde diabetespatienter den rette behandling. Med Diabeteskompasset og gennem lokale partnerskaber ønsker vi at stille praktiske og relevant digitale ressourcer til rådighed og derved styrke deres mulighed for at give den rigtige behandling på det rette tidspunkt,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, administrerende direktør for Novo Nordisk Fonden.

I opstartsfasen vil World Diabetes Foundation gå i dialog med partnere, sundhedsprofessionelle i frontlinjen samt personer med diabetes i lav- og mellemindkomstlande. Formålet med sådanne samtaler er at få afdækket de behov, Diabeteskompasset skal kunne adressere, ud fra en helhedsorienteret tilgang, samt opbygge lokale partnerskaber for implementeringen.

World Diabetes Foundation vil stå i spidsen for Diabeteskompasset, hvor projektet også forankres. Læs mere om Diabeteskompasset her.

Spørgsmål bedes rettet til:

Michael Calopietro
Head of Digital Health Solutions, World Diabetes Foundation
[email protected]
(+45) 30 77 65 39

Gwendolyn Carleton
Communication Manager, World Diabetes Foundation
[email protected] 
(+45) 30 79 43 09

Yderligere information

Christian Mostrup, pressechef, +45 3067 4805, [email protected]