menu
https://novonordiskfonden.dk/da/projekter-og-initiativer/dm-i-fagene-danmarks-stoerste-faglige-konkurrence-for-grundskoleelever/

DM i Fagene – Danmarks største faglige konkurrence for grundskoleelever

DM i Fagene – Danmarks største faglige konkurrence for grundskoleelever

Skal vi fortsat være konkurrencedygtige som land i en verden, hvor tingene ændrer sig med lynets hast, er det afgørende med et tæt samarbejde mellem skole og erhvervsliv. Et af Danmarks vigtigste råstoffer er viden, og det skal vi udvikle og værne om.

Dette er tanken bag projektet ”DM i Fagene”, som ønsker at gøre eleverne i 7.- 9. klasse dygtigere og skarpere på valg af uddannelse og arbejdsplads, give dem nye kompetencer og hjælpe eleverne med at få realiseret deres potentiale til gavn for dem selv, erhvervslivet og for samfundet generelt.

DM i Fagene har eksisteret siden 2016 og er Danmarks største faglige konkurrence for grundskoleelever. Formålet er at sætte fokus på fagligheden og den faglige udvikling hos eleverne.

Konkurrencen er casebaseret, og opgaverne bliver til i samarbejde med relevante virksomheder. Sigtet er, at DM i Fagene skal styrke deltagernes evne til at koble skolens fag med omverdenen, deres videre uddannelse og det fremtidige arbejdsmarked.

Eleverne kan dyste individuelt i fagene dansk, matematik, engelsk, fysik/kemi, tysk, biologi og historie, og på længere sigt ønsker DM i Fagene at omfatte alle grundskolens obligatoriske fag.

Herudover er der også to holdkonkurrencer. Den ene er tværfaglig og den anden med et naturvidenskabeligt fokus. Dette skal bl.a. sikre, at også elever, der ikke på forhånd interesserer sig for naturvidenskab, præsenteres for fagenes vidtrækkende muligheder.