Ansøg om midler

Copenhagen Honours College

Novo Nordisk Fonden har støttet oprettelsen af to talentprogrammer ved Københavns Professionshøjskole: Copenhagen Honours College Naturfagslærer og Copenhagen Honours College i Sygepleje.

Novo Nordisk Fonden har støttet oprettelsen af to talentprogrammer ved Københavns Professionshøjskole: Copenhagen Honours College Naturfagslærer og Copenhagen Honours College i Sygepleje.

Copenhagen Honours College Naturfagslærer

I 2018 bevilgede fonden knap 28 mio. kr. til Copenhagen Honours College Naturfagslærer over en femårig periode. Programmet er et ekstra uddannelsestilbud til de mest ambitiøse naturfagslærerstuderende hos Københavns Professionshøjskole, der får mulighed for at tage et 2-årigt forløb svarende til et halvt års fuldtidsstudie (30 ECTS-point) ud over grunduddannelsen.

Forløbet understøtter, at de studerende får et ekstra fagligt gear og styrker deres faglige selvsikkerhed. De studerende bliver trænet i at udvikle konkrete undervisningsforløb, og de får mulighed for at deltage i relevante forsknings- og udviklingsprojekter og for at fordybe sig i faglige og tværfaglige problemstillinger.

Der optages 15 studerende på talentforløbet hvert år.

Læs mere om Copenhagen Honours College Naturfagslærer her.

Copenhagen Honours College i Sygepleje

I 2020 bevilgede fonden 44,4 mio. kr. over en syvårig periode til et nyt talentprogram for sygeplejerskestuderende på Københavns Professionshøjskole med start i efteråret 2021. Projektet skal bidrage til at øge rekrutteringen til sygeplejeprofessionen og styrke sygeplejen til ældre medicinske patienter.

Copenhagen Honours College i Sygepleje er et toårigt talentforløb målrettet ambitiøse studerende hos Københavns Professionshøjskole med særligt fokus på at give de studerende specialiserede kompetencer, der ligger ud over grunddannelsen, så de kan varetage individualiserede, sammenhængende plejeforløb til ældre med kroniske sygdomme.

I løbet af den syvårige projektperiode får i alt 120 studerende mulighed for at tage et toårigt forløb svarende til et halvt års fuldtidsstudie (30 ECTS-point) ud over grunduddannelsen. Københavns Professionshøjskole optager halvårligt 15 studerende med start fra efteråret 2021.

Læs mere om Copenhagen Honours College i Sygepleje her.

Om Københavns Professionshøjskole

Københavns Professionshøjskole har ca. 20.000 studerende og udbyder 21 grunduddannelser samt efter- og videreuddannelse inden for det pædagogiske, lærerfaglige og sundhedsfaglige område samt i ledelse og forvaltning. Professionshøjskolen er landets største uddannelsessted for både lærere og sygeplejersker.