Ansøg om midler

Pris til iderig og engagerende underviser af fremtidens skolelærere

Karen Seierøe Barfod fra VIA University College i Nørre Nissum modtager Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsunderviser på Læreruddannelsen 2022.

Når næste generation af naturfagslærere forlader VIA University College i Nørre Nissum, gør de det med en stor rygsæk fyldt med ideer til, hvordan man kan gøre undervisning i naturfag i de danske skoler interessant og relevant for eleverne.

En stor del af den rygsæk er blevet fyldt af naturfagsunderviser Karen Seierøe Barfod, der i sin undervisning af næste generation af lærere gør det efter tanken om, at naturvidenskab aldrig er kedeligt, men i stedet er en forklaringsverden og en naturfaglig dannelse.

Denne naturfaglige dannelse går i lige linje fra Karen Seierøre Barfod til de studerende på VIA University College i Nørre Nissum og videre til eleverne på de danske skoler.

For den fornemme indsats modtager Karen Seierøe Barfod nu Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsunderviser på Læreruddannelsen 2022. Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats med at uddanne og kvalificere landets fremtidige naturfaglige grundskolelærere.

»Jeg er ydmyg, men også meget beæret over at modtage prisen. Det forpligter også i forhold til mit arbejde fremadrettet. Jeg synes, at jeg har et af de allervigtigste former for arbejde, nemlig at være med til at understøtte udviklingen af nogle fagligt engagerede og interesserede naturfagsundervisere,« siger Karen Seierøe Barfod.

Naturvidenskaben skal være en glæde
Karen Seierøe Barfod benytter forskellige tilgange i sin undervisning af de lærerstuderende. Hun kortlægger, hvad de studerende skal lære fagligt og didaktisk og udstikker derefter en retning for, hvad der skal til for at nå det mål. Det kan meget vel være, at undervisningen skal foregå udendørs eller med inspiration fra andre fagfolk.

En stor del af tilgangen til undervisningen beror også på eksemplets magt. Det vil sige, at Karen Seierøe Barfod ikke er bleg for at invitere en jæger ind i naturfagsundervisningen eller lave en dramatisering over blodkredsløbet.

»Forståelse af naturvidenskaben må ikke komme mellem den studerende og oplevelsen. Man kan sagtens glædes ved at se, at et egetræ springer ud, samtidig med at man ved, hvordan og hvorfor det sker. Det er naturfaglig dannelse, og det er dejligt at få lov til at arbejde med,« siger Karen Seierøe Barfod.

Med prisen fra Novo Nordisk Fonden følger 250.000 kr., hvoraf 50.000 kr. er en personlig pris, mens 200.000 tilfalder VIA University College i Nørre Nissum.

Karen Seierøe Barfod har allerede en idé til, hvordan de penge skal bruges. Blandt andet ser hun gerne, at noget af beløbet kan bruges til at få uddybet den sø, som er i tilknytning til uddannelsesstedet, og få repareret broen ud i den, så hun sammen med de studerende kan lave ferskvandsundersøgelser.

»Og så vil det være skønt med en gennemgang af vores samlinger, blandt andet vores samling af udstoppede dyr, som vi anvender meget i undervisningen,« siger Karen Seierøe Barfod.

Arbejder i spændingsfeltet mellem teori og praksis
Karen Seierøe Barfod blev indstillet til prisen af uddannelsesleder Majbritt Breum Nielsen, og hun er svært begejstret for at have så kompetent og professionel en underviser på uddannelsesinstitutionen.

Majbritt Breum Nielsen fortæller blandt andet, at de studerende med Karen Seierøe Barfod bliver mødt i spændingsfeltet mellem teori og praksis, og at det er en vigtig forudsætning for, at eleverne kan give skoleelever den bedst mulige naturfagsundervisning.

»Karen er et livstykke af dimensioner, og vi oplever, at når de studerende først er blevet undervist af Karen, så søger de resten af deres uddannelsestid efter flere muligheder for at opleve hendes undervisning,« siger Majbritt Breum Nielsen.

Om Novo Nordisk Fondens pris til Naturfagsundervisere på Læreruddannelsen

Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsundervisere på Læreruddannelsen er målrettet engagerede og dygtige undervisere på læreruddannelsen, som underviser i undervisningsfagene natur/teknologi, fysik/kemi, biologi, geografi og matematik. Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats med at uddanne og kvalificere landets fremtidige naturfaglige grundskolelærere.

Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsundervisere på Læreruddannelsen uddeles årligt. Hver pris består af en sum på 250.000 kr., hvor 50.000 kr. er en personlig pris, mens 200.000 kr. går til professionshøjskolen. Hvis prisen gives til et team, modtager prismodtagerne hver 25.000 kr. Andelen, som tilfalder professionshøjskolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning, eksempelvis til indkøb af eksperimentelt udstyr, opgradering af lokaler/inventar eller udviklingsprojekter. Prisen uddeles til en underviser efter indstilling fra dennes uddannelsesleder, rektor eller dekan.

Læs mere om prisen her.

Yderligere information:

Charlotte Druseberg, Grant Manager, Novo Nordisk Fonden, tlf. 3527 6565
Christian Mostrup, pressechef, Novo Nordisk Fonden, tlf. 30674805.