Ansøg om midler

Støtte til udsatte børns læring efter Corona

Fem projekter har fået støtte til indsatser, som kan være med til at styrke læringen for udsatte børn efter Corona-nedlukningen.

Da Danmark i foråret lukkede ned pga. Corona-krisen, lukkede skolerne også og overgik til fjernundervisning. I sårbare familier kan det have været ekstra svært at få nok ud af undervisningen gennem skærmen, og derfor støtter Novo Nordisk Fonden nu en række projekter, som kan give børn og unge noget af den manglende læring.

”Vi håber, at vi med bevillingerne kan bidrage til, at nogle af de sårbare børn og unge kan få lidt ekstra faglig støtte efter en svær tid. De skal ikke rammes ekstra hårdt af Corona,” siger Hanna Line Jakobsen, chef for Novo Nordisk Fondens uddelinger til sociale formål.

De har fået støtte:

Akut læringsindsats efter Corona-nedlukning – Lektievenner til børn i udsatte positioner – Red Barnet og Red Barnet Ungdom, 1.999.000 kr. Læringsindsatsens centrale element er en frivillig lektieven, som tilbydes børn, der er tilknyttet Red Barnets frivillige sociale aktiviteter og har til formål at mindske læringstab, styrke de faglige ressourcer og øge trivsel hos børn i udsatte positioner, så de får bedre muligheder for at klare sig godt i skolen.

DrengeAkademiet 2020 – Fra dreng på kanten til ung i fællesskabet – LøkkeFonden, 927.000 kr. Læringscamp for 100 ikke-uddannelsesparate 7.-8. klasses drenge. Efter akademiet bliver drengene tilknyttet ét af syv lokale mentorcentre, hvor de støttes  frem mod folkeskolens afslutning.

Implementering af “Guided Reading” til anbragte og udsatte børn samt deres frivillige mentorer – Lær for Livet, 339.500 kr. Anvender guidet læsning for udsatte børn. Formålet er at klæde nye og eksisterende mentorer samt anbringelsessted og biologiske forældre på til at mestre Guided Reading, så de kan gøre børnene til bedre og mere motiverede læsere.

EksamensTJEK – Børnehjælpsdagen, 984.000 kr. Indsats i samarbejde med Mentor Danmark for 9. klasses elever, der er i risiko for ikke at bestå afgangseksamen, bestående af ugentlig lektiehjælp og 5 dages camp.

Nye veje til dansk for flersprogede børn – i overgangen fra dagtilbud til skole – 2 Timer om Ugen, 462.000 kr. Sprogstimulering af sprogligt udsatte flersprogede børn (0.-1. klasse), hvor 96 børn i Odense og Esbjerg vil få sprogstimulering via filosofiske dialoger og sproglege 2 timer om ugen i 2 år.  Et tæt samarbejde mellem 2 Timer om Ugen og Syddansk Universitet.

Yderligere information

Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, [email protected]