menu

To fremragende forskere rekrutteret til Danmark

19 jan
2018

To meget talentfulde forskere flytter fra Storbritannien til Danmark, efter de har modtaget Novo Nordisk Fondens Young Investigator Awards.

Efter et internationalt opslag har Novo Nordisk Fonden bevilget Young Investigator Awards til de to biomedicinske forskere Lea Klingenberg Barfod og Tomonori Takeuchi.

Bevillingerne på hver 20 millioner kroner vil gøre forskerne i stand til at etablere deres forskningslaboratorier i Danmark og forfølge deres ambitiøse forskningsprogrammer over en periode på syv år. Målene for forskningsprogrammerne spænder over forståelse af komplekse biologiske processer til forbedringer af medicinske behandlinger.

Novo Nordisk Fondens formål med Young Investigator Awards er at tiltrække nogle af verdens mest talentfulde og lovende yngre forskere til Danmark. Bevillingerne skal styrke dansk forskning – både nu og i fremtiden.

Bedre beskyttelse mod sygdomme

Lea Klingenberg Barfod, ph.d, kommer til Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet fra Jenner Institute på University of Oxford, hvor hun har været Senior Research Scientist. Som lektor i København kommer Lea til at lede et forskerteam, som vil fokusere på at forbedre kvaliteten af de antistoffer, der aktiveres af vacciner.

Formålet med hendes Young Investigator Award-forskningsprogram er at kortlægge egenskaberne på de antistoffer, som kan aktivere beskyttelse mod sygdomme. Malaria-patogenet vil blive anvendt som den sygdomsfremkaldende model efterfulgt af lignende tilgange over for andre patogener, hvor der endnu ikke findes nogen effektive vacciner. Den viden, som opnås gennem denne forskning, kan direkte anvendes i udviklingen af en andengenerationsvaccine mod malaria og også overføres til udvikling af vacciner mod andre sygdomme.

Om det videnskabelige miljø, som hun nu vil blive en del af, siger Lea Klingenberg Barfod: ”Center for Medicinsk Parasitologi på Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet har et særligt og meget progressivt forskningsmiljø med stærke forskningsprogrammer målrettet udviklingen af vacciner, samt muligheden for feltarbejde i Afrika. Min forskningsportefølje, og den ekspertise jeg bringer, giver gode muligheder for synergi med de igangværende aktiviteter på instituttet. Jeg er derfor meget glad for at få denne unikke mulighed for at etablere min forskningsgruppe på dette center.”

Om den betydning bevillingen har for hende, siger Lea Klingenberg Barfod: “Novo Nordisk Fondens Young Investigator Award kommer til at have en stor indflydelse på både min forskning og min karriere. Den giver mig en helt særlig mulighed for at fortsætte og udvide den forskning, som jeg går så meget op i. Uden denne bevilling ville jeg ikke have den samme mulighed for strategisk at planlægge mine kommende år som forsker, da meget få bevillinger tilbyder en tidshorisont på syv år.”

Hvordan hjernen opdaterer viden

Tomonori Takeuchi bliver en del af Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet og kommer til at lede en forskergruppe på DANDRITE (Danish Research Institute of Translational Neuroscience). Han kommer fra Centre for Discovery Brain Sciences på University of Edinburgh, hvor han været Postdoctoral Research Fellow, siden han flyttede dertil fra Japan.

Tomonori Takeuchis Young Investigator Award-forskning vil fokusere på, hvordan de neurale strukturer i hjernen organiserer viden. Et vigtigt, men dårligt forstået område er, hvordan erindringer om dagligdagsbegivenheder, som i første omgang lagres i én del af hjernen, bliver valgt ud og derefter optaget i en relevant vidensstruktur i en anden del af hjernen. Målet med forskningsprogrammet er at opnå en forståelse for disse processers molekylære mekanismer. Forskningen har potentiale til at identificere nye mål for behandling af hukommelsestab.

Om Novo Nordisk Fondens bevilling og de muligheder den giver, siger Tomonori Takeuchi: “Novo Nordisk Fondens Young Investigator Award giver mig en unik mulighed for at stå i spidsen for et uafhængigt laboratorium hos DANDRITE på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet. Hér vil jeg kunne foretage nyskabende forskning omkring indlæring og hukommelse. Jeg glæder mig meget til de mange forskellige muligheder, jeg vil få i Danmark for at udveksle idéer og erfaringer fra vore eksperimenter med internationale forskere med forskellige baggrunde.”

Om Novo Nordisk Fondens Young Investigator Awards

Novo Nordisk Fondens Young Investigator Awards gør det muligt for fremtrædende unge forskere uden for Danmark at etablere forskningslaboratorier i Danmark. Bevillingerne støtter uafhængige forskere på et tidligt stadium eller midtvejs i karrieren, som er klar til at udføre mere ambitiøse undersøgelser inden for biomedicin og bioteknologi. Young Investigator Awards tildeles efter et åbent opslag og en tofaset ansøgningsproces. Få mere information på Novo Nordisk Fondens hjemmeside.

Yderligere oplysninger

John Wittschieben, Senior Scientific Officer, jpwi@novo.dk

Christian Mostrup Scheel, Senior Press Officer, tlf. 3067 4805, cims@novo.dk

Lea Klingenberg Barfod og Tomonori Takeuchi har modtaget Novo Nordisk Fondens Young Investigator Awards.

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close