menu

Bestyrelsens kompetenceprofil

De vigtigste kriterier og kompetencekrav, der bør være opfyldt af medlemmerne af bestyrelsen i Novo Nordisk Fonden:

Fonden skal ifølge vedtægterne ledes af en bestyrelse bestående af 6-12 vedtægtsvalgte medlemmer, hvoraf mindst to skal have læge- eller naturvidenskabelig indsigt, heraf mindst én med lægevidenskabelig indsigt. I det omfang den til enhver tid gældende lovgivning kræver det, består bestyrelsen desuden af et antal medlemmer valgt af medarbejdere i fonden og dens dattervirksomheder.

Fondsbestyrelsen kan og bør ifølge vedtægterne foranledige medlemmer af fondsbestyrelsen indvalgt i bestyrelsen for Novo Holdings A/S. Der bør typisk være to medlemmer af fondsbestyrelsen, som også er medlem af Novo Holdings A/S’ bestyrelse. Ved udvælgelsen af de fondsbestyrelses-medlemmer, som skal være medlemmer af bestyrelsen i Novo Holdings A/S, skal fondsbestyrelsen sikre, at der er en tilstrækkelig personadskillelse til sikring af, at fonden kan varetage sine ejerinteresser og kontrollen med dattervirksomheden og dennes ledelse.

Med henblik på at sikre varetagelsen af fondens erhvervsmæssige og uddelingsmæssige formål er det hensigtsmæssigt, hvis to af de vedtægtsvalgte bestyrelsesmedlemmer har erfaring fra selskaber i Novo Gruppen, to har læge- eller naturvidenskabelig indsigt, og to har erhvervsindsigt, men er uafhængige af Novo Gruppen.

Formand

  • Erhvervsperson, der har haft en mangeårig tilknytning til Novo Gruppen gennem f.eks. direktions-/bestyrelsesposter i Novo Nordisk A/S eller Novozymes A/S samt med erfaring og forståelse for akademiske forskningsmiljøer
  • Er samtidig formand for bestyrelsen for Novo Holdings A/S

Næstformand

  • Erhvervsperson med eller uden tidligere tilknytning til Novo Gruppen

Medlemmer

  • To personer med baggrund i læge- og naturvidenskabelig forskning, heraf mindst én med lægevidenskabelig indsigt, og gerne én fra et andet skandinavisk land
  • To til otte øvrige bestyrelsesmedlemmer
  • Under forudsætning af seks vedtægtsvalgte, da tre medarbejdervalgte, typisk to fra Novo Nordisk A/S og én fra Novozymes A/S

Bestyrelsen skal gennem sine medlemmer desuden så vidt muligt dække følgende kompetencer:

  • Erhvervserfaring fra forskningstung industri i Danmark/Norden, gerne inden for bioindustri/pharma
  • Finansiel indsigt fra hverv som finansdirektør eller erhvervserfaring fra finanssektoren
  • Jurist/advokat med kendskab til erhvervsret og erhvervsforhold i Danmark og internationalt
  • Kendskab til erhvervsdrivende fonde i Danmark samt god fondsledelse
  • Indsigt i samfundsmæssige forhold, herunder uddannelse, forskningspolitik og forskningsadministration samt med kendskab til den offentlige sektor med relevans for Fonden

Derudover er det fondens mål inden 2019 at have mindst et vedtægtsvalgt bestyrelsesmedlem af udenlandsk nationalitet og mindst to vedtægtsvalgte bestyrelsesmedlemmer af hvert køn.

Ovennævnte kompetencer kan ikke nødvendigvis altid være fuldt ud dækket og skal ikke nødvendigvis kunne henføres til de enkelte medlemmer.

Medlemskabets varighed

Medlemsperioden for et bestyrelsesmedlem bør normalt ikke være længere end ni år, og højst være tolv år. Bestyrelsesmedlemmer kan i henhold til vedtægterne genvælges indtil det fyldte 70. år.

Godkendt af fondsbestyrelsen den 16. marts 2017

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close