Ansøg om midler

Undervisningspris gav mulighed for etablering af nye udendørsfaciliteter

Risbjergskolen i Hvidovre har etableret et udendørs klasselokale med en masse udstyr til at udføre naturfaglige aktiviteter og undervisning, efter en af skolens lærere modtog Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris.

I 2018 modtog naturfaglig ildsjæl Charlotte Hansen (foto) fra Risbjergskolen i Hvidovre Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris for sin indsats for at skabe fantastiske rammer for den naturfaglige undervisning på Risbjergskolen.

Med prisen fulgte 50.000 kr. til prismodtageren selv samt 200.000 kr. til udvikling af skolens naturfagsundervisning, og de faldt på et tørt sted.

På Risbjergskolen manglede de nemlig én vigtig ting, hvis man som lærer gerne vil have de bedste muligheder for at lave god undervisning:

»Fordi vi er en byskole, har vi ikke særlig god adgang til at bruge naturen i vores naturfaglige undervisning. De store børn kan vi tage med på cyklerne og på den måde komme ud i naturen, men de yngste er sværere at tage med ud, så vi vidste med det samme, at vi gerne ville bruge prisen på at lave nogle udendørsfaciliteter her på skolen, som specielt de yngste ville have gavn af,« fortæller Charlotte Hansen.

Byggede udendørs klasselokale
Heldigvis havde skolen plads mellem to bygninger til at etablere et udendørs klasselokale med en masse udstyr til at undervise i naturfag.

Det indhegnede område er med pengene fra prisen blevet indrettet med borde, bænke og scener samt en masse udstyr, herunder mikroskoper, akvarier, udstyr til at lave planteforsøg og helt basale ting som farveblyanter og clipboards, som eleverne kan tage med rundt, når de skal tegne eksempelvis træer eller dyr.

Det udendørs klasselokale er også blevet udstyret med en planetsti, hvor solsystemets planeter og deres navne tager eleverne hele vejen fra Pluto til Solen og tilbage igen. Derudover er der også blevet ophængt hængekøjer, som eleverne kan benytte sig af, når de skal læse.

»Vi har valgt at indrette området, så ikke kun undervisningen inden for naturfag får gavn af det, men at eksempelvis også biblioteket kan bruge det, eller det kan bruges som et område, hvor elever kan gå hen for at få lidt ro. Der er meget kaos, når man som os er en stor byskole med mange elever, og så er det godt at have områder, hvor eleverne kan trække sig tilbage. Det var vigtigt, at så mange som muligt kunne få gavn af det, som vi brugte prisen til,« siger Charlotte Hansen.

Kombinerer hjemkundskab med biologi
Et eksempel på brugen af udendørsklasselokalet er i kombination med hjemkundskab, hvor eleverne i fjerde til sjette klasse har mulighed for først at dyrke deres egne grøntsager og derefter benytte dem til at lave mad med.

Helt konkret har udeområdet også været benyttet meget i forbindelse med coronakrisen, hvor der har været fokus på netop at have så meget udendørs undervisning som muligt.

Charlotte Hansen har også stablet en hjemmeside på benene, hvor lærerne på skolen kan få inspiration og vejledning i at benytte de faciliteter og det udstyr, som er i det udendørs klasselokale.

»Vi skal stadig blive bedre til at udnytte de muligheder, som ligger i at have sådan et område, og det har vi fokus på i vores teammøder,« fortæller Charlotte Hansen.

Pris var et velkomment skulderklap
Charlotte Hansen fortæller, at hun også selv har haft meget glæde af at modtage prisen fra Novo Nordisk Fonden. For det første var det et stort anerkendende skulderklap, som hun fik fra sin leder, der indstillede hende til prisen.

»Det var en anerkendelse af ikke kun min undervisning, men også mit arbejde for at udvikle naturfagene på skolen. Efter min mening skal man som lærer ikke holde sin viden for sig selv, men i stedet brede den ud, så også andre undervisere får gavn af den. Det er det, som jeg hver dag prøver at gøre, og som lykkes i en vid udstrækning,« siger Charlotte Hansen.

Prisen og anerkendelsen har også hjulpet hende til at holde hovedet højt, selv når der har været svære situationer.

»Når man skal koordinere naturfagsundervisningen med en masse kollegaer, kommer man nogle gange i situationer, som er lidt svære, og der har anerkendelsen givet mig energi til at blive ved med at insistere på den udviklingsproces, som jeg har igangsat for undervisningen i naturfag her på skolen,« forklarer Charlotte Hansen.

Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris 2021 er aktuelt åbent for indstillinger. Deadline er 27. november 2020.

Om Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris
Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris er målrettet engagerede og dygtige lærere i faget Natur og Teknologi. Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats inden for naturfaglig undervisning i grundskolens indskoling og mellemtrin.

Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris uddeles årligt og er delt i to priser; en til en lærer eller et team øst for Storebælt og en vest for Storebælt. Hver pris består af en sum på 250.000 kr. bestående af en personlig hæderspris på 50.000 kr. og 200.000 kr. til skolen. Andelen, som tilfalder skolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning (for eksempel indkøb af eksperimentelt udstyr, opgradering af lokaler/udeområde eller efteruddannelse).

Prisen uddeles til en lærer efter indstilling fra dennes skoleleder eller skolebestyrelse. Børn, forældre og kolleger opfordres til at foreslå kandidater til skolelederen eller skolebestyrelsen, der kan indstille en eller flere lærere samt teams på op til tre personer fra samme skole. Læs mere om prisen her.

Yderligere information

Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, [email protected]