Ansøg om midler

Pris hylder Danmarks dygtige naturvidenskabelige gymnasielærere – indstil din kandidat til prisen

En science-festival med Harry Potter-kemishow, krabbekravl og DNA-bod. Og en ny undervisningsstil under navnet ’Klare Mål’, der giver eleverne teknikker til, hvordan de skal gribe naturvidenskabelige problemstillinger an, eksempelvis forklare en teori eller forstå et forsøg. Det er nogle af de nytænkende initiativer, som det seneste års modtagere af Novo Nordisk Fondens Naturvidenskabelige Gymnasielærerpris står bag.

Nu begynder processen for at finde modtagerne af prisen i 2020. Novo Nordisk Fonden har åbnet for indstillinger af kandidater til prisen, der er målrettet undervisere i fysik, kemi, biologi, naturgeografi, bioteknologi, geovidenskab, astronomi, teknologi, teknikfag og matematik på ungdomsuddannelserne.

Prisen er på 250.000 kr. – heraf er 50.000 en personlig hæderspris, mens 200.000 kr. er til skolen til udvikling af den naturfaglige undervisning. Der uddeles en pris både Øst og Vest for Storebælt.

”Formålet med priserne er at fejre og anerkende de mange engagerede og dygtige gymnasielærere, som er helt afgørende for unges interesse og læring i naturvidenskab”,” siger Berith Bjørnholm, leder af Education & Outreach i Novo Nordisk Fonden. ”Desuden ønsker vi, at synliggøre den inspirerende og forskelligartede naturvidenskabelige undervisning på højt fagligt niveau, som foregår rundt omkring på landets gymnasier”, fortsætter hun.

Sådan indstiller du en kandidat
Unge, forældre, kollegaer og rektorer kan foreslå en lærer eller et team på op til tre gymnasielærere til at modtage prisen. Indstilling skal ske via den pågældende rektor ved indsendelse af skema til Novo Nordisk Fonden via fondens hjemmeside. Tildeling af priserne besluttes efter evaluering af en komite nedsat af Novo Nordisk Fonden.

Der er deadline for indstillinger den 6. december 2019.

Få inspiration og læs mere
Se film om de seneste prismodtagere og læs mere om prisen her.

Yderligere information

Charlotte Drusebjerg, administrator, tlf.: 3527 6565, [email protected]

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, [email protected]