Ansøg om midler

Prismodtagers forskning har ført til udviklingen af livsændrende behandlinger for mennesker med diabetes

Professor Daniel J. Drucker, University of Toronto, modtager EASD–Novo Nordisk Foundation Diabetes Prize for Excellence 2019 for sin ekstraordinære forskningsindsats omkring tarmhormoner, der har ført til banebrydende opdagelser og udvikling af livsændrende behandlinger. Prisen er på 6 mio. kr.

For 30 år siden havde kun et fåtal af forskere fokus på tarmhormoner, men i dag betragter mange disse hormoner som byggesten til udvikling af nye behandlinger, der kan tackle de globale fedme- og diabetesepidemier.

Daniel J. Drucker fra University of Toronto har i 35 år forsket i hormoners molekylære mekanismer og fysiologiske funktioner. Hans forskning har afsløret hormonernes biologiske effekter og ført til adskillige grundlæggende opdagelser og udvikling af livsændrende behandlinger.

”Da vi begyndte for 35 år siden, var kun ganske få forskere interesseret i tarmhormoner. Vi kunne ikke have forestillet os, at denne viden ville blive omsat til en række nye terapier, der i dag hjælper millioner af mennesker med alvorlige stofskiftesygdomme,” siger Daniel J. Drucker, professor i Medicin ved University of Toronto og Senior Scientist ved Lunenfeld-Tanenbaum Research Institute på Mount Sinai Hospital i Toronto, Canada.

For sin ekstraordinære indsats modtager Daniel J. Drucker EASD–Novo Nordisk Foundation Diabetes Prize for Excellence 2019. Prisen, der er på 6 mio. kr., uddeles for at anerkende et fremragende forskningsmæssigt eller teknologisk bidrag, der øger vores viden om diabetes, dens sygdomsmekanismer eller dens komplikationer.

”Jeg er henrykt og meget beæret over at modtage EASD–Novo Nordisk Foundation Diabetes Prize for Excellence 2019. Det er en fantastisk anerkendelse af de løbende videnskabelige bidrag fra min forskergruppe, og fremadrettet vil den få stor betydning for os i vor søgen efter nye mekanismer og mulighederne for at koble effekterne af tarmhormoner til behandlingen af stofskiftesygdomme,” siger Daniel J. Drucker.

EASD-formand: på alle mulige måder en værdig prismodtager
Prisen uddeles i et samarbejde mellem European Association for the Study of Diabetes (EASD) og Novo Nordisk Fonden, en uafhængig dansk erhvervsdrivende fond.

David R. Matthews, professor og formand for EASD, siger: ”Daniel J. Drucker er alment anerkendt for sin fremragende indsats omkring glukagon-lignende peptiders fysiologi og farmakologi og deres anvendelse til gavn for patienter. Hans opdagelser har ført til adskillige nye terapier, som har haft en bemærkelsesværdig global indvirkning på håndtering af mennesker med diabetes og fedme. Daniel J. Drucker er på alle måder en meget værdig og velfortjent modtager af EASD–Novo Nordisk Foundation Diabetes Prize for Excellence 2019.”

Birgitte Nauntofte, administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden, siger: ”Formålet med denne store pris er at anerkende fremragende bidrag inden for diabetesforskningen. Daniel J. Drucker er en førende ekspert inden for sit felt, og jeg vil gerne lykønske ham med prisen og hans ekstraordinære indsats, som har haft en stor indflydelse på udviklingen inden for diabetesforskning og har forbedret livskvaliteten hos mennesker med diabetes.

En pionér
I midt-1980’erne var Daniel J. Drucker én af de pionérer, der genopvakte interessen for tarmhormonernes funktion, primært glukagonlignende peptid-1 (GLP-1). I dag er de to vigtige inkretiner, GLP-1 og gastrisk inhibitorisk polypeptid (GIP), blevet afgørende for at udvikle nye behandlinger til diabetes, hjerte-kar-sygdomme og fedme. Hans opdagelser, hvori han beskrev GLP-1’s virkemåde i hjerte-kar-systemet, var grundlaget for efterfølgende kliniske forsøg, som påviste en reduceret risiko for hjerteanfald, slagtilfælde, hjerte-kar-dødelighed og dødelighed af alle årsager.

Senere opdagede han, at GLP-2, GLP-1’s søstertarmhormon, muligvis kunne udvikles til effektivt at behandle korttarmssyndrom – en lidelse forårsaget af mangel på funktionsdygtig tyndtarm. Mennesker med dette syndrom lider af konstant diarré, underernæring og vægttab, og nogle har endda fedtlever, hvilket måske kræver en transplantation. Gennem behandling med GLP-2 blev deres fedtlever forbedret, og nogle patienter kunne endda føre et helt normalt liv uden behov for intravenøs ernæring.

Daniel J. Drucker har viet sin karriere til at omsætte sine fund til behandlinger, der kan hjælpe mennesker, og han har i de senere år helliget sig jagten på nye og bedre terapier og på at forstå, hvordan peptidhormoner fungerer helt ned i detaljen.

”Jeg er sikker på, at peptidterapiers enorme potentiale fremover yderligere vil blive realiseret og hjælpe mennesker med hjerte-kar-sygdomme og leversygdomme – og måske endda individer med degenerative sygdomme som Parkinsons sygdom og Alzheimers sygdom,” siger Daniel J. Drucker.

Prisen vil officielt blive overrakt den 18. september ved en højtidelighed på det 55. årsmøde for EASD i Barcelona, Spanien.

Om Daniel J. Drucker
Født i 1956
1996– : Professor i medicin, Department of Medicine, University of Toronto og Senior Scientist, Lunenfeld-Tanenbaum Research Institute, Mount Sinai Hospital, Toronto
1987–1991 : Assistant Professor, 1991–1996 Associate Professor, University of Toronto
1980–1987 : Medical resident, Johns Hopkins Hospital og University of Toronto, og postdoc, Massachusetts General Hospital og Harvard Medical School
1980 : MD fra University of Toronto

Udvalgte priser og anerkendelser
2015 : Fellow of the Royal Society of London
2014 : Banting Medal for Scientific Achievement fra the American Diabetes Association
2009 : Clinical Investigator Award fra the Endocrine Society, Washington, DC

Daniel J. Druckers 350 publikationer er blevet citeret mere end 60.000 gange.

Om prisen
EASD–Novo Nordisk Foundation Diabetes Prize for Excellence tildeles en internationalt anerkendt forsker, der har ydet signifikante bidrag til diabetesforskningen.

Med prisen følger et beløb på 6 mio. kr., hvoraf 1 mio. kr. er en personlig hæderspris, mens de resterende 5 mio. kr. er et rådighedsbeløb til forskning.

Prisen overrækkes i samarbejde mellem European Association for the Study of Diabetes (EASD) og Novo Nordisk Fonden. Prismodtageren udvælges af et særligt bedømmelsesudvalg nedsat af EASD, mens Novo Nordisk Fonden donerer pengebeløbet.

Prismodtagerens forskning kan have fokus på forebyggelse, behandling og/eller fysiologisk-biokemisk grundforskning. Forskningen kan også være klinisk orienteret. Prisen kan endvidere uddeles for ”årtiets opdagelse” inden for diabetesforskning.

Om EASD
European Association for the Study of Diabetes (EASD) er en medlemsbaseret, almennyttig, akademisk forening med flere end 4.000 medlemmer fra mere end 110 lande. Den blev grundlagt i 1965 og har sit hovedkvarter i Düsseldorf i Tyskland. Dens formål er at tilskynde og støtte forskning inden for diabetes samt hurtig udbredelse af den nyeste viden og implementering af denne.

EASD’s årsmøde er én af de største diabetesrelaterede konferencer i verden, med flere end 15.000 deltagere fra over 130 lande. EASD spiller også en aktiv rolle inden for postgraduat uddannelse og organiserer talrige kurser hvert år, både i og uden for Europa. Siden 1972 har EASD uddannet mere end 30.000 sundhedsprofessionelle gennem postgraduate kurser og online uddannelsesaktiviteter.

I år 2000 grundlagde EASD European Foundation for the Study of Diabetes (EFSD) for yderligere at understøtte diabetesforskningen i Europa. Siden dens dannelse har EFSD stillet mere end €100 mio. til rådighed for diabetesforskningen i Europa gennem forskellige typer bevillinger.

EASD udgiver Diabetologia – et større månedligt internationalt diabetestidsskrift.

Yderligere information: www.easd.org.

For yderligere information

Daniel J. Drucker: Barbara McCully, Vice President, Corporate Communications, Sinai Health System, Toronto, Canada, tlf.: +1-416-586-4800 extension 8587, mobil: +1-647-881-0148, [email protected]

EASD Press Team: [email protected]

Novo Nordisk Fonden: Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, [email protected]