menu
https://novonordiskfonden.dk/da/nyheder/planteforsker-faar-otte-mio-kr-til-at-goere-afgroeder-bedre/

Planteforsker får otte mio. kr. til at gøre afgrøder bedre

Planteforsker får otte mio. kr. til at gøre afgrøder bedre

10 jun 2021

I tusinder af år har landmænd forsøgt at øge udbyttet på deres marker. Det har de meget simpelt gjort ved at udvælge de mest udbyttegivende planter og arbejdede videre med dem.

Teknologien og især genteknologien har dog de seneste år åbnet op for helt nye måder at udvikle afgrødeplanter, som er mere robuste og samtidig giver et større udbytte, end det er muligt ved traditionel planteforædling.

Netop forståelsen af de genetiske faktorer bag afgrødeplanters udbytte mm. er et felt i rivende udvikling, og for at støtte den udvikling har adjunkt Guillaume Ramstein fra Aarhus Universitet modtaget en Emerging Investigator-bevilling på otte mio. kr. fra Novo Nordisk Fondens ambitiøse Research Leader Programme.

Forskningsprojektet er fireårigt, og i den periode vil Guillaume Ramstein forsøge at komme et spadestik dybere i forståelsen af, hvordan individuelle gener kommer til udtryk i planters fysiske egenskaber.

”Min forskningsinteresse handler om at forstå geners indvirkning på planters fysiske træk, herunder modtandsdygtighed og udbytte. Når vi i dag skal kigge på disse påvirkninger, kigger vi på store blokke af arvemateriale eller udfører komplicerede genetiske eksperimenter. Det har sine begrænsninger og er omkostningstungt, men der findes andre statistiske metoder til at skabe større opløsning i den genetiske data, og det er det, som jeg skal skabe over de næste fire år,” fortæller Guillaume Ramstein.

Bevilling kan kickstarte forskningskarriere
Guillaumes Ramstein forklarer, at det i Danmark kan være svært at få bevillinger til store forskningsprojekter inden for basalforskning i plantegenetik.

Derfor er han også glad for, at han med bevillingen fra Novo Nordisk Fonden nu har fået ro på bagsmækken og ikke skal søge om midler til det ene projekt efter det andet, men kan udstikke en fremadskuende forskningsplan.

Denne forskningsplan kan på den lange bane også have direkte indflydelse på nogle af de afgrødeplanter, som er særligt vigtige i Danmark, herunder hvede, byg og rug.

”Jeg er meget lettet, fordi det betyder, at jeg nu har mulighed for at undersøge nogle meget vigtige spørgsmål inden for mit felt og efterfølgende sætte dem i en anvendelseskontekst. Det er den perfekte mulighed for mig i forhold til at starte min karriere,” siger Guillaume Ramstein.

Vil kigge på bevarede gener på tværs af plantearter
Den forskning, som Guillaume Ramstein skal bedrive over de næste fire år, kan inddeles i to hovedområder.

For det første vil han benytte avanceret statistik til at kigge på genetik på tværs af forskellige græsvarianter, herunder hvede, ris og majs.

Ved at identificere de gener, som er stærkt konserveret på tværs af arter, kan forskeren komme tætte på at forstå, hvorfor generne er vigtige, og hvad deres funktion er.

”Planternes bevarede gener kan vi benytte til at blive klogere på, hvad den basale mekanisme for det enkelte gen er, og hvorfor genet er bevaret. Denne del af forskningen involverer tung dataanalyse og modellering,” forklarer Guillaume Ramstein.

Opdagelser skal gøres praktisk anvendelige
Den anden del af forskningsprojektet drejer sig om at overføre erfaringen fra dataanalyserne til den virkelige verden. Her skal Guillaume Ramstein validere de digitale fund ved at genmanipulere faktiske planter for at underbygge, at de givne gener har den formodede betydning for planternes fysiske fremtoning.

Denne del af forskningen bringer resultaterne tættere på noget, der kan få en praktisk anvendelse.

Kan forskerne både analysere, hvilke gener der har betydning for en plantes robusthed, størrelse eller udbytte, og kan de screene efter samme gener i afgrødeplanter, kan de på et meget tidligt tidspunkt i planteforædlingen afgøre, hvilke planter der er værd at gå videre med med henblik på at bruge dem på markerne, og hvilke man allerede tidligt kan kassere.

”Fordi vi gør det på tværs af plantearter, kan vi bedre forudse, hvilke gener der vil være relevante i en lang række afgrødeplanter. Forskningen kan på den måde blive en del af det videnskabelige fundament, som fremtidens planteforædlere kommer til at står på,” siger Guillaume Ramstein.

143 forskere har modtaget en bevilling
Bevillingen til Guillaume Ramstein er en del af Novo Nordisk Fondens Research Leader Programme.

Fonden har netop uddelt 370 mio. kr. gennem programmet til forskning inden for blandt andet sundhed, sygdom og bæredygtighed. Bevillingerne er på op til 10 mio. kr. og går til forskere på tre forskellige trin i deres karrierer.

38 forskere har i år modtaget en bevilling:

  • 18 forskere i kategorien Emerging Investigator har fået bevillinger til at etablere egne forskningsgrupper.
  • 14 forskere i kategorien Ascending Investigator har modtaget bevillinger til at styrke deres forskningsgrupper og forskningsprofiler.
  • 6 forskere i kategorien Distinguished Investigator har modtaget bevillinger til at fortsætte forskning på et i forvejen højt internationalt niveau.

Bevillingerne er femårige, og siden 2018 har 143 forskere modtaget en bevilling.

Du kan læse mere om Novo Nordisk Foundation Research Leader Programme her.

Yderligere information

Christian Mostrup, pressechef, +45 3067 4805, cims@novo.dk