Ansøg om midler

Usynlige smittebærere og velkomne fejl førte til Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris

Peter Blirup og Charlotte Hansen modtager Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris hhv. vest og øst for Storebælt for deres målrettede og dygtige indsats som lærere. Med hver pris følger 250.000 kr. Her er prisvinderne flankeret af deres skoleledere.

Hvor langt kan man egentlig nyse, og kan man bagefter få øje på de usynlige smittebærere under et mikroskop? De spørgsmål fandt elever i 2. klasse sammen med lærer Charlotte Hansen svar på, da indskolingen på Risbjergskolen i Hvidovre var på bakteriejagt i undervisningsforløbet ”Mindre smitte, færre bakterier”.

På Eltang Skole og Børnehave ved Kolding flettede natur- og tekniklærer Peter Blirup sammen med sine elever en storkerede af tjørn, pil og bøg og forede den med hestemøg. De satte den op på en pæl nær et vådområde og talte undervejs om fugleliv, føde og menneskenes indflydelse på, at storkene ikke længere findes i tusindtal i Danmark.

Charlotte Hansen og Peter Blirup er alsidige natur-og teknologilærere, der innovativt etablerer nye rammer for samarbejde mellem naturfagslærerne på deres skoler og tænder elevernes nysgerrighed for naturvidenskab. For deres ildhu modtager de Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris 2018, der er målrettet engagerede og dygtige lærere. Prisen gives hvert år til en lærer eller et team hhv. øst og vest for Storebælt.

Bæredygtighed og håb

Charlotte Hansen er en faglig ildsjæl, der som vejleder og koordinator for natur- og teknologifaget på Risbjergskolen har bidraget væsentligt til at skabe en tydelig faglig struktur og sammenhæng i naturfagsundervisningen fra 0.- 9. klasse. Hun deltager aktivt i fælles kommunale fagrækker, og hun har været med til at skabe skoletjenesten Newtonroom, der er et avanceret sciencelokale med årligt 2.500 besøgende elever.

Peter Blirup er leder af og idemand bag Eltang Skole og Børnehaves BID-projekt, der handler om bæredygtighed, innovation og design. I BID-undervisningen af 4.-6. klasse er eleverne ikke opdelt i klasser. Under-visningen foregår i forløb på hele dage og hver gang efter et princip om at løse et problem – som at storken mangler leverum – på en praktisk og sjov måde. Fejl er velkomne i undervisningen, for de bidrager til en bedre løsning, når man lærer af dem.

Charlotte Hansen siger: ”Det er en stor ære at modtage prisen. Jeg synes, at natur og teknologifaget er spændende, og det betyder meget for mig, at børnene også synes det. Jeg ser faget som et dannelsesfag, der gør det muligt for eleverne at forstå omverdenen og tage stilling – for eksempel til, om de vil leve bæredygtigt.”

Peter Blirup siger: ”Det er dejligt at blive anerkendt, og jeg tror, at uddelingen af prisen er med til at styrke fagets indhold og fokus. Det, vi gør, er drevet af at ville noget ekstra i hverdagen, og det giver resultater. Der tændes en ild i eleverne, der ellers godt kan bekymre sig om fremtiden. De tænker, at der er håb, og det skal nok gå, hvis vi bruger vores hoveder og er kreative.”

Ros til eksperimenterende lærere

Med hver pris følger 250.000 kr., hvor 50.000 kr. er til lærerne personligt, og 200.000 kr. tilfalder skolen til udvikling af den naturfaglige undervisning.

Skoleleder René Rasmussen Sjøholm, Risbjergskolen, siger: ”Charlotte Hansen er ekstremt dedikeret og har en legende tilgang til det at planlægge og gennemføre undervisningen på en sjov måde. Hun brænder for sit felt i et omfang, så det er naturligt for hende at eksperimentere med nye undervisningsforløb. Vi vil gerne hylde de virkeligt dygtige, og med de penge, der følger med prisen, får vi mulighed for at skabe et undervisningsmiljø, der fremmer naturfaglig læring på et højt niveau.”

På Eltang Skole og Børnehave siger skoleleder Per Nielsen: ”Vi har som målsætning på skolen at være blandt de bedste i naturfag. Det er især bæredygtighed, vi arbejder med – både grøn og social bæredygtighed. De ting går op i en større enhed i Peter Blirups undervisning. Han er indstillet på at bruge forskellige måder at lære på, og han bringer sig ud af sin ’komfortzone’ og eksperimenterer. Det kommer der virkelig meget godt ud af.”

OM NOVO NORDISK FONDENS NATUR- OG TEKNOLOGILÆRERPRIS

Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris er målrettet engagerede og dygtige lærere i faget Natur og Teknologi. Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats inden for naturfaglig undervisning i grundskolens indskoling og mellemtrin.

Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris uddeles årligt og er delt i to priser; en til en lærer eller et team øst for Storebælt og en vest for Storebælt. Hver pris består af en sum på 250.000 kr. bestående af en personlig hæderspris på 50.000 kr. og 200.000 kr. til skolen. Andelen, som tilfalder skolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning (fx indkøb af eksperimentelt udstyr, opgradering af lokaler/udeområde eller efteruddannelse).

Prisen uddeles til en lærer efter indstilling fra dennes skoleleder. Børn, forældre og kolleger opfordres til at foreslå kandidater til skolelederen, der kan indstille en eller flere lærere samt teams på op til tre personer fra samme skole. Læs mere om prisen her.

YDERLIGERE INFORMATION

Charlotte Hansen, lærer på Risbjergskolen,
tlf.: 61341097, [email protected]

Peter Blirup, lærer på Eltang Skole og Børnehave,
tlf.: 26206580, [email protected]

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden, tlf.: 3067 4805, [email protected]