Ansøg om midler

Nyt internationalt forskningscenter skal udvikle stamcellemedicin og skabe nye og bedre behandlingsformer

Novo Nordisk Fonden har bevilget op til 2,2 mia. kr. til oprettelsen af et internationalt forskningscenter, der skal bane vejen for nye og forbedrede behandlingsformer baseret på stamceller. Centeret etableres i samarbejde mellem Københavns Universitet, Murdoch Children’s Research Institute i Australien og Leiden University Medical Center i Holland.

Stamceller spiller en vigtig rolle i den menneskelige organisme og er afgørende for et sundt liv. De senere års landvindinger inden for stamcelleforskning har åbnet op for en dybere indsigt i sygdomsmekanismer samt at man ved hjælp af stamceller kan reparere beskadiget væv og dyrke nye celler til de fleste organer i menneskekroppen. Stamcellemedicin kan således bane vejen for nye behandlinger mod uhelbredelige sygdomme.

Dette er også visionen bag the Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Medicine (reNEW). Det nye center etableres i et partnerskab mellem Københavns Universitet, Murdoch Children’s Research Institute i Melbourne, Australien og Leiden University Medical Center i Holland – alle førende institutioner inden for stamcelleforskning. Centret finansieres af en bevilling fra Novo Nordisk Fonden på op til 2,2 mia. kr. over en 10-årig periode.

Professor Melissa Little fra Murdoch Children’s Research Institute i Australien er blevet udnævnt som direktør for reNEW partnerskabet og tiltræder samtidig en stilling som professor ved Københavns Universitet, hvor centrets styregruppe også får base.

”Jeg er begejstret for de nye muligheder, reNEW giver os,” siger Melissa Little. ”Ved at bygge videre på den ekspertise, de tre deltagende institutioner hver især besidder, vil centeret få adgang til den viden, som er nødvendig for at kunne omsætte videnskabelige opdagelser til udviklingen af ny stamcellemedicin.”

Mads Krogsgaard Thomsen, administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden, tilføjer: ”Stamcellemedicin kan virkelig blive en game changer i forhold til at takle nogle af de største sundhedsproblemer, verden står overfor i dag. Med centeret ønsker Novo Nordisk Fonden både at fremme stamcellebaseret forskning og internationalt samarbejde, men også at styrke vejen fra videnskabelig opdagelse og til udviklingen af nye løsninger, uanset om det er i form af ny innovativ medicinsk teknologi eller nye behandlinger til gavn for patienterne.”

Stort potentiale for behandlingen af mange sygdomme
For at omsætte den videnskabelige grundforskning til nye løsninger inden for patientbehandling og sygdomshelbredelse arbejdes der under reNEW inden for tre klinisk relevante forskningstemaer:

    • Under reBUILD-temaet vil centeret fokusere på at bruge stamceller til at regenerere eller genskabe beskadiget eller ødelagt væv. Forskningsprojekter inkluderer stamcellebaserede behandlinger af Parkinsons, medfødt hjertesygdom, diabetes, ulcerøs colitis og kronisk nyresygdom.
    • Under reSOLVE-temaet vil centret screene for potentielle lægemiddelkandidater ved hjælp af stamcellebaserede modeller af humant væv. Dette har et stort i potentiale i forhold til at kunne reducere omkostningerne ved udvikling af nye lægemidler.
    • Under reWRITE-temaet vil centret anvende en kombination af geneditering og stamcelleteknologi til at udvikle nye behandlingsstrategier for genetisk arvelige sygdomme. Disse omfatter immundefekt-sygdomme og progressive medfødte muskellidelser.

Et fjerde tema, PREPARE, vil adressere eksisterende barrierer på området og fokusere på relevante samfundsmæssige, etiske og lovgivningsmæssige aspekter omkring udrulningen af nye stamcellebaserede behandlingsformer.

Forskerne på de tre institutioner vil samarbejde på tværs af alle centerets temaer for at skabe nye behandlingsmuligheder for patienter med uhelbredelige sygdomme. Der vil være udvekslingsprogrammer og fælles teknologiplatforme, ligesom der vil være fokus på at uddanne nye generationer af forskere inden for translationel stamcellemedicin.

Translationelt fokus
Københavns Universitet har med sit nuværende stamcellecenter DanStem, som også er finansieret af Novo Nordisk Fonden, udviklet sig til at være et vigtigt europæisk center for stamcelleforskning. I det nye samarbejde under reNEW udbygges denne position samtidig med, at arbejdet med at oversætte de videnskabelige fund til medicin styrkes.

Prorektor ved Københavns Universitet David Dreyer Lassen ser frem til de perspektiver, som det nye Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Medicine åbner op for: ”Jeg er glad for, at Københavns Universitet skal være vært for den administrative og koordinerende del og være en ledende partner i dette samarbejde med fokus på at oversætte grundforskning i topklasse til stamcelle-baserede behandlinger. Vi bygger videre på mange års excellent stamcelleforskning på KU. Målet er nu at komme tættere på egentlige behandlinger.”

Forskningsekspertise samles
I Leiden blev knoglemarv i 1968 for første gang nogensinde i Europa transplanteret til et barn. Siden da har Leiden University Medical Center været førende i Europa inden for medicinsk innovation og cellebaserede behandlinger til patienter. ”Med reNEW-initiativet skabes der en kritisk masse af fremragende forskere, et uddannelsesmæssigt fundament, et dokumenteret translationelt potentiale og en banebrydende infrastruktur, som er grundlaget for at der kan gøres store fremskridt inden for dette nye medicinske område,” siger professor Pancras Hogendoorn, dekan og medlem af bestyrelsen for Leiden University Medical Center.

Murdoch Children’s Research Institute er en af verdens førende kapaciteter inden for forskning i børnesundhed med særlig fokus på stamcellemedicin. Således har instituttet state-of-the-art faciliteter inden for stamcelleafledning, genredigering, sygdomsmodellering og screening af lægemidler.

”Vi er yderst begejstrede for at være en del af dette internationale samarbejde, som vil bidrage til at udvikle stamcellebaseret medicin og i sidste ende bane vejen for effektive og målrettede behandlinger til børn og voksne med uhelbredelig sygdom,” siger Kathryn North, professor og direktør for Murdoch Children’s Research Institute.

Forskningsaktiviteterne i Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Medicine begynder i januar 2022.

Yderligere information

Nils Eskestad, Senior Communications Manager, +45 3023 2904, [email protected]