Ansøg om midler

Spildevand Fra 100 Lande Skal Bidrage Til at Begrænse Antibiotika-resistens

Se video om Novo Nordisk Foundation Challenge Programme.

Se videon her.

Antibiotikaresistens er en af de største sundhedsmæssige trusler, menneskeheden står over for. Et nyt ambitiøst forskningsprojekt, ledet af den danske topforsker Frank Aarestrup, vil derfor indsamle og analysere ikke-renset spildevand fra flere end 100 byer i hele verden med det formål at øge viden om global forekomst og overførsel af resistens. Derigennem håber forskergruppen at kunne danne basis for nye procedurer og metoder til at begrænse forekomsten af resistens på verdensplan og optimere anvendelse af de mest effektive antibiotika.

”Vi håber at kunne vise, at det er muligt at overvåge forekomsten af resistens i op mod halvdelen af jordens befolkning. Sådan et overvågningsprogram vil skabe en meget bedre forståelse for forekomst og spredning af resistens samt hvilke forholdsregler, de enkelte lande skal tage,” siger Frank Aarestrup, professor ved Fødevareinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Projektet er ét af fem, som hver netop har modtaget 60 mio. kr. i Novo Nordisk Fondens Challenge Programme, der har til formål at fremme verdensklasseforskning.

To af de øvrige projekter beskæftiger sig ligeledes med antibiotikaresistens, mens to beskæftiger sig med udvikling af bedre lægemidler.

Peter Eigil Nielsen, professor ved Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Københavns Universitet, har modtaget støtte til et projekt, hvor visionen er at etablere en videns- og teknologiplatform til ny antibiotikaudvikling, som løbende vil kunne holde trit med resistensudviklingen og derved komplementere og understøtte brugen af eksisterende antibiotika, mens Tilmann Weber, seniorforsker, Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability, DTU, har modtaget støtte til et projekt, der vil anvende innovative screeningteknologier til at identificere nye potentielle antibiotika og de gener, der koder deres biosyntese.

Inden for forskning, der kan understøtte udvikling af bedre lægemidler, har henholdsvis Hanne Mørck Nielsen, professor, Institut for Farmaci, Københavns Universitet, og Thomas Lars Andresen, professor ved Institut for Mikro- og Nanoteknologi, DTU, modtaget støtte til projekter, der fokuserer på udvikling af ny viden om og metoder til optag af lægemidler gennem tarmen. Herved vil lægemidler, der i dag gives til patienter som injektioner via kanyler, kunne gives som tabletter eller kapsler og derved mindske bl.a. ubehag og infektionsrisiko.

For alle projekterne gælder, at de udføres sammen med en række danske og internationale samarbejdspartnere.

Challenge Program er Novo Nordisk Fondens største faste støtteprogram. Fonden uddeler årligt op til 360 mio. kr. fordelt på op til seks bevillinger af hver 60 mio. kr. over seks år. Programmet har skiftende temaer fra år til år.

”Med Challenge Programme sigter Novo Nordisk Fonden efter at understøtte og fremme verdensklasseforskning, der er fokuserer på at finde svar på nutidige udfordringer inden for global teknologi eller sundhed,” siger Niels-Henrik von Holstein-Rathlou, leder af Research and Innovation Grants i Novo Nordisk Fonden.

MERE OM DE ENKELTE FORSKNINGSPROJEKTER:

Global overvågning af antibiotikaresistens

For effektivt at kunne begrænse forekomsten af resistens og anvende den bedste antibiotika er det nødvendigt med et løbende opdateret overblik over forekomsten og spredningen af forskellige former for resistens i hele verden. For at øge denne viden, vil projektet indsamle og analyse spildevand fra byer over hele verden og gøre analyseresultaterne tilgængelige for alle, inklusive myndigheder, forskere og borgere. Projektet vil bruge totalsekventering – en teknik, som afdækker bakteriers totale DNA-profil – hvilket gør det muligt på én gang at analysere for forekomst af alle kendte gener, der giver antibiotikaresistens.

Bevillingsmodtager: Frank Aarestrup, professor, Fødevareinstituttet, DTU.

Medansøgere:

Thomas Sicheritz-Ponten, professor, Center for Biological Sequence Analysis, Institut for Bio- og Sundhedsinformatik, DTU.

Ole Lund, professor, Center for Biological Sequence Analysis, Institut for Bio- og Sundhedsinformatik, DTU.

Mark Woolhouse, professor, Infectious Disease Epidemiology, University of Edinburgh, Storbritannien.

 

Videns- og teknologiplatform til ny antibiotikaudvikling

Projektet søger ved brug af nye strategier til udvikling af specifikke antibiotika at imødegå den alvorlige og stigende sygdomstrussel, som udgøres af infektioner med multiresistente bakterier. Specifikt vil projektet udnytte og udforske peptiders evne til at gennemtrænge bakteriers cellevæg og -membran, idet sådanne peptider bl.a. muliggør udvikling af genetisk målrettede antibiotika.

”Visionen er at etablere en videns- og teknologiplatform til ny antibiotikaudvikling, som løbende vil kunne holde trit med resistensudviklingen, og derved komplementere og understøtte brugen af eksisterende antibiotika,” siger Peter Eigil Nielsen.

Bevillingsmodtager: Peter Eigil Nielsen, professor, Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Københavns Universitet.

Medansøgere:

Anders Løbner-Olesen, professor, Functional Genomics, Biologisk Institut, Københavns Universitet.

Anette Hammerum, seniorforsker, Statens Serum Institut.

Henrik Franzyk, lektor, Natural Products and Peptides, Institut for Lægemiddelskab og Farmakologi, Københavns Universitet.

 

Produktion af antibiotika via cellefabrikker

Antibiotikaresistens spreder sig, og vi har desperat behov for nye antibiotika til at bekæmpe infektioner. Projektgruppen vil anvende innovative screeningteknologier til at identificere nye potentielle antibiotika og de gener, der koder for deres biosyntese. Ved brug af disse data vil bakterier blive brugt som såkaldte cellefabrikker, der producerer antibiotika i store mængder. Projektet vil identificere tusindvis af ukendte gener, der er involveret i syntesen af antibiotika, samt udvikle nye biosyntetiske produktionsveje. Vigtigst af alt vil projektet finde molekyler, der potentielt kan videreudvikles til antibiotika.

”Vores nuværende antibiotika bliver hurtigt ineffektive og efterlader patienter med risiko for at dø af selv simple infektioner. Vi har brug for at finde nye antibiotika nu – og vi har brug for at optimere de måder, vi kan finde dem på,” siger Tilmann Weber.

Bevillingsmodtager:
Tilmann Weber, seniorforsker, Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability, DTU.

Medansøgere:

Sang Yup Lee, professor, Korea Advanced Institute for Science and Technology (KAIST), Daejeon, Sydkorea, og Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability, DTU.

Bernhard Palsson, professor, Dept. of Bioenginering, University of California, USA, og CEO, Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability, DTU.

Olga Genilloud, Scientific Director, Fundación Medina, Granada, Spanien.

 

Ny viden om transport af lægemidler gennem kroppen

Mange livstruende sygdomme bliver kontrolleret effektivt ved injektion af peptid- og proteinbaserede lægemidler; såkaldte biofarmaceutika. Hvis disse lægemidler kunne administreres som tabletter, ville det være en stor fordel for især patienter med kroniske sygdomme og hyppig medicinering. Men udfordringen er, at disse lægemiddelstoffer nedbrydes i tarmen, og at absorption fra tarmen er umådelig vanskelig. Dermed er effektiv medicinering (drug delivery) efter oral administration af biofarmaceutika en enorm udfordring, og der findes endnu ikke generelle metoder til at løse denne.

”Projektet fokuserer på at løse udfordringen med drug delivery ved at udvikle en bedre og mere detaljeret forståelse af, hvordan peptid- og proteinlægemidler interagerer med og bliver transporteret over tarmslimhinden og når virkningsstedet. For at nå nærmere dette ambitiøse mål vil projektet udvikle nye unikke drug delivery koncepter samt teknologier og metoder. Dette store projekt involverer avanceret kemi, nanorobotter og visualisering af transporten af lægemidlet i kroppen, således at vi kan designe og studere systemer til oral drug delivery af biofarmaceutika,” siger Hanne Mørck Nielsen.

Bevillingsmodtager:
Hanne Mørck Nielsen, professor, Institut for Farmaci, Københavns Universitet.

Medansøgere:

Knud J. Jensen, professor, Kemisk Institut, Københavns Universitet

Jesper Glückstad, professor, Institut for Fotonik, DTU.

Urs O. Häfeli, professor, University of British Columbia, Canada og Institut for Facmaci, Københavns Universitet.

 

Fra kanyle til kapsel
Insulin er et af de lægemidler, som i dag kun kan administreres ved brug af sprøjter og kanyler. Injektioner medfører stort ubehag for mange patienter, skaber risiko for infektioner og kræver ofte uddannet sundhedspersonale, hvilket er dyrt for samfundet. Hvis vi kan udvikle metoder, der muliggør, at medicinen i stedet kan tages som kapsler, vil det have stor betydning for patienter og samfund. Den største begrænsning for at dette kan lykkes er, at mange af de vigtige lægemidler, specielt proteiner, ikke optages i tarmen.

”I det nye center skal vi udvikle nye metoder, der kan give markant øget optag af farmaceutiske proteiner i tarmen, så disse stoffer kan gives til patienter som tabletter eller kapsler,” siger Thomas Lars Andresen.

Bevillingsmodtager: Thomas Lars Andresen, professor, Institut for Mikro- og Nanoteknologi, DTU.

Medansøgere:

Tomas Kirchhausen, professor, Harvard Medical School, Boston, USA.

Chris Porter, professor, Monash Institute of Pharmaceutical Sciences, Monash University, Australien

Nazila Kamaly, lektor, Institut for Mikro- og Nanoteknologi, DTU.

Henrik Flyvbjerg, lektor, Institut for Mikro- og Nanoteknologi, DTU.

Wayne Lencer, professor, Harvard Medical School, Boston, USA.

OM NOVO NORDISK FOUNDATION CHALLENGE PROGRAMME:

Målet med Novo Nordisk Foundation Challenge Programme er at understøtte og fremme verdensklasseforskning, der fokuserer på at finde svar på nutidige udfordringer inden for global teknologi eller sundhed.

Bevillingerne på 60 millioner over seks år er målrettede fremragende forskere og tildeles forskergrupper, der herigennem får økonomi og lang tidshorisont til at fordybe sig i et givent tema.

For at sikre at de bedste projektforslag og forskerhold kommer i betragtning har bevillingerne været udbudt i fri konkurrence, og ansøgningerne er fagfællevurderet af en særligt nedsat ekspertkomite. Forskergrupperne kan være lokaliseret i hele verden, så længe hovedansøger og værtsinstitution er forankret i Danmark.

Novo Nordisk Fonden uddeler årligt op til 360 mio. kr. i programmet fordelt på op til seks bevillinger.

YDERLIGERE INFORMATION

KU: Andreas Westergaard, seniorkonsulent, tlf: 5359 3280, [email protected]

DTU: Tore Vind Jensen, journalist, tlf.: 4525 7878, [email protected]

Novo Nordisk Fonden: Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, [email protected]