Ansøg om midler

Nyt program skal bygge bro mellem universiteter, hospitaler og medicinalindustrien

Novo Nordisk Fonden har givet en bevilling på 46 mio. kr. til Københavns Universitet til etablering af et nyt, ambitiøst forsknings- og uddannelsesprogram med navnet BRIDGE – Translational Excellence Programme. Programmet lanceres af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet i efteråret 2018.

Formålet med programmet er at bygge bro mellem biomedicinsk grundforskning, klinisk praksis og medicinalindustrien ved at træne og undervise unge forskere i tværfaglige forsknings- og samarbejdsdiscipliner.

”Der er behov for forskere, som forstår alle aspekter af translationel forskning, og som kan understøtte en idé hele vejen fra grundforskning til anvendelse i klinikken – og bringe information med tilbage til grundforskningen. Disse forskere er fortrolige med avanceret teknologi, i stand til at interagere med grundforskere og kliniske forskere og formår at stille de spørgsmål, der fører til reelle fremskridt. Behovet i industrien, universitetsverdenen og på hospitalerne er enormt, og med den nye BRIDGE-uddannelse tager Novo Nordisk Fonden et skridt på vejen til at opfylde det behov,” siger Dagnia Looms, Head of Strategic Awards hos Novo Nordisk Fonden.

Stipendiater i programmet ansættes i en toårig stilling, hvor de skal bruge 80 procent af deres tid på individuelle forskningsprojekter inden for translationel medicin. De sidste 20 pct. omfatter et intensivt translationelt uddannelsesforløb. Forløbet inkluderer i alt 13 kurser og seminarer, som giver deltagerne redskaber og teknologier inden for den grundlæggende del af den translationelle proces, -omics og big data, udvikling af lægemidler, kontrolforskrifter, etiske retningslinjer for indledende studier på mennesker, og som træner deltagernes samarbejds-, ledelses- og kommunikationsevner.

Læs mere i pressemeddelelsen fra Københavns Universitet her.